Rusland invaderer Ukraine

Tyskland stemplet som den “værste allierede”, og landets hovedpine fortsætter

Landet har gennemgået et historisk kursskifte, mener eksperter. Alligevel kritiseres Tyskland for vedvarende afhængighed af Rusland.

Tyskland er en “ynkelig undskyldning” for en alliancepartner til USA, lød en svirpende kritik i New York Post 25. januar.

“Er Tyskland en pålidelig amerikansk alliancepartner?” spurgte Wall Street Journal i en overskrift 23. januar, efterfulgt af svaret “Nein”.

Alligevel fortsætter hovedpinen.

Både indenrigspolitisk og internationalt modtager Tyskland læsterlige tæsk for at være for fodslæbende i hjælpen til Ukraine og for ikke at sætte foden ned over for den russiske olie og gas.

I en klumme i det tyske medie Süddeutche Zeitung mener den indenrigspolitiske chefredaktør, at en koalitionskrise kan være under opsejling på grund kritikken, og Ukraine følger efter alt at dømme Tysklands beslutninger tæt.

Så tæt at Tysklands forbundspræsident, Frank-Walter Steinmeier, på trods af at have pakket kufferterne fik besked om, at han godt kunne holde sig væk fra hovedstaden Kyiv.

- Jeg var klar til det, men åbenbart – og det må jeg bare tage til efterretning – var det ikke ønsket i Kyiv, sagde han 12. april under et besøg i Polen.

Stadig afhængig af Rusland

Dagen efter såede en rådgiver til Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, imidlertid tvivl om forbundspræsidentens udmelding. Sådan en besked kom i hvert fald ikke fra Zelenskij, lød det fra rådgiveren.

Uanset hvad er det et problem for Tyskland, siger Rasmus Brun Pedersen, lektor ved Aarhus Universitet og forsker i tysk udenrigs- og sikkerhedspolitik:

- Det er en varm kartoffel i Tyskland, og det er noget af et dilemma, de tyske politikere er kommet i. Tyskland har ikke været vant til at være en udenrigspolitisk aktør, der tager stilling på den her måde i konflikter. Der har været en meget lang tradition i tysk politik for en venlig og imødekommende linje over for Rusland, siger han.

Men den tid er forbi, fortæller han. Tyskland har på kort tid brudt med sin historiske tradition for at holde sig uden for slagsmål.

22. februar meddelte Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, at bremse godkendelsen af den afgørende vigtige gasledning Nord Stream 2 fra Rusland.

På trods af den skrinlagte gasledning er Tyskland stadig dybt afhængig af russisk energi. Da Rusland invaderede Ukraine i slutningen af februar, kom 55 procent af Tysklands gas fra Rusland.

Anden Verdenskrig spøger stadig

Ifølge Flemming Juul Christiansen, der er lektor i politik og forvaltning ved Roskilde Universitet, har Tyskland længe været "forholdsvis positivt indstillet over for Ruslands gas", men der er også andre ting, der spøger.

Tyskland har siden Anden Verdenskrig afholdt sig fra at indtage rollen som selvstændig aktør på den internationale scene, når det kommer til udenrigs- og forsvarspolitik.

- Særligt over for Rusland har Tyskland følt en betydelig skyld, for der døde jo utroligt mange borgere fra Sovjetunionen under krigen, og det var på grund af en krig, som Tyskland havde indledt, siger han.

En markant ændring

26. februar blev et vendepunkt i den tyske holdning, da landet besluttede at sende 100 antikampvognsvåben og 500 Stinger-systemer til Ukraine.

Et vigtigt vendepunkt og en vigtig gestus, som muligvis ville være blevet taget bedre imod, hvis ikke det var, fordi Tyskland tidligere var blevet beskyldt for at blokere for britiske fly med våben, som måtte flyve uden om tysk luftrum.

- Ændringen, der er sket i tysk politik, er markant, men man kan ikke indføre den fra den ene dag til den anden, siger Rasmus Brun Pedersen.

27. februar holdt Olaf Scholz en tale, der blev beskrevet som historisk. Her sagde Scholz, at Tyskland vil øge forsvarsbudgettet i 2022 med 100 milliarder euro svarende til 744 milliarder kroner.

Scholz er "et problem"

Men kritikken fortsætter.

Olaf Scholz er “et problem”, lød det fra tyske Anton Hofreiters fra partiet De Grønne.

- Den store orientering i tysk politik i al almindelighed har været, at de socialdemokratiske partier er mere velvilligt stillet over for Rusland, mens De Grønne har været meget pacifistiske, så at Tyskland nu har lagt kursen så meget om, er en betydelig nyorientering i tysk politik, siger Flemming Juul Christiansen.