Dagens overblik

Dagens overblik: Dansk minister sendt i kælderen under besøg i Ukraine

Boris Johnson får bøde for coronafester, Svend Lings taber i retten, og salget af nye biler er faldet drastisk.

Mindst ti personer blev i dag ramt af skud på en undergrundsstation i New York-bydelen Brooklyn. Det kan du læse om her.

Her følger et overblik over dagens andre historier.

Dansk ministers møde afbrudt af luftalarm

Den danske udviklingsminister, Flemming Møller Mortensen (S), var i dag i ukrainske Lviv, hvor han fik sig ”et kort indblik i den hverdag, som ukrainerne har måttet vænne sig til”, som han selv udtrykker det.

Det skete under et møde med den regionale guvernør. Her lød luftalarmen over den vestukrainske by, og så måtte ministeren søge ly i en kælder. Det viser billeder, han selv har lagt på Twitter.

Efter cirka ti minutter kunne Flemming Møller Mortensen forlade kælderen og genoptage mødet. Han er den første danske minister, der har besøgt Ukraine, siden Rusland invaderede 24. februar.

Boris Johnson får bøde for coronafester

Mens Storbritannien var under nedlukning på grund af coronavirus, blev der holdt en række sammenkomster i premierministerens embedsbolig, Downing Street 10. Da det blev afsløret, vakte det forargelse og udviklede sig til en politisk skandale.

Det førte også til en politiefterforskning, som indtil videre har resulteret i, at politiet i London udskriver bøder til 50 personer. Iblandt de personer er premierministeren selv, Boris Johnson. Det oplyste Downing Street i dag.

Også finansminister Rishi Sunak og Boris Johnsons hustru, Carrie Johnson, får bøder. Bødernes størrelse er ikke offentliggjort, men for Boris Johnson kan prisen blive endnu højere end selve bøden. Oppositionsleder Keir Starmer og andre politikere mener, at han bør gå af.

Svend Lings taber i retten

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har afvist en anke fra den tidligere læge Svend Lings, der er idømt 60 dages betinget fængsel for medvirken til to selvmord og et selvmordsforsøg.

Sagen nåede i Danmark hele vejen til Højesteret, der dømte Svend i Lings i 2019, og derefter ankede han til menneskerettighedsdomstolen, fordi han anså dommen som et brud på sin ret til ytringsfrihed. Det var domstolen altså ikke enig i.

Svend Lings har åbent fortalt, at han har udskrevet medicin til syge, der ønskede at dø, og vejledt folk til at begå selvmord. Efter dommen siger han til Ritzau, at han vil fortsætte sit ”gode arbejde”.

USA kalder ansatte hjem fra Shanghai

Det amerikanske udenrigsministerium kalder nu alle ansatte, der ikke er nøglemedarbejdere, hjem fra sit konsulat i den kinesiske storby Shanghai. Årsagen er et omfattende udbrud af coronasmitte.

For mens coronavirus nu fylder minimalt i danskernes bevidsthed, holder kinesiske myndigheder fast i en benhård nultolerance over for virussen og har derfor indført en streng nedlukning af Shanghai, der er verdens tredjestørste by.

På grund af nedlukningen går der meldinger om desperat madmangel, og på nettet florerer – nærmest dystopiske - videoer af indbyggere, der skriger i protest fra deres lejligheder, mens droner flyver rundt mellem lejlighedskomplekserne med opfordringer til at styre ”din sjæls ønske om frihed”.

Drastisk fald i salget af nye biler

Ikke siden finanskrisen i 2009 har bilsalget været lavere, end det er nu i Danmark.

Årsagen er, at der er mangel på mange forskellige komponenter, og derfor har forhandlerne svært ved at hente nye biler hjem.

Det betyder, at der blev registreret 33.170 nye personbiler i de første tre måneder af 2022 – et fald på 28,5 procent i forhold til de sidste tre måneder af 2021.

Manglen på komponenter har været et problem siden coronakrisen og er kun blevet værre af krigen i Ukraine, hvor flere underleverandører til bilindustrien hører hjemme.