GO'

Hun blev landskendt, da rektor delte et opråb - sådan går det hende i dag

Aya Abu-Daher er lettet over, at hun fik en opholdstilladelse. Hun har fået et job, men hendes fremtid er usikker, fortæller hun.

15. juli 2021 var en skæbnesvanger dag for Aya Abu-Daher.

Fire måneder forinden havde hun og hendes forældre fået meddelelsen om, at de skulle vende hjem til Syrien.

Det har været virkelig hårdt

Aya Abu-Daher, hjemmehjælper

Familien fik beskeden, kun tre måneder før den dengang 19-årige Aya Abu-Daher skulle tage sin studentereksamen, og det fik gymnasiets rektor, Henrik Vestergaard Stokholm, til at reagere.

- Jeg er også ked af det på vores alle sammens vegne. For den behandling, Aya og hendes familie får, er så uværdig og inhuman, skrev han dengang i et opslag på Facebook.

Henrik Vestergaard Stokholm og Aya Abu-Dahers opråb blev delt mere end 10.000 gange og førte sidenhen til demonstrationer, en landsdækkende medieomtale og debat i Folketinget.

De håbede begge dengang, at de kunne få afgørelsen omgjort.

- Det var en tid med meget uvished. Aya var ulykkelig. Det var en svær tid. Jeg havde virkelig håbet det, så det er fuldstændig fantastisk at sidde her i dag sammen med Aya, fortæller Henrik Vestergaard Stokholm i ’Go’ aften LIVE’.

I dag, et år efter at sagen begyndte, er Aya Abu-Daher et helt andet sted i livet, og torsdag udkommer en ny dokumentar: ’Sending Aya back’, instrueret af danske Michael Graversen for det britiske medie The Guardian.

Fik lov til at blive

Aya Abu-Daher fik oprindeligt afslag på opholdstilladelse, fordi Udlændingestyrelsen i en rapport i 2019 vurderede, at der var sikkert nok i særligt Syriens Damaskus-provins til, at flygtninge uden en særlig beskyttelsesstatus kunne vende hjem.

Det inkluderede Aya Abu-Daher og hendes forældre.

Kun Aya Abu-Dahers to brødre fik lov til at blive i Danmark.

På de sociale medier eksploderede det fuldstændigt

Henrik Vestergaard Stokholm, rektor, Nyborg Gymnasium

Rapporten blev efterfølgende kritiseret af blandt andet FN, Dansk Flygtningehjælp og Amnesty samt flere partier i Folketinget.

Derfor var det en befrielse, da dommen blev omstødt af Flygtningenævnet i 2021, lyder det fra Aya Abu-Daher i 'Go' aften LIVE'.

Instruktøren Michael Graversen har instrueret ’Sending Aya Back’, der er produceret for det britiske medie ‘The Guardian’. Her ses det øjeblik, hvor Aya Abu-Daher mødte familien efter, hun alligevel fik opholdstilladelse i Danmark.

Men det er også hårdt at se optagelserne fra dengang i dag, fortæller hun:

- Det får mig til at tænke på alle de ting, jeg har oplevet. Alle minderne kommer tilbage.

Derudover har det været opslidende at kæmpe sin sag i offentligheden.

- Jeg blev på én dag repræsentant for en stor befolkningsgruppe. Det har været virkelig hårdt, siger Aya Abu-Daher.

Hun har fået mange grove beskeder, og fremmede har standset hende på gaden og sagt til hende, at hun skulle rejse hjem og holde op med at bruge den danske stats penge, lyder det.

Rektor har fået trusler

Ifølge Aya Abu-Dahers advokat var den store mediebevågenhed en direkte årsag til, at Flygtningenævnet ændrede dommen.

Fordi hun havde udtalt sig kritisk om det syriske styre, vurderede nævnet, at Aya Abu-Daher kunne blive personligt forfulgt, hvis hun vendte tilbage.

Dét, mener rektor Henrik Vestergaard Stokholm principielt, er forkert.

For lægges der vægt på, at man har udtalt sig offentligt i medierne, betyder det, at de flygtninge, der ikke kan eller tør stå frem, er dårligere stillet, lyder det.

- Det er jeg rigtig ked af. Sådan burde det ikke være. Det burde være sådan, at Flygtningenævnet og Udlændingestyrelsen troede på Ayas forklaring, siger han.

Står man frem, kan det nemlig også få konsekvenser. Henrik Vestergaard Stokholm har selv fået trusler, fortæller han.

- Der var fysiske breve i postkassen, og der var e-mails og klager til ombudsmanden om min rolle som rektor, forklarer han.

”Landsforræder”, ”Død over Islam” og ”Vi holder øje med dig” er nogle af de beskeder, han har fået.

- På de sociale medier eksploderede det fuldstændigt, fortsætter han.

Det er det hele værd, og jeg ville gøre det hele igen i morgen

Henrik Vestergaard Stokholm, rektor, Nyborg Gymnasium

Henrik Vestergaard Stokholm blev meget overrasket over reaktionerne, men han fortryder ikke, at han offentligt bakkede familien op.

- Det har været en fuldstændig ulige kamp, og Aya har kæmpet mod et meget firkantet system. Hun har kæmpet og klaret det så flot. Det er det hele værd, og jeg ville gøre det hele igen i morgen for Aya og for alle andre også, siger han.

Det er svært at lægge en plan, hvis du ikke ved, hvor du er næste år

Aya Abu-Daher, hjemmehjælper

Hendes fremtid er usikker

Aya Abu-Daher føler i dag en dårlig samvittighed over, at den massive medieomtale gjorde, at hun kunne blive i Danmark, mens andre bliver sendt tilbage til Syrien.

Hun er dog også glad for, at hun har fået en opholdstilladelse – også selvom den kun er midlertidig indtil juli 2023.

Aya Abu-Daher afsluttede i sommer sin HF-uddannelse og arbejder i dag som hjemmehjælper.

Fremtiden er dog usikker.

I den nye afgørelse står der, at Aya Abu-Daher skal rejse tilbage til Syrien, hvis det bliver sikkert i landet.

- Det er svært, for jeg vil gerne opbygge min fremtid længere frem end et år. Det er svært at lægge en plan, hvis du ikke ved, hvor du er næste år, siger Aya Abu-Daher.

Hun har ikke lyst til at rejse tilbage til Syrien, for der har hun ingenting. Intet hus og ingen familie, og hun føler ikke et tilhørsforhold, lyder det i ’Go’ aften LIVE’.

- Det er ikke et sikkert sted, hvis Assad er der. Han er jo en diktator, siger Aya Abu-Daher.

Se hele interviewet med Aya Abu-Daher og Aya Abu-Daher i 'Go' aften LIVE' på TV 2 PLAY.