Herlufsholms hemmeligheder

To sekunder efter at de så, han havde delt sin historie, blev han fjernet fra Herlufsholm-gruppe

Mikkel Kjellberg, der er rektor på Herlufsholm skole og kostskole, har igangsat en ekstern undersøgelse, lyder det.

Torsdag aften havde dokumentarfilmen ’Herlufsholms hemmeligheder’ tv-premiere, hvor tidligere elever fortæller om en voldelig og seksuelt krænkende mobbekultur på kostskolen i Næstved.

Dokumentaren har allerede fået konsekvenser for nogle af de tidligere elever, der har valgt at stå frem med deres historie.

Peter, der medvirker i programmet, er ikke længere en del af Herlovianersamfundet, fortæller han i ‘Go’ morgen Danmark’.

- For et par dage siden var der nogle på skolen, der fandt det her klip, der er på TV 2 PLAY, hvorefter det blev smidt op i en gruppechat, og den første kommentar er: ”Nu har du stukket os”.

To sekunder efter blev Peter slettet fra Facebook-gruppen for tidligere elever og udelukket fra chatten med sine gamle klassekammerater.

Få af Peters tidligere klassekammerater har skrevet til ham, men ellers føler han sig ikke længere som en del af miljøet omkring skolen, lyder det.

- Så selv efter skoletiden har jeg formået at gå ”socialt død” i det her Herlovianer-miljø, siger han.

Jeg er glad for det, jeg har gjort

Kristoffer, studerende

Har fået opbakning

I dokumentaren ’Herlufsholms hemmeligheder’ optræder de fleste af de tidligere elever anonymt, og Peter og Kristoffer, der også medvirker i dokumentaren, har ønsket kun at stå frem med fornavn.

Det skyldes, at de frygter at blive udstødt socialt og i erhvervslivet, hvor mange har en tilknytning til skolen.

Kristoffer fortryder dog ikke, at han har delt historien om sine oplevelser.

- Jeg er glad for det, jeg har gjort, siger han. For det var slemt at se andre elever få bank og blive mishandlet, lyder det.

- At se folk, der fik tæv, ændrede folk på en negativ måde, så de blev selv en del af det og tævede andre, når de kom i 3. g, fortæller Kristoffer, der gik på skolen fra 2018 til 2021.

Kristoffer håber, at det nye fokus, der er rettet mod skolen, kan gøre en forskel for dem, der skal gå der i fremtiden.

Han har ikke oplevet den samme "sociale død", som Peter fortæller om. Allerede inden dokumentaren blev vist, havde han meldt sig ud af de gruppechats og grupper, der var på skolen. Han trak sig, da han forlod skolen.

Tværtimod har han fået masser af opbakning.

- Jeg har fået god opbakning fra tidligere klassekammarater, nuværende elever og mine venner generelt har bakket mig op, siger Kristoffer.

Hvis du ikke tilpasser dig, så er du dømt ude

Helle Rabøl Hansen, mobbeforsker

Forsker: Man skal gribe ind

Helle Rabøl Hansen er mobbeforsker og medvirker ligeledes i dokumentaren. De seneste 20 år har hun fået mange henvendelser fra tidligere elever fra Herlufsholm Kostskole, der fortæller om vold, mobning og et udstødelseshierarki blandt eleverne.

- Hvis du ikke tilpasser dig, så er du dømt ude, og så får du en position, man kunne kalde for ”socialt død”, forklarer hun i dokumentaren.

De beretninger, hun har hørt om, er så alvorlige, at hun kalder det mobning i ”det røde felt”.

- Man skal gribe ind udefra for at beskytte de børn, som jo ikke bare går i skole her, men bor her, lever der, og har hele deres børne- og ungdomsliv der. De må ikke udsættes for den form for seriel fysisk og psykisk vold, siger Helle Rabøl Hansen.

Utrolig ked af det

Mikkel Kjellberg, der er rektor på Herlufsholm skole og kostskole, trådte til i 2019 som rektor, men han har været en del af skolen siden 1999, hvor han blev ansat som gymnasielærer.

Han er ”utrolig ked af”, at elever som Peter og Kristoffer har haft de oplevelser, de beskriver.

Efter at dokumentaren er blevet vist på TV 2 har Mikkel Kjellberg ændret holdning til nogle af de traditioner, som er på skolen.

Blandt andet den såkaldte pø-kamp, hvor 3. g-eleverne skal forsvare en “ø” over for de yngre elever, har han tænkt sig at genoverveje.

I programmet kalder Mikkel Kjellberg pø-kampen for en ”kontrolleret brydekamp”.

Nu lyder det i stedet:

- Jeg har bedt elevrådsformanden om at samle elevrådet, for der er nogle ting her, vi skal snakke om. Vi skal have kigget grundigt på vores traditioner og den kultur, der er på skolen.

Desuden oplyser rektoren, at der nu vil blive igangsat en ekstern undersøgelse, hvor både nuværende elever og deres forældre samt tidligere elever vil blive spurgt ind til elevkulturen.

Se interviewet med Peter i 'Go' morgen Danmark' eller 'Herlufsholms hemmeligheder' på TV 2 PLAY