Dem, der blev i Ukraine og kæmpede
Fem personers historie om at være midt i krigen.
Marharyta Varadovska (https://nyheder.tv2.dk/profil/marharyta-varadovska), Yan Kovyakh (https://nyheder.tv2.dk/profil/yan-kovyakh), Lasse Kalhauge (https://nyheder.tv2.dk/profil/lasse-kalhauge), Said Nuh (https://nyheder.tv2.dk/profil/said-nuh), Nikolaj Albrectsen (https://nyheder.tv2.dk/profil/nikolaj-albrectsen), Camilla Carlson (https://nyheder.tv2.dk/profil/camilla-carlson)
De levede alle seks et helt normalt liv i Ukraine, inden russerne angreb. Da invasionen kom, ændrede det sig på et splitsekund – og de tog alle den samme beslutning: De ville blive i landet og hjælpe. Ingen af dem har militær baggrund, men de har fundet en måde at støtte Ukraine på. En sanger blev nødhjælpsarbejder. En skuespiller begyndte at redde dyr. Og et ungt par begyndte at designe skudsikre veste i stedet for modetøj. Her er deres historier:
Ira-Fra journalistik til at redde liv
Vi er nødt til at kæmpe. Jeg er nødt til at kæmpe. Derfor er jeg blevet i mit hjemland.
Jeg hedder Ira Tsyrukh, og jeg er 23 år gammel. Før krigen arbejdede jeg med at udvikle landsdækkende tv, og så underviste jeg i medier og journalistik.
Jeg lavede også dokumentaren 'Afstand' kort før krigen. En film om børn i landsbyerne i Donetsk og Luhansk-regionerne. Her filmede vi børnenes historier og forsøgte at vise, hvor begrænsede de er i deres liv.
Den dag, hvor vi skulle præsentere filmen i Severodonetsk, brød krigen ud. Og de fleste af de landsbyer, der blev fremhævet i filmen, blev besat.
AFTER
Nu arbejder jeg som frivillig paramediciner. Jeg leder et medicinsk team, der tager ud til frontlinjen og evakuerer sårede soldater og arbejder på stedet. Vi hjælper ved at lukke de kritiske sår og evakuere folk til byer, hvor der er mere sikkert og de kan indlægges.
En dag befandt vi os tilfældigt i nærheden af landsbyen Khutir, hvor vi før krigen filmede børnene. Jeg kender alle mennesker i denne landsby, og de kender mig. Nu lever de under besættelse, og jeg redder soldater, der forsøger at befri landsbyen et par kilometer væk.
Hvis ikke jeg gjorde det – hvem så? At forlade Ukraine ville for mig være det samme som at dø. Det er krig, og vi er nødt til at kæmpe. Alle er mobiliseret. Hvis jeg dør i krigen, må der komme nogen og redde mig ud. Varigheden af denne krig er lang nok til, at folk bagved kan udvikle samme færdigheder som mig og erstatte mig.
Jeg prøver at leve mit liv på bedste vis. Og at være her sammen med disse mennesker er den bedste løsning, jeg kunne vælge.
Artur-Fra dragqueen til at bygge kister
Mit liv har forandret sig fuldstændig. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle bygge kister.
Mit navn er Artur Ozerov. Jeg er 32 år og har en kandidat i økologi. Før krigen arbejdede jeg med miljøbeskyttelse, skovbrug og landskabspleje i hovedstaden Kyiv. I min fritid optrådte jeg på Kyiv-klubber som dragqueenen Aura – en figur, som jeg har brugt mange år på at skabe.
Det var først i år, at jeg turde stå frem på en scene som den dronning, jeg i årevis har forestillet mig. Den første forestilling var spændende. Jeg lagde selv makeuppen, stylede håret på en paryk, syede tøjet for at gøre det så sexet som muligt. Og efterhånden vænnede jeg mig til falske bryster og balder og at gå i høje hæle. Men så kom krigen.
AFTER
I mere end en måned har jeg og mine kolleger hver dag lavet kister til de civile og soldater, der dør i denne krig. Jeg har aldrig lavet kister før og anede først ikke, hvordan man gjorde, men så lærer man det.
Jeg arbejder i administrationen i Kyivs militær. Jeg hjælper med at levere nødvendige materialer til byggeri og med at behandle humanitære spørgsmål.
Jeg har hele tiden haft et håb om, at Rusland ikke ville angribe Ukraine. Og jeg havde slet ikke forestillet mig al den rædsel, vi ser nu. Men jeg har ikke lyst til at flygte. For hvordan skulle jeg kunne forlade det land, jeg elsker? Jeg føler, at jeg er nødt til at hjælpe. Jeg kan ikke bare sidde hjemme, mens andre deltager aktivt i krigen og genopbygger mit land.
Det sværeste lige nu er uvisheden. Ikke at vide, hvor meget længere krigen vil vare, og hvad de mulige konsekvenser er. Jeg er bekymret for, om vores tropper kan modstå og afvise besættelsesstyrkerne, så vi forhindrer dem i at erobre nye byer.
Vil fjenden vende tilbage til Kyiv? Vil missiler fortsætte med at flyve over Ukraine, og hvor og hvornår vil de falde næste gang? Jeg ved det ikke, så når jeg hører luftalarmen, går jeg ned i et beskyttelsesrum.
Oleksiy-Fra skuespiller til at redde dyr
Da krigen brød ud, var jeg i det vestlige Ukraine, men jeg kunne ikke få mig selv til at flygte. Mit navn er Oleksiy Surovtsev. Jeg er 40 år, en sund og voksen mand, som har valgt at blive.
Før krigen arbejdede jeg som skuespiller på teatre og i filmbranchen. Mit liv plejede at være meget travlt med mange begivenheder, optagelser, møder og nye bekendtskaber.
Jeg arbejdede generelt meget, men når jeg havde fri, kunne godt lide at træne, tegne, lave musik og bare være hjemme.
Ingen troede, at det, der er sket, kunne ske. Jeg var en af dem, der var meget skråsikre og sagde ”Der bliver ingen krig. Det er jo 2022!” To måneder før krigen købte jeg derfor en lejlighed i Kyiv-forstaden Irpin, hvor jeg er fra.
AFTER
Nu arbejder jeg frivilligt med at redde dyr. Jeg tager ind i de bombede byer og lukker dyr ud, som deres ejere har glemt, da de blev evakueret. Hunde, katte, hamstere, marsvin, papegøjer og så videre. Indtil videre har jeg taget mere end 200 dyr med ud.
Jeg bor midlertidigt i Kyiv. For hvorfor skulle en sund og voksen mand som mig flygte ud af landet? Jeg måtte gøre noget. Det blev til evakuering af dyr. For næsten alle hjælper mennesker, og næsten ingen hjælper dyr, som er de mest sårbare.
På en eller anden måde gik tiden tabt i krigen. Da krigen begyndte, huskede jeg ikke, hvilken dato og måned det var. Nu er alt blevet blandet sammen, og det er en kamp for overlevelse.
Yulia-Fra scenen til at hjælpe folk i nød
Jeg husker mest den første sirene. Jeg løb ned til metroen med min kat i rygsækken, og hele min krop rystede, fordi jeg ikke forstod, hvad der foregik.
Mit navn er Yulia Yurina, og jeg er 27 år gammel. Jeg er egentlig russisk statsborger, men jeg har boet i Ukraine i mange år og opfatter mig selv som ukrainer.
Før krigen havde jeg travlt med at indspille mit nye musikalbum, optræde, tænke på min store solokoncert og meget andet.
I december 2021 begyndte mange at tale om et russisk angreb på Ukraine. Jeg håbede, at det bare var en rygte, men min familie og jeg pakkede vores rygsække med vores papirer, medicin og snacks, og vi købte en snor til vores kat, Martin. Hvis det utænkelige skulle ske.
AFTER
I dag bor jeg med min mand og vores kat et mere sikkert sted. Vi er begge frivillige og forsøger at hjælpe dem, der har brug for det. Det begyndte med, at der var en bedstemor i området, der havde brug for medicin, og så gik jeg ned og købte det til hende.
I begyndelsen var det kun mad og medicin til ældre og mennesker med et handicap. Nu arbejder mit team og jeg på store humanitære ordrer til de berørte byer som Bucha og Irpin. Vi indsamler og sender tøj til migranter, vi indkøber medicin til Forsvaret, og vi skaffer poser til lig i lighuse.
Nogle gange er det svært, og der er dage, hvor jeg kun sover fire timer, fordi jeg ikke kan hvile og er meget fordybet i arbejde. Det mest traumatiske var billederne af massakren fra Bucha. I to dage efter kunne jeg ikke tale.
Men jeg er ikke bekymret for mit valg om at blive. Kyiv er mit hjem. Når jeg hjælper andre mennesker, får jeg det også selv bedre, og så forsøger jeg at skrive sange herfra.
Alina_Dmytro-Fra modedesign til at lave skudsikre veste
Selvom vi designer tøj, havde ingen af os troet, vi skulle bruge vores liv på at lave skudsikre veste.
Vi hedder Alina Serdyuk og Dmytro Serdyuk, er 32 og 34 år, gift, og så er vi begge ejere af brandet byMe.
Før krigen levede vi et lykkeligt liv, hvor vi designede tøj og lavede kreative projekter.
Vi har altid elsket at skabe ting sammen – at tegne, lave keramik, binde blomster og lave mad. Vi var i gang med en sommerkollektion i vores firma, da alt ændrede sig.
AFTER
I dag laver vi skudsikre veste til krigere i frontlinjen. Vi samler penge ind, køber panserplader fra en ukrainsk certificeret producent, syr pladerne ind i vestene og afleverer dem ved frontlinjen. Vi leverer vestene gratis, men kun efter officiel anmodning fra militæret, da der er mange svindlere derude.
Mange af vores venner har forladt Ukraine og er meget hjælpsomme med at finde de materialer, vi har brug for. Men vi er sikre på vores valg om at blive, arbejde, udvikle landet og hjælpe.
Vores mission før krigen var at få ukrainere til at forelske sig i alt ukrainsk. Og det er det stadig. Det er meget mindeværdigt, hvordan ukrainerne har forenet sig og gør alt for at vinde og støtte hinanden. Vi ved, hvordan man laver molotovcocktails, bygger barrikader, laver rustninger, og vi begynder at forstå forskellen på kugler.
Her er det et billede af en gruppe soldater, der bærer vores veste:
Jeg husker tydeligt det øjeblik, hvor en soldat skrev til os, at den skudsikre vest, vi havde lavet, reddede hans brors liv.
Vi kan ikke kæmpe i frontlinjen, så vi har fundet vores måde at hjælpe på. Det er vi nødt til. Det her er vores land. Vi skal bo her og skabe fremtiden.
TV 2 har gennemført længere interviews med alle kilderne i denne historie og har set omfattende billeddokumentation for at verificere deres historier.