Mink-sagen

Minkrapport får positiv modtagelse fra avlerne

Formanden for Danske Minkavlere tror ikke på, at der kommer et "rigtigt minkerhverv" igen.

Rapporten fra Statens Serum Institut (SSI), der skulle komme med sin vurdering af smitterisikoen forbundet med at drive minkerhvervet videre i Danmark, er landet tirsdag eftermiddag.

Og hos foreningen Danske Minkavlere er den umiddelbare reaktion, at det er ”fint”.

- Jeg tror ikke på et rigtigt minkerhverv igen, men de, der vil, skal gøre det. Det forhindrer denne rapport ikke, siger Tage Pedersen, der er formand for foreningen.

Hos Danske Mink, der er en organisation, der har haft som målsætning at få hvervet til at overleve, er man glad for rapporten.

- Jeg synes, at det ser rigtigt godt ud, og jeg er glad for, at der blandt andet har været dyrlæger inde over rapporten, siger formand for Danske Mink Louise Simonsen.

1 procent vil fortsætte

SSI skriver, at der er risiko for yderligere smitte, hvis minkavl genoptages i Danmark. Men i praksis vil konsekvenserne for folkesundheden være begrænsede, lyder det.

Det skyldes, at der forventes en høj beskyttelse mod alvorlig sygdom opnået ved både vaccination og infektion.

Samtidig er forventningen, at langt færre vil drive minkavl, og det reducerer også risikoen for smitte, vurderer instituttet.

I forbindelse med coronavirus blev danske minkavlere pålagt at aflive deres mink. 99 procent af de i alt 1246 minkavlere, der var før, har valgt at forlade faget. 1 procent vil fortsætte.

Med aflivningen røg også avlsdyrene, som var noget af det, der gjorde dansk minkavl specielt. Og uden bliver erhvervet simpelthen ikke det samme, mener Tage Pedersen.

- Nu skal man ud og købe avlsdyr fra konkurrenterne, og så får man jo den samme pris for sine skind. Før lå vi på 30 procent over prisen i udlandet, siger han.

Hvilke brikker mangler, for at branchen kan komme op at køre igen?

- Brikkerne var avlsdyrbestanden, der var helt unik, og de blev aflivet i 2020. De mangler, og så mangler følgeindustrien. Pelserierne er væk, rådgivningsorganerne er væk, Kopenhagen Fur er væk. Man står helt alene, hvis man beslutter at starte op igen.

K: Ophæv hurtigst muligt

Onsdag mødes Folketingets fødevareordførere med fødevareminister Rasmus Prehn (S) klokken 8.45 til en diskussion om rapporten.

En af dem, nemlig Per Larsen (K), mener, at SSI's rapport giver grønt lys. Og han vil forlange, at forbuddet om minkavl ophæves hurtigst muligt.

- Jeg forventer, at ministeren ophæver det forbud, ellers er det direkte at lave en hindring for minkavlerne, lyder det fra Per Larsen, der tilføjer:

- Det er en politisk beslutning at lukke erhvervet. Nu er det også en politisk beslutning at genåbne det.