Krimi

Janni Pedersen dækkede stor terrorsag i Danmark - nu taler en af de mistænkte

Tidligere terrormistænkt står nu frem. Derfor fortæller Janni Pedersen om sin oplevelse af den dag, hvor 22 blev anholdt i stor terrorsag i Danmark.

Det var 11. september 2019, og klokken havde passeret 16.

Jeg var lige blevet færdig med at lave et langt interview med en kvinde, hvis eksmand havde forsøgt at dræbe hende. En person, jeg fulgte til et længere 'Station 2'-program.

Vi skulle egentlig spise den medbragte kage og kaffe ved køkkenbordet i parcelhuset i Kolding og falde ned efter et langt og voldsomt interview. Men på min telefon lå der knap 20 ubesvarede opkald.

Jeg kunne se, at tre af dem var fra PET's kommunikationschef og resten fra kolleger på TV 2 NYHEDERNE og NEWS-redaktører.

Herefter tjekkede jeg straks netmedierne og kunne se, at det var en voldsom historie, der var landet, mens jeg havde siddet i et følsomt interview med telefonen på lydløs.

Anholdelser over det meste af landet

Syv politikredse og Politiets Efterretningstjenestes aktionsstyrke havde over det meste af landet foretaget anholdelser i en terrorsag, og 22 personer var anholdt i en koordineret aktion.

Operativ chef i PET, Flemming Drejer, fortalte på et pressemøde, at man vurderede, at de anholdte var "drevet af et militant islamististisk motiv". Video: Thomas Jørgen Seerup

Vi pakkede hurtigt sammen, og jeg ringede til redaktørerne og fortalte, at jeg kunne være klar til at sende live på TV 2 NEWS en time senere og efterfølgende i nyhedsudsendelserne. Den næste time i bilen brugte jeg på at ringe til kilder og kontakter for at skaffe så mange oplysninger som muligt.

Det var begrænset, hvad jeg kunne få ekstra at vide. Jeg måtte tage udgangspunkt i den viden, jeg havde fået oparbejdet efter at have dækket de fleste terrorsager i Danmark, siden terrorparagraffen blev ændret efter terrorangrebet 11. september 2001.

En prank

Næste morgen var lokationen Københavns Byret. Samtlige medier stod ved Hestemøllerstræde, hvor Dommervagten ligger. 13 af de i alt 22 anholdte var blevet løsladt efter afhøring, og 9 personer, heraf 2 kvinder, blev fremstillet i grundlovsforhør dagen efter ved Dommervagten i København, sigtet efter straffelovens paragraf 114, den såkaldte terrorparagraf.

Alle vi krimi- og retsreportere sad og ventede på, at de sigtede blev ført ind. Det var her, at vi kunne se deres ansigter og få deres cpr-numre, så vi kunne finde ud af, hvem de er, og hvor de kommer fra, selvom det er begrænset, hvad vi reelt må fortælle, da der som regel bliver nedlagt navneforbud. Et navneforbud gælder ikke kun navn. Det gælder alt, hvad der vil kunne identificere den anholdte.

Fire mænd og en kvinde blev ført ind. Den mand, der sad tættest på mig, havde langt krøllet hår og så meget aggressiv ud. Lidt fra ham sad den eneste af de sigtede med afrikansk afstamning.

Jeg husker, at han sad og rodede ved sine krøller og så ud som om, at han var en del af en forestilling, hvor han ikke vidste, hvilken rolle han skulle spille. Og lige præcis sådan beskrev han scenariet, da jeg to og et halvt år efter talte med Hassan Jama, den unge mand, der så noget fortabt ud i Dommervagten i Københavns Byret 12. december 2019.

Han beskriver selv, at han troede, at det var en prank.

Stiller sig frem

Han stillede sig frem i 'Go' aften LIVE' mandag for at fortælle, hvordan det har været at være mistænkt i en så voldsom sag, hvor han sad varetægtsfængslet i halvandet år, inden han sommeren sidste år blev løsladt, og sigtelserne mod ham blev droppet.

Det er yderst sjældent, at det sker, at tidligere anholdte og varetægtsfængslede stiller sig frem og fortæller om den mistanke, der har været mod dem.

Jeg har ikke indblik i, hvad det var for skyts, som politiet og anklageren havde mod ham, da alle retsmøderne og fristforlængelsen af hans varetægtsfængsling blev afholdt for lukkede døre.

Man må blot konstatere, at en dommer gennem halvandet år mente, at der var begrundet mistanke nok mod ham til, at han skulle fristforlænges. En fristforlængelse, som han flere gange kærede til Østre Landsret, der godkendte varetægtsfængslingen. Til sidst valgt man at opgive sigtelsen, og dermed hænger der jo stadig en mistanke over ham, hvilket han også selv kommenterede i interviewet.

Men nu vil han fortælle om sine oplevelser. Først i 'Go' aften LIVE' og tirsdag aften ved et debatarrangement i Trekanten i Aalborg, hvor han bor.

Hassan Jama er aldrig blevet tiltalt i sagen, kendt skyldig eller blevet frikendt. For sigtelserne mod ham blev droppet.

Selvom han er bekymret for at stille sig frem, er hans håb, at dialog og gennemsigtighed er vejen frem for at forhindre radikalisering fremover.