Rusland invaderer Ukraine

Presset på Ecco øges: Derfor nægter de at trække sig ud af Rusland

Skovirksomheden ville hverken forsvinde fra landkortet eller komme i alvorlig krise, hvis de droppede aktiviteterne i Rusland, lyder det fra ekspert.

Den danske sportskæde Sport24 er blot den seneste i en række af danske virksomheder, der siden Ruslands invasion af Ukraine har valgt at afbryde samarbejdet med skovirksomheden Ecco.

Det skyldes Eccos fortsatte tilstedeværelse i Rusland, hvor 250 af mærkets butikker stadig holder åbent.

Ifølge virksomheden, drejer det sig om et hensyn til de cirka 2000 medarbejdere i landet, men TV 2s erhvervskommentator Ole Krohn mener dog, at det for Ecco også er økonomiske hensyn, der fylder.

- De har rigtig mange milliarder på kogepladen derovre, siger han til TV 2.

Har sat sig hårdt på Rusland

Ole Krohn forklarer, at Ecco relativt kort tid inden invasionen af Ukraine 24. februar var gået ”all in” i Rusland og for et milliardbeløb havde opkøbt de butikker og den aktivitet, virksomheden nu ejer i landet.

- De har sat sig hårdt på Rusland. I 30 år har man langsomt bygget tilliden op og har faktisk fået en rigtig god placering derovre, så det er frygteligt for dem forretningsmæssigt at skulle smide det på jorden, siger han.

Samtidig fortæller han, at Ecco i modsætning til mange andre steder har ”en pæn udvikling derovre med pænt onlinesalg og gang i den”.

Der er ikke nogen fribilletter, der er ikke mulighed for at være holdningsløs

Lars Elsborg, direktør, Sport24

Har et valg

Ifølge Ole Krohn, ville virksomheden dog sagtens kunne overleve at vinke farvel til det russiske marked.

- Det er en vigtig del af deres marked, men de har et valg, for Ecco er simpelthen fuldstændig polstret, siger han.

Det skyldes, ifølge Ole Krohn, at Toosbuy-familien, der ejer Ecco, er mangemilliardærer, og at virksomheden har en kæmpemæssig egenkapital.

- Det er ikke sådan, at Ecco ville forsvinde fra landkortet eller komme i alvorlig krise, hvis de valgte at droppe aktiviteterne, understreger han.

- Træk jer ud nu

For Sport24, der netop har valgt at droppe samarbejdet med skokæden, er det et spørgsmål om solidaritet.

Det siger direktøren for sportskæden Lars Elsborg til TV 2.

- Vores holdning er, at man ikke kan have sin egen dagsorden og gå enegang, hvis det her (boykot af handel med Rusland, red.) skal have den ønskede effekt. Der er ikke nogen fribilletter, der er ikke mulighed for at være holdningsløs, understreger han.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har flere gange opfordret forretninger med virksomhed i Rusland til at droppe samarbejdet, ligesom landets udenrigsminister, Dmytro Kuleba, i et Twitter-opslag opfordrer til det samme.

- Til de virksomheder, der stadig klæber sig fast til deres blodpenge i Rusland med forskellige undskyldninger, har jeg kun et at sige: Træk jer ud nu. I vil blive nødt til at gøre det alligevel. Det er bedre at gøre det nu end efter offentlig udskamning og skade på jeres omdømme, skriver han.

Ingen kommentarer fra Ecco

Udover Sport24 har også de store danske webshops Boozt og Miinto og kæden Golf Experten valgt at droppe samarbejdet med skovirksomheden.

TV 2 har gennem flere uger ihærdigt forsøgt at få en kommentar fra Ecco, der ikke har ønsket at stille op til interview. I stedet har virksomheden sendt et skriftligt svar til TV SYD.

Her skriver skovirksomheden:

- Vi har i en løbende dialog med vores samarbejdspartnere tilstræbt at gøre det klart, at vi til enhver tid følger regeringens retningslinjer. Vi respekterer alle vores samarbejdspartneres bevæggrunde for deres individuelle beslutninger, og kan i øvrigt ikke nikke genkendende til din nedenstående fremstilling. Derudover har vi ikke yderligere at tilføje.