Kofod: Vi undersøger oplysningerne om død dansker
Udenrigsministeriet undersøger oplysningerne.
Torsdag aften kunne TV 2 berette, at en 25-årig dansker har mistet livet i Ukraine, mens han kæmpede for ukrainsk side i landets fremmedlegion.
Der er ikke noget, der endnu er bekræftet fra officiel side. Men TV 2 mødte udenrigsminister Jeppe Kofod (S) fredag formiddag efter et ekstraordinært møde i Udenrigspolitisk Nævn, som kommenterede på den tragiske hændelse.
- Vi ser også de oplysninger, og udenrigsministeriet undersøger de her forhold, siger Jeppe Kofod.
Han afviser at kommentere yderligere på sagen.
- Jeg vil og kan ikke gå ind og kommentere på personsager. Men vi har også set de her oplysninger, og de er ved at blive udredt, lyder det.
Har set billeder af det
Oplysningen om danskerens dødsfald kom torsdag aften.
- Vi kan nu bekræfte fra flere af hinanden uafhængige kilder – også fra kilder, der har kæmpet sammen med danskeren – at han altså er afgået ved døden. Der er også flere andre udlændinge, der er blevet dræbt ved angrebet i Mykolajiv, sagde TV 2s korrespondent i Ukraine Rasmus Tantholdt.
Ifølge Sky News, er en brite fra fremmedlegionen også dræbt, mens mindst en anden brite meldes savnet, men TV 2 har ikke kunnet få bekræftet, at de hændelser er forbundet til samme angreb.
Fredag morgen kunne Rasmus Tantholdt føje endnu en oplysning til dødsfaldet.
- Jeg har talt med kilder, der i løbet af natten har set billeder på Telegram af det, der ligner den 25-årige dansker, der var af asiatisk afstamning. Det er russiske kanaler, der viser flere billeder af personer, der er blevet dræbt i et angreb, lød det fra korrespondenten.
- Vi har fra flere steder, at det her er sket, og derudover har jeg hørt en lydoptagelse med en ukrainsk soldat, der fortæller præcist, hvad der skete.
Russerne har liget
Liget er for nuværende i russisk varetægt, så familien kan ikke få afdødes jordiske rester hjem.
Det er formentlig også derfor, at det er svært for Udenrigsministeriet at bekræfte, at den 25-årige er død.
Familien til danskeren har et ønske om, at nyheden om dødsfaldet bliver delt, fortalte Rasmus Tantholdt torsdag.
Dødsfaldet skete for tre dage siden, og familien håber, at udmeldingen kan være med til at lægge et pres på russerne i forhold til at få liget hjem.
Den danske soldats familie er blevet direkte kontaktet og underrettet af danskerens delingsfører i Ukraine.