To indsatte stukket af fra fængsel i Sønderjylland
Onsdag flygtede to indsatte fra Renbæk Fængsel. De er lørdag endnu ikke fundet, oplyser Kriminalforsorgen.
To indsatte er stukket af fra det lukkede fængsel Renbæk Fængsel i Sønderjylland. De er nu på fri fod, oplyser Kriminalforsorgen til Ekstra Bladet.
Ifølge Ritzau, flygtede de fra fængslet 27. april og er stadig på fri fod lørdag.
Renbæk Fængsel er overvejende et åbent fængsel, men af de i alt 204 fængselspladser er 70 af dem lukkede. Det fremgår af Kriminalforsorgens hjemmeside.
Det fremgår ikke, hvad de to indsatte er blevet dømt for.
Efterlyst af politiet
Kriminalforsorgen oplyser til Ritzau, at de er i gang med at undersøge de nærmere omstændigheder omkring flugten.
Foreløbig er der ingen oplysninger om, hvordan det lykkedes de to indsatte at slippe ud af det lukkede fængsel.
- Vi er i gang med at undersøge sagen, siger Sabrina Ejstrup, der er pressekonsulent ved Kriminalforsorgen.
Så vidt Kriminalforsorgen har fået oplyst, er ingen fængselsbetjente blevet truet eller kommet til skade i forbindelse med fangeflugten.
Det fremgår ikke, hvad de to indsatte er dømt for. De er efterlyst hos politiet.