Dagens overblik

Dagens overblik: Putin har store planer for russisk nationaldag, siger efterretninger

Det skal være slut med russisk råolie i EU, republikanerne mister vælgere i forbindelse med sag om fri abort, og så blev sirenerne testet.

Velkommen til overblikket på sådan en solbeskinnet onsdag.

Du sidder måske med lys i vinduerne i anledning af Danmarks Befrielse, som man bør ifølge traditionen. Eller også har du nu fået travlt med at finde lys frem, fordi du havde svedt det ud.

Ikke desto mindre er det 77 år siden, at journalist Johannes G. Sørensen i radioen i udsendelsen klokken 20.30 sagde de udødelige ord:

- Her er London. I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.

Og så til dagens andre historier.

Efterretninger viser, at Putin vil annektere republikker

Inden længe vil præsident Putin annektere de to østukrainske udbryderrepublikker Donetsk og Luhansk. Det er i hvert fald, hvad ”meget troværdige” efterretninger siger ifølge den amerikanske ambassadør for sikkerhedsorganisationen OSCE, Michael Carpenter.

Det kan muligvis allerede ske om få dage - nemlig 9. maj, der er en russisk mærkedag, der markerer Sovjetunionens sejr over Nazityskland.

Samme efterretninger peger på, at Rusland planlægger at annektere Kherson, der er besat af russerne, og erklære byen for russisk folkerepublik.

9. maj kan også være dagen, hvor Putin formelt erklærer krig mod Ukraine, antyder vestlige embedsmænd ifølge CNN.

Men talsmanden for Kreml, Dmitri Peskov, benægter rygter om, at Rusland officielt vil erklære krig imod Ukraine og sætte gang i en større mobilisering.

Nye sanktioner mod Rusland

Det skal efter planen være slut med import af russisk råolie til EU inden for et halvt år, mens raffinerede produkter udfases med udgangen af året.

Det er en del af den sjette sanktionspakke mod Rusland, som Ursula von der Leyen, der er EU-kommissionens formand, har forslået til EU-Parlamentet.

Desuden er det planen, at flere store russiske banker skal udelukkes fra betalingstjenesten SWIFT, som globalt er den største operatør for finansielle pengeoverførsler.

Abortsag kan blive dyr for republikanerne

I USA blæser anti-abort-vinde igen, efter at mediet Politico mandag udgav et lækket dokument, der antød, at retten til fri abort, der har været sikret siden 1973, kan blive fortid.

Men næsten to tredjedele af de amerikanske vælgere siger i en undersøgelse, at de vil støtte kandidater, der går ind for fri abort. Det sker inden midtvejsvalget 8. november. Midtvejsvalget er afgørende for, hvilket parti der kommer til at kontrollere Kongressen de næste to år.

Hvis valget falder ud, som meningsmålingen foreskriver, kan opbakningen til republikanerne blive stækket markant, idet der generelt set er flere republikanske kandidater, der er imod fri abort. De er såkaldt pro-life.

Sirenerne blev testet, og ukrainerne blev advaret

У Данії з 12 ранку тестуватимуть сирени.

Hvis man kan ukrainsk, ved man, at der står, at sirenerne bliver testet klokken 12. Og det blev de også i dag, ligesom de gør hvert år den første onsdag i maj.

Rigspolitiet, der står for at teste sirenerne, fortæller TV 2, at man hvert år er særligt opmærksomme på de personer, der kan blive bekymrede.

I år var ukrainske flygtninge en af de grupper, da sirenerne kan lyde faretruende – særligt når man er flygtet fra krig – men jo som bekendt ikke er det.

Retsreportage fra Glostrup Byret

I Glostrup Byret fandt dag to sted i en sag mod en 29-årig mand kendt fra Brøndby IF's hooliganmiljø om årelangt misbrug af 15 personer. Flere af dem var børn under 15 år.

Og i retten var politiopbuddet igen i dag massivt både i og uden for retslokalet. Flere gange undervejs afbrød tilhørere retten med tilråb, som man kan læse mere om i retsreportagen her.

Der ventes dom i starten af juni. Hvis Retten i Glostrup finder den 29-årige skyldig, mener anklagemyndigheden, at han skal idømmes forvaring.

***