Kim Kardashian bar ikonisk Marilyn Monroe-kjole til Met Gala
Der var mange opsigtsvækkende påklædninger – eller fravær af samme – til nattens fest.
I løbet af natten til tirsdag flokkedes fotografer, journalister, fans og ikke mindst berømtheder til Metropolitan Museum of Art i New York, der hvert år danner ramme om den famøse Met Gala.
Det er et arrangement, der foruden at tiltrække verdensberømte navne også fungerer som en indsamling til fordel for det amerikanske kunstmuseum. Modemagasinet Vogue står for selve festen og finder også på temaet hvert år.
I år var det In America: An Anthology of Fashion, der kan oversættes til "I Amerika: En antologi af mode".
Forretningskvinde og tv-personlighed Kim Kardashian, der er kendt for at være en af hovedrollerne i realityprogrammet 'Keeping Up with the Kardashians', fortolkede emnet ved at iklæde sig en af de mest ikoniske kjoler i nyere amerikansk historie:
Nemlig den kjole, som Marilyn Monroe bar, da hun sang 'Happy Birthday, Mr. President' til præsident John F. Kennedy.
Det var et optrin, der tiltrak sig meget opmærksomhed – blandt andet fordi der svirrede rygter om, at Marilyn Monroe og John F. Kennedy havde en affære.
Rygterne svirrede allerede
Kim Kardashian tiltrak sig også opmærksomhed i kjolen, der i 2016 blev solgt på auktion til 4,8 millioner dollars, hvilket svarer til knap 34 millioner kroner.
Tv-personligheden og kæresten Pete Davidson, der er komiker, var blevet set ved museet Ripley's Believe It or Not! i Orlando i Florida, hvor kjolen normalt er udstillet. Det satte gang i rygtebørsen, så der var allerede en række fans, der havde regnet ud, at hun var interesseret i kjolen.
Der var en række andre iøjefaldende outfits på den røde løber. Nogle af dem kan ses herunder.
Blake Lively, skuespiller
Skuespiller Blake Lively have en kæmpe kjole fra mærket Versace på. Ved sin ankomst sammen med sin skuespillermand, Ryan Reynolds, så den dog en smule anderledes ud. Men med en håndfuld hjælpere foldede kjolen sig ud og blev blå. Til at begynde med havde den mere lyserøde toner.
Caroline Wozniacki, tennisstjerne
Caroline Wozniacki var også blandt deltagerne til Met Gala. Hun deltog sammen med sin mand, David Lee, der er tidligere basketballspiller.
Jared Leto, skuespiller
Skuespiller Jared Leto og Guccis kreative direktør, Alessandro Michele, troppede op i ens jakkesæt (selvfølgelig fra Gucci) og matchende hårspænder. Der var en del forvirring, da flere forvekslede Jared Leto med en anden – nemlig influenceren Fredrik Robertsson.
Fredrik Robertsson, influencer
Måske navnet ikke siger dig særligt meget, og det var da også et andet navn, som flere troede, at manden i det vilde outfit gik under – nemlig Jared Leto. Men det viste sig at være svenske Fredrik Robertsson, der er influencer.
Cara Delevingne, model
Den britiske model Cara Delevingne smed jakken og var malet guld indenunder.
Kid Cudi, musiker
Musikeren Kid Cudi havde iklædt sig en lang, blå kappe fra det japanske modehus Kenzo.
Kylie Jenner, reality-stjerne og makeupmilliardær
Milliardær og den yngste i Kardashian-søskendeflokken Kylie Jenner havde taget en kasket med slør og et kæmpe skrud af en hvid kjole på fra mærket Off White.
Elon Musk, milliardær og iværksætter
Den nyslåede Twitter-ejer og Tesla-grundlægger Elon Musk ankom til Met Gala sammen med sin mor, Maye Musk.
Lizzo, sanger
Sangeren Lizzo ankom på den røde løber med en tværfløjte og tøj fra mærket Thom Browne.