Dagens overblik

Dagens overblik: Priserne slår rekord på flere områder

Mens SAS aflyser tusindvis af flyvninger, fortsætter de danske priser med at stige til vejrs.

Vejret har i dag budt på regn til det meste af landet, og dråberne falder på et tørt sted.

De seneste 31 dage er det kun blevet til 2,5 millimeter regn på landsplan. En vandfattig tid, der har fået tørkeindekset til at stige eksplosivt.

Og mens vandet fortsætter med at falde fra skyerne i de kommende dage, starter vi dagens overblik med en anden form for himmelflugt.

Priserne skyder i vejret

Forbrugspriserne har taget en historisk stigning. I april i år lå de hele 6,7 procent højere end samme tidspunkt i 2021.

Så høj inflation har vi ikke set i Danmark siden 1984. Samtidig er der tale om en betydelig stigning sammenlignet med marts, hvor den lå på 5,4 procent.

En udvikling, som ifølge Danske Banks chefanalytiker og privatøkonom Louise Aggerstrøm er så voldsom, at der ikke er set lignende i hendes levetid.

Tallene nåede da også til Folketinget, hvor statsminister Mette Frederiksen understregede, at regeringen "ikke kan holde alle danskere skadefri". Men blandt andet pensionisterne skal, hvis det står til statsministeren, have en målrettet hjælp.

Cyberangreb med russisk fortegn

Mens statsministeren fortsatte debatten om en hjælpende hånd til nogle danskere, løftede forsvarsministeren pegefingeren over for Rusland.

Ifølge Morten Bødskov (S) var det nemlig dem, der stod bag et cyberangreb på det amerikanske satellitfirma Viasat 24. februar. Altså på dagen, hvor den russiske invasion af Ukraine for alvor begyndte.

- Målet (...) var kritisk satellitudstyr, der betød, at satellitbaserede kommunikationskanaler til det ukrainske forsvar blev lammet, fortalte forsvarsministeren.

Værnepligtige i krig

Men det er som bekendt ikke kun i cyberspace, hvor Rusland retter skyts mod Ukraine.

Ifølge efterretningsenheden i det ukrainske forsvarsministerium er det blandt andet russiske værnepligtige, der står med våbnene i hånden, når krigen udspilles i den virkelige verden.

Det sker, på trods af at den russiske regering har forsikret om, at netop landets værnepligtige ikke vil blive sendt afsted mod nabolandet.

Samtidig kom det dog også frem, at FN har ”pålidelige meldinger” om, at ukrainske styrker har begået tortur og henrettelser. Dog overstiger de russiske overgreb i væsentlig grad de ukrainske, lød det fra organisationen.

SAS aflyser tusindvis af flyvninger

I den kommende tid rejser mange på ferie, og derfor kan flere ferieglade danskere have fået sved på panden tirsdag.

Her meldte SAS nemlig ud, at de aflyser 4000 ellers planlagte flyvninger i de næste måneder.

Dog oplyser selskabet til TV 2, at passagerne, som er berørt af aflysningerne, bliver løbende ombooket til en nærliggende afgang.

Ændringerne skyldes ifølge SAS udfordringer med at finde nok personale og problemer på leverandørsiden.

Warhol-portræt slår rekord

Vi slutter med en historie, der ligesom den første kan få pengepungen til at stå i flammer.

Natten til tirsdag blev Andy Warhols ikoniske portræt af skuespilleren Marilyn Monroe nemlig solgt som det dyreste stykke kunst på auktion fra det 20. århundrede.

Salget af den velkendte afbildning i turkis, gul og pink blev lukket med et hammerslag på intet mindre end 195 millioner dollars.