Fire billeder gjorde, at mor ikke måtte se sine to piger i flere måneder
Udokumenterede anklager fik vidtrækkende konsekvenser for kvindes kontakt til sine to døtre. Flere forældre oplever et system, der ikke fungerer.
For to år siden var huset fuld af liv og børneleg.
Børnene var glade, men forholdet mellem 38-årige Mai-Britt og hendes mand vaklede. Det endte i en skilsmisse, og en bopæls-, forældremyndigheds- og samværskrig begyndte.
For Mai-Britt og eksmanden kunne ikke blive enige om, hvor meget de hver især skulle have de to piger.
Eksmanden var utilfreds med, at pigerne boede mest hos Mai-Britt – ni dage hos hende og fem dage hos ham.
Til sidst endte sagen i retten, og her afgjorde en dommer, at pigerne var mest knyttet til deres mor, og derfor fik de bopæl hos Mai-Britt.
Men Mai-Britts eksmand gav ikke op. Få uger efter afgørelsen kontaktede han Mai-Britt.
Han ville starte en ny sag op, hvis hun ikke frivilligt gik med til at ændre samværet til en 7-7 ordning.
Det afviste Mai-Britt, og bad i stedet om ro.
Men godt fire måneder senere kom eksmanden med en beskyldning, som fik vidtrækkende konsekvenser for Mai-Britts liv og kontakten til sine to døtre.
Forældre oplever et system, der ikke fungerer
Mai-Britt er ikke den eneste forælder, der i forbindelse med en skilsmisse eller et brud ender i en konflikt om at se sine børn.
For hvert år ender tusindvis af skilsmisser i en kamp om børnene, hvor forældre beskylder hinanden for de værste ting – og hvor de inddrager børnene i krigen.
I dokumentarserien ‘Med børnene som våben’ følger TV 2 fire forældre, der kæmper for ikke at miste deres børn.
Fælles for dem alle er, at de udover konflikt med den anden forælder oplever et system, der ikke fungerer.
Mai-Britt er en af dem.
Hun troede, at selve skilsmissen ville være det hårdeste, hun skulle stå igennem. Men det, der ventede hende efterfølgende, var ubegribeligt meget hårdere.
Indsendte billeder med blå mærker
21. april 2021 – cirka fire måneder efter problemerne om samværet begyndte – fik pigerne besøg på deres skole af en kommunal socialrådgiver.
Mai-Britt anede ingenting om besøget.
Men det gjorde hendes eksmand. For han havde sendt en række billeder af pigerne med blå mærker til kommunen.
Han beskyldte Mai-Britt for at have slået og nevet pigerne, og han havde fortalt socialrådgiveren, at pigerne ikke ville hjem til deres mor, og at de sagde, at hun var ond.
Beskyldninger som er usande, fortæller Mai-Britt:
- Jeg har aldrig nogensinde rørt dem. Jeg kender ikke til vold i mit hjem, og det er heller ikke den måde, jeg har opdraget pigerne på, siger hun.
Hun er overbevist om, at det er noget, hendes eksmand har fået pigerne til at sige.
Men ikke desto mindre reagerede systemet.
Og en uge senere kontaktede eksmanden Mai-Britt og fortalte, at han tilbageholdte pigerne på grund af mistanke om vold.
Hun fik også en besked i sin e-Boks, hvor hun blev inviteret til en partshøring, fordi hun var mistænkt for at være voldelig over for sine piger.
- Jeg var i chok. Jeg troede ikke, at han ville gå så langt, siger Mai-Britt om beskyldningerne fra eksmanden.
Døren til helvede
Eksmanden kontaktede også Familieretshuset, der er den institution, som tager sig af familiesager og skilsmisser.
Her besluttede man på baggrund af de samtaler, som socialrådgiveren havde haft med pigerne, at pigerne og Mai-Britt ikke måtte se hinanden, imens familiens sag blev undersøgt.
Eksmanden fik også tildelt den midlertidige bopæl over børnene, som Østre Landsret ellers i første omgang havde ment skulle tilfalde Mai-Britt.
Sammen med sin advokat gik Mai-Britt i gang med at bevise sin uskyld og kæmpe for retten til at se sine piger.
Men på grund af eksmandens beskyldninger om vold afviste Familieretshuset også muligheden for kontaktbevarende samvær mellem børnene og deres mor. Noget, der ellers skal sikre, at børn ikke uden grund mister kontakten til en af sine forældre.
