Dagens overblik

Dagens overblik: Dokumentar skaber genklang helt inde i Folketinget

TV 2s dokumentar om elitekostskolen Herlufsholm har chokeret både de kongelige og Folketinget, som nu skal diskutere et forbud af en særlig ordning.

Langt fra de danske grænser buldrer krigen i Ukraine videre, og frygten for atomkrig har fået megen omtale i flere måneder.

Nu melder Rusland endelig ud og understreger, hvor de står i spørgsmålet.

Velkommen til dagens overblik.

Herlufsholm-dokumentar får konsekvenser

Selvom elitekostskolen Herlufsholms rektor i første omgang lovpriste den såkaldte pø-kamp, der i øjeblikket er under hård kritik, har han nu skiftet mening.

Efter en lang række tidligere elever har fortalt åbent om grov mobning, vold og seksuelle krænkelser i en ny TV 2-dokumentar, vil rektor Mikkel Kjellberg nu se på ændringer af skolens traditioner.

Det løfte kommer han med, efter at blandt andre undervisningsministeren, kronprinsparret og statsministeren har reageret på programmet.

Kronprinsparret kaldte de tidligere elevers beretninger for "dybt rystende og hjerteskærende".

Folketinget skal drøfte Herlufsholm

Fortællingerne om alt fra overfald til seksuelle overgreb på elitekostskolen har sendt trykbølger hele vejen ind i Folketinget.

Således skal politikerne på børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theils (S) tilskyndelse nu se på, om der skal komme lovmæssige konsekvenser, der kan forhindre flere typer af disse overgreb.

Regeringen vil forsøge at samle flertal for at forbyde traditioner, hvor ældre elever skal opdrage på de yngre – også benævnt præfekt-ordninger.

Ministeren kalder Herlufsholm-historierne "det alvorligste jeg har set i de årtier, jeg har beskæftiget mig med skoleverdenen".

Jens Rohde færdig i dansk politik

Efter at have været medlem af Folketinget siden 1998 melder Jens Rohde sig nu helt ud af dansk politik.

Det oplyser han fredag.

Det blev til en karriere i hele tre partier, da Rohde efter 22 år i Venstre meldte sig ind i Radikale Venstre. I 2021 skiftede han så til Kristendemokraterne.

Med Jens Rohdes exit mister Kristendemokraterne sin plads i Folketinget, da de kun havde et mandat, som de fik, da Rohde skiftede parti fra Radikale Venstre.

Rusland giver atom-garanti

Der vil ikke blive taget atomvåben i brug under russernes invasion af Ukraine.

Den udmelding kommer Ruslands udenrigsministerium nu med, efter der i dagevis har været spekulationer om, hvorvidt en desperat Vladimir Putin ville ty til de frygtindgydende masseødelæggelsesvåben.

Ruslands præsident har flere gange ytret indirekte trusler om at bruge atomvåben, hvis Vesten ikke holder sig væk fra invasionen af Ukraine.

Parkens udskældte græsplæne skal bruges til firmafest

Der er ikke andre af Danmarks største klubber, der har lige så udskældt en græsplæne som hovedstadsklubben F.C. København.

Midt i slutspillet for mesterskabet, hvor FCK ligger på førstepladsen med tre point ned til midtjyderne, skal plænen nu tildækkes, fordi Parken skal bruges til en stor firmafest.

Selvom FCK selv har vurderet, at det ikke får konsekvenser for banen, fortæller en erfaren greenkeeper til TV 2, at det bestemt ikke gavner græsplænen at blive tildækket.