Rusland invaderer Ukraine

Ukraine anklager russiske soldater for gruppevoldtægt af 14-årig pige

Voldtægter og mishandling af civile kan have flere strategiske formål for russerne, siger ekspert.

Ukraines ombudsmand for menneskerettigheder, Lyudmyla Denisova, beskylder russiske soldater for at have begået flere grove voldtægter af blandt andet børn.

I et opslag på Facebook fremhæver hun tre konkrete tilfælde.

I det ene hævder hun, at en 14-årig pige blev voldtaget af fem soldater i Butja og gjort gravid. Hun hævder også, at en 11-årig dreng blev voldtaget i Butja foran hans mor, der var bundet til en stol, og en 20-årig kvinde skulle ifølge Lyudmyla Denisova også være blevet voldtaget af tre soldater i Irpin.

- Der er intet sted på helvede eller jord, hvor kriminelle racister kan skjule sig for gengældelse, skriver hun i opslaget.

Lyudmyla Denisova bringer ikke dokumentation for påstandene. Det har heller ikke været muligt for TV 2 at bekræfte dem.

Men hvis de viser sig at være sande, er der uden tvivl tale om en krigsforbrydelse. Det siger Frederik Harhoff, der er tidligere dommer ved FN's krigsforbryderdomstol i Haag.

- Hvis det viser sig at være rigtigt, så er det en overtrædelse af den fjerde Geneve-konvention, der handler om beskyttelse af civile. Den siger meget klart, at det er forbudt at rette angreb mod eller øve vold imod civile som led i en krig, siger han til TV 2.

FAKTA: Voldtægter som krigsforbrydelse

Ifølge FN er konfliktrelateret seksuel vold traditionelt blevet betragtet som en uundgåelig konsekvens af krig og konflikt, og dermed ikke en forbrydelse, der bør efterforskes i sig selv.

Men i 1993 slog FN's Menneskerettighedskommission fast, at systematiske voldtægter og hold af sexslaver var forbrydelser mod menneskeheden.

To år senere fastslog FN's fjerde kvindekonference, at voldtægter begået af soldater i krigstid skal betragtes som krigsforbrydelser.

I 2008 blev konfliktrelateret vold anerkendt af FN’s Sikkerhedsråd som en betydelig sikkerhedstrussel, hvilket ifølge FN førte til et paradigmeskifte. 

Konfliktrelateret seksuel vold kan nu betragtes som enten krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden