Dansk kvinde spærret inde i Shanghai på tiende døgn: - Lågen er låst
Når en nabo testes positiv for corona, bliver isolationen forlænget med 14 dage for hele lejlighedskomplekset, fortæller dansker i Shanghai.
Det er ti dage siden, at en beboer i Cathrine Mosegaard Hansens lejlighedskompleks blev testet positiv for coronavirus.
Derfor sidder hun nu spærret inde i sin lejlighed i Shanghai, der lige nu oplever et stort smitteudbrud.
- Vi har ikke kunnet gå ud fra vores lejlighedskompleks. Lågen er låst, og vi har bare været herinde og ventet på at få at vide, hvornår vi kan komme ud, fortæller hun på en internetforbindelse i 'Go' aften LIVE'.
Først fik de at vide, at nedlukningen ville vare i fem dage, men her ti dage senere sidder hun stadig spærret inde.
Og det vil hun gøre et stykke tid endnu.
- Vi har lige fået at vide, at vi skal være i lockdown i to uger mere. Fordi der er én smittet, starter de 14 dages isolation forfra, fortæller hun.
Bestiller mad online
Kina har under coronapandemien haft en "zero-covid"-strategi. Det betyder, at der bliver indført meget strikse restriktioner ved de første tegn på et smitteudbrud i en by. Derfor er Shanghai lige nu lukket helt ned.
Kun sundhedspersonale, frivillige og folk med særlige tilladelser må forlade deres hjem.
De strenge restriktioner har nu ført til en voksende utilfredshed blandt de 25 millioner indbyggere, hvor nogle indbyggere har været spærret inde i over en måned, og hvor der er opstået fødevaremangel på grund af nedlukningen.
Og det kan Cathrine Mosegaard Hansen også mærke.
- Vi er online hver dag og prøver at bestille mad. I Kina findes der rigtig mange apps og butikker, der sørger for, at man kan få takeaway, men lige for tiden er det hele lukket bortset fra nogle få supermarkeder, forklarer hun.
Cathrine Mosegaard Hansen var dog skeptisk, da hun først fik at vide, at nedlukningen ville vare fem dage, så hun købte ekstra mad allerede dengang, men vand har været sværere at skaffe, lyder det.
Derudover har hun modtaget nødrationer, fordi hun er udlænding, der bor og arbejder i landet.
Kommer ud til test
Det er selvfølgelig en meget speciel situation at havne i, fortæller Cathrine Mosegaard Hansen.
I lejligheden, som hun deler med sin kæreste, forsøger hun alligevel at have et "nogenlunde almindeligt liv", som hun beskriver det, hvor hun arbejder via sin computer.
Derudover kommer hun og hendes naboer ud to gange om ugen, når de bliver testet for coronavirus på den anden side af gaden.
- Så kommer der en med højtalere og siger, at nu er det tid, og så ser vi, at vores naboer går ud, og så går vi også ud, forklarer hun.
Tester man negativ, kommer svaret et par timer senere på en app, forklarer hun, men bliver man testet positiv, ender man i en såkaldt coronacamp med andre, der er testet positiv.
Hun håber dog, at hun kan slippe for det, hvis hun skulle være så uheldig at teste positiv.
- Jeg har hørt rygter om, at hvis man er positiv, må man måske blive hjemme, hvis man er udlænding eller har familie, lyder det.
Korrespondent: Folk er desperate
TV 2-korrespondent i Kina Christina Boutrup befinder sig også i Shanghai i øjeblikket.
- Det er rigtig svært for mange mennesker. De er desperate. Noget af det, der driver folk til vanvid i øjeblikket, er de rigide karantæneregler. Hvis man bliver smittet – symptomer eller ej – skal man hen på et af de kæmpe hospitaler, man har opført.
I Shanghai har man netop åbnet et hospital med plads til 50.000 mennesker. Lignende hospitaler er opført i hele landet. Og ifølge Christina Boutrup er forholdene på hospitalerne dårlige.
- Det kan virke helt overdrevet med de her restriktioner, men det handler om, at myndighederne frygter en regulær sundhedskrise. Sundhedssystemet er i forvejen underdrejet. Der er mangel på intensivpladser og mangel på sundhedspersonale. Man frygter, det kan bryde sammen, siger hun.
Hun fortæller desuden, at halvdelen af befolkningen over 80 år ikke er vaccineret, fordi det blev frarådet før Omikron-varianten på grund af lav smitte.
Se interviewet med Cathrine Mosegaard Hansen i 'Go' aften LIVE' på TV 2 PLAY.