Dagens overblik

Dagens overblik: Rusland lukker for gassen - alvorligt, mener minister

Krigen i Ukraine står over for et muligt vendepunkt. Ecco er kommet i yderligere modvind, og tennisspilleren Holger Rune slår den olympiske mester.

Rema 1000, Salling Group og Coop.

De store danske supermarkedskæder har alle valgt at indføre begrænsninger for køb af madolie, så kunderne højest må købe tre flasker olie om dagen.

Supermarkederne ønsker at undgå hamstring, og rationeringen skyldes færre varer på hylderne, da Ukraine er en af de største producenter af solsikkeolie.

Med disse ord – velkommen til dagens overblik, som nok en gang bærer tydeligt præg af krigen i Ukraine.

Rusland lukker for gassen til to EU-lande

Rusland gjorde onsdag morgen alvor af truslerne og lukkede for gashanerne til Polen og Bulgarien.

Det sker, fordi de to EU-lande har nægtet at betale for gassen i russiske rubler, som Rusland ellers har krævet i et forsøg på at styrke den russiske valuta.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har truet med at lukke for gassen til de øvrige EU-lande, men det vil ikke umiddelbart få betydning for Danmark.

Årsagen er simpel – der findes nemlig ingen direkte gashane til Danmark, der kan lukkes for.

I Danmark får vi vores gas via Tyskland eller Norge, forklarer energianalytiker Hans Henrik Lindboe.

Stoppet for den russiske gas fik dog allerede tirsdag aften den kedelige, afledte effekt, at gaspriserne steg med op til 17 procent.

Energiminister: - En alvorlig situation

Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) er en nøgleperson i forhold til Danmarks håndtering af standsningen af den russiske gas.

Over for TV 2 betegner han situationen som "alvorlig", men maner samtidig til ro.

- Vi har fyldt gaslagrene så meget op, som det har kunnet lade sig gøre, siger Dan Jørgensen.

Samtidig påpeger ministeren, at Danmark har nødplaner på plads, hvis Vladimir Putin skulle tage det ultimative skridt og lukke for gassen til de resterende EU-lande.

Virksomheder, som har en samfundskritisk funktion – eksempelvis for vores sundhed – vil blive prioriteret, forklarer han.

Krigen i Ukraine står foran vendepunkt

Vi bliver ved krigen i Ukraine, men rykker fra de afledte effekter til virkeligheden på krigsskuepladsen.

Scenen er slaget i Donbas-regionen i den østlige del af Ukraine, som nu har Ruslands primære fokus.

Ukraine har længe ønsket af få leveret moderne, tunge våben fra NATO, og det ønske er nu gået i opfyldelse, ifølge den ukrainske udenrigsminister, Dmytro Kuleba.

Landet har blandt andet fået artillerikanoner fra USA af typen haubitser, og det kan blive et historisk vendepunkt i krigen.

- Vi er gået ind i en helt ny fase, som ingen så meget som havde tænkt på for to måneder siden. Ukraines væbnede styrker overgår til NATO-våben, lyder det optimistisk fra udenrigsministeren.

Ecco kommer i yderligere modvind

På trods af et stort og vedvarende pres fra omverdenen holder den danske skogigant Ecco fast i sit engagement i Rusland, men nu er virksomheden kommet i yderligere modvind.

Det skyldes, at den danske sportskæde Sport24 onsdag har valgt at stoppe samarbejdet med skovirksomheden som følge af Ruslands invasion af Ukraine.

Dermed følger Sport24 i hælene på de store danske webshops Boozt og Miinto, som tidligere i år har valgt at klippe båndene til skogiganten.

- Der er ikke nogen fribilletter, der er ikke mulighed for at være holdningsløs, forklarer direktøren for Sport24, Lars Elsborg.

Ifølge TV 2s erhvervskommentator Ole Krohn, har Ecco store økonomiske interesser i det russiske marked, som man er gået "all in" på i begyndelsen af 2022.

- De har rigtig mange milliarder på kogepladen derovre, siger han.

Holger Rune får kæmpe skalp

Vi slutter dagens overblik af med en positiv historie fra sportens verden, hvor den danske tennisspiller Holger Rune leverede en bemærkelsesværdig præstation i München.

På det røde grus var den 18-årige dansker helt ustyrlig, og han slog den olympiske mester, Alexander Zverev, på tyskerens hjemmebane i to sæt med de sikre cifre 6-3, 6-2.

Holger Rune er dermed klar til fredagens kvartfinale ved BMW Open, hvor danskeren meget passende kan give sig det, han sikkert allermest ønsker sig på sin fødselsdag – nemlig endnu en sejr på tennisbanen.

Danskerens præstation sættes i relief af, at Alexander Zverev aktuelt ligger nummer tre på ATP's verdensrangliste. Det var den danske tenniskomets første sejr over en spiller fra verdens top-10.