- Det er vanvittigt hårdt og frustrerende. Når jeg ved, hvor svært det er for mig, hvordan er det så for pigerne? Hvor stort er det hul, de har i maven? Hvad har det af konsekvenser? siger Mai-Britt.
Mødet med Familieretshuset var ikke en rar oplevelse for hende.
- Systemet er bare døren til helvede, siger Mai-Britt og fortsætter:
- Det hele er vanvittigt svært og komplekst, og man sidder med en følelse af, at de udelukkende træffer de letteste afgørelser og laver venstrehåndsarbejde.
Et dårligt alternativ
Førhen blev skilsmissesager behandlet i Statsforvaltningen, men et enigt Folketing besluttede tilbage i 2018, at systemet skulle laves om – for at hjælpe skilsmissebørnene.
Og i 2019 åbnede Familieretshuset. Det skulle gøre sagsbehandlingen mere effektiv og sikre barnets bedste.
Men Familieretshuset blev ikke løsningen på børnenes problemer, som man ellers ønskede.
Fra dag et eksploderede sagsbehandlingstiden.
Tusindvis af forældre og børn ventede i måneder på at få deres sag afgjort, mens konflikterne bare voksede.
Og i maj 2021 kom Ombudsmanden med alvorlig kritik af Familieretshusets sagsbehandlingstid.
De skrev, at der var risiko for, at relationen mellem forældre og børn led skade.
At børn risikerede at miste kontakten til deres mor eller far.
Ligesom i Mai-Britts tilfælde, hvor der blev nægtet kontaktbevarende samvær.
Fik lov at tale via Facetime i ti minutter
Mai-Britt klagede, og efter en måneds ventetid afgjorde en dommer 1. september 2021, at der ikke var nogen begrundelse for, at hun ikke skulle have samvær med sine døtre.
Familieretshuset havde altså truffet en forkert afgørelse, der havde forhindret Mai-Britt og hendes to døtre i samvær i flere måneder.
Mai-Britt blev glad, da hun modtog dommerens afgørelse. Det var ikke noget, hun på noget tidspunkt havde turde håbe på.
Nu glædede hun sig bare til at se sine piger.
- Bare det med at snuse dem i håret, kysse dem i nakken, mærke deres bløde hænder og give dem en kæmpe omfavnelse. Det glæder jeg mig helt vildt til, sagde hun.
Kort tid efter gik eksmanden med til, at de kunne tale på Facetime.
Det var to glade og ivrige piger, der tonede frem på mobiltelefonens skærm.
- Mor, har du set, at jeg har tabt syv tænder, fortalte Anna stolt, der er den ældste.
Den yngste, Clara, fortalte, at hun også havde tabt en tand. Sin første tand.
Mai-Britt havde ikke været en del af det. Hun havde ikke leget tandfe og lagt penge under pigernes hovedpuder.
Hun havde ikke set sin yngste datters skoletaske, efter at hun var startet i skole.
- Du har heller ikke set min drikkedunk, sagde datteren, da Mai-Britt foreslog dem begge at tage deres skoletasker med, så hun kunne se dem.
Samtalen varede kun mellem fem og ti minutter, og en stor del af tiden grinede og fniste de alle tre, mens pigerne ivrigt talte i munden på hinanden for at fortælle deres mor om, hvad de havde fået eller oplevet.
- Vi ses på lørdag, sagde Mai-Britt, inden de afsluttede opkaldet.
Mai-Britt glædede sig til at få sine piger hjem.
Men kort før hun skulle hente dem, skrev eksmanden, at han nægtede at udlevere dem til samvær.
Også selvom pigerne havde lavet aftaler med deres mor om, hvad de skulle lave.
Hans besked gjorde Mai-Britt vred og frustreret. Men egentlig ikke overrasket.
- Det var jo nok det, jeg havde forventet. Det var jo næsten for godt til at være sandt, at jeg skulle have dem hjem, siger hun.
Hun fik ondt i hjertet, da hun tænkte på sine to piger. For hvordan havde de det med, at de ikke skulle ses alligevel?
- Jeg frygter jo for, at han har sagt, at “mor ikke har lyst til at se jer” og at give dem følelsen af, at jeg har lovet noget, som jeg alligevel ikke holder.
Bange og nervøs
Godt tre uger senere traf Familieretshuset en midlertidig afgørelse, hvor Mai-Britt fik samvær hver anden weekend fra fredag til mandag morgen, når pigerne skulle afleveres i skole, og hver anden onsdag eftermiddag.
Op til gensynet med sine døtre var Mai-Britt nervøs. Bange. For hvad hvis eksmanden endnu engang ikke ville udlevere børnene?
Eller hvad hvis han havde bedt pigerne om at stå og skrige, at de var bange for deres mor?
Eller ville hun ende med at blive helt kunstig og slet ikke ville kunne slappe af og nyde samværet nok, fordi hun dybest set var bange for at kysse og holde om sine egne børn?
Det var sådan nogle tanker, der fløj rundt i hovedet på Mai-Britt.
Men eksmanden udleverede børnene som aftalt.
Og 1. oktober 2021 så hun sine døtre for første gang i fire måneder.
- Det gik overraskende godt. Clara løb mig i møde og sprang op i min favn, og Anna var løbet ind for at pakke sine ting, for nu skulle hun hjem til sin mor, fortæller Mai-Britt.
Men hendes eksmand var på ingen måde tilfreds med afgørelsen, og han søgte løbende om, at samværet med Mai-Britt skulle stoppe.
Alt sammen noget, der kun tilspidsede samværskonflikten, og som trak sagsbehandlingen i langdrag.
Stadig et problem
Det er ikke første gang, at TV 2 dokumenterer, hvor forfærdelige disse skilsmissekonflikter kan ende med at blive.
Tilbage i 2014 fulgte TV 2 også en række skilsmisseforældre, der som Mai-Britt blev beskyldt for at skade deres børn.
Programmerne dokumenterede, at det ikke havde konsekvenser for den anden forælder, hvis anklagerne viste sig at være falske, og at lange ventetider var skyld i, at forældre helt mistede kontakten til deres børn.
Og førende eksperter slår nu alarm. Alene sidste år mistede 300 børn kontakten til en far eller mor i en skilsmissekonflikt.
Lise Andersen, der er formand for børnesagkyndige psykologer, mener eksempelvis, at antallet kunne være væsentligt mindre, hvis vi i Danmark blev langt bedre til at arbejde med forældrefremmedgørelse.
- For mig som børnepsykolog er det helt uforståeligt, at vi i dag har et kæmpe set up, hvis børn mister en forælder, hvis forælderen dør. Men når det sker i skilsmissekonflikter, at et barn mister kontakten til en forælder, tænker vi, at det var da også ærgerligt, og så gør vi ikke mere, siger Lise Andersen.
Hun er bekymret over, at der er så mange børn, der mister relationen til en forælder.
- Det bekymrer mig virkelig, at de børn vokser op med en forælder, der er i live, men som lige så godt kunne være død, siger Lise Andersen.
I loyalitetskonflikt
For Mai-Britts vedkommende føler hun, at det manglende samvær har haft konsekvenser for deres relation.
Især den yngste datter, fortæller Mai-Britt.
- Det er jeg slet ikke i tvivl om. Det er meget tydeligt for mig, at hun er i en loyalitetskonflikt, siger hun.
Og selvom Mai-Britt fik samvær med sine døtre som en midlertidig samværsordning, mens deres sag blev afgjort, stoppede hendes eksmand ikke.
Han anklagede hende igen for at slå, og på 'minSP' fik hun en notifikation om, at eksmanden havde haft den yngste datter med på skadestuen for at få en vurdering på et lille sår på det ene håndled og et blåt mærke på ryggen.
Eksmanden kontaktede også kommunen, og der blev straks lavet børnesamtale med pigerne. Den yngste sagde ingenting om, at “mor slår”, men den ældste sagde, at mor “slår og niver”.
Kommunen afgjorde hurtigt, at de ikke mente, at anklagen var troværdig. Man mente, at det var påfaldende, at den ældste datter brugte samme formulering som faren. Hun kunne heller ikke sige konkret, hvor og hvor henne moren havde slået hende.
Derimod konkluderede kommunen, at Mai-Britts ældste datters udsagn var et udtryk for et pres, som børnene var udsat for på grund af konflikten.
Men en uge efter, at kommunen havde afvist eksmandens anklager, valgte han for anden gang at tilbageholde pigerne.
Og i den forbindelse meldte han hende også til politiet for vold. Først blev Mai-Britt kontaktet af en beskikket advokat, som fortalte, at pigerne havde været til en videoafhøring på grund af politianmeldelsen. Kort efter fik hun et brev i e-Boks om, at hun var mistænkt for vold.
- Det var det her, jeg frygtede. Og nu står vi her. Jeg frygter, at det fortsætter, til de er voksne, siger hun.
Ingen straf for falske beskyldninger
Familieretshuset undersøgte på intet tidspunkt, om Mai-Britts eksmand havde påvirket pigerne til at sige, at deres mor slog og nev dem.
Og i dag er det stadig ikke strafbart at komme med falske beskyldninger og manipulere børn i skilsmissesager. Ad flere omgange har oppositionen villet ændre lovgivningen, så det bliver strafbart at fremsætte falske påstande.
Senest skete det i marts 2022.
Her afviste regeringen igen at ændre lovgivningen.
- Der er et eller andet helt galt i det her. Det er mig, der som den anklagede skal samle beviser for, at jeg ikke er skyldig. Samtidig med at man som modpart bare kan skyde løs med beskyldninger, som man ikke behøver dokumentere, siger Mai-Britt.
En følelsesmæssig rutsjebanetur
Eksmanden har søgt om samværsstop mellem Mai-Britt og pigerne. En dommer har afvist hans ansøgning, og Mai-Britt har derfor fortsat den midlertidige samværsordning hver anden weekend og om onsdagen i den modsatte uge.
Men tiden er knap sammen med pigerne, føler Mai-Britt. Og når de er hos hende, bliver hun mindet om, at de også ikke er hos hende.
- Vi har så travlt med at huske på alt det, vi skal nå at gøre sammen. Og med at kysse og kramme, siger hun.
Hun og pigerne sover helt tæt sammen i hendes seng, indtil de bliver afleveret i skole eller til eksmanden.
Og når hun igen afleverer børnene i skole eller til eksmanden, går de efterfølgende dage med selvransagelse. For Mai-Britt kan ikke lade være med at tænke over, om hun kunne have gjort noget bedre.
Sådan foregår det uge efter uge. En tilværelse, som er en følelsesmæssig rutsjebanetur – og i øjeblikket uden nogen synlig ende på det hele.
Mai-Britt håber, at det hele snart får en ende, og at de kan vende tilbage til ordningen, hvor pigerne er ni dage hos hende og fem dage hos eksmanden.
Men foreløbigt må hun bare afvente den endelige dom i samværssagen og ikke mindst på, at politiet færdiggør deres efterforskning. Noget, hun i den grad ser frem til.
I dagligdagen mærker hun indimellem folks mistro og mistanker. Eksempelvis når hun henter en af pigerne fra en børnefødselsdag eller på skolen.
- De kender til beskyldningerne om volden. Men jeg holder hovedet højt, for jeg ved, hvad jeg har gjort eller ikke gjort, siger hun.
Men hun har en agenda, der rækker ud over hendes egen sag.
- Mit ønske er jo, at der ikke er nogen, der skal komme i en tilsvarende situation. For der er ingen vindere i det her.
Mai-Britt håber, at hende og de andre forældre i dokumentaren kan sætte fokus på problemerne ved det nuværende Familieretshus og ikke mindst på, hvor store menneskelige konsekvenser det har for små børn.
- Det har vi en forpligtelse til at tænke på.
Afventer stadig afgørelse
Og selvom det er smertefuldt, prøver Mai-Britt efter bedste evne at lade være med at tage børnenes beskyldninger personligt.
- Da de fortalte, hvad de havde sagt, krammede jeg dem og sagde, at jeg ikke var vred på dem. At jeg elskede dem, uanset hvad de sagde.
- Og at jeg nok skal klare mig, siger hun.
Politiet har i dag afsluttet efterforskningen, og sagen ligger nu hos Anklagemyndigheden til vurdering.
Der er stadig ikke faldet afgørelse om samvær og bopæl.
Foreløbigt forventer hun på at skulle i familieretten i starten af juli i år. Til den tid er det et år og to måneder siden, at de første anklager fra Mai-Britts eksmand kom.
Hun tænker utrolig meget på sine piger og på, om de mon tænker lige så meget på hende.
Imens trøster hun sig med, at tiden forhåbentligt arbejder for hende, og at børnene bliver ældre og får et større perspektiv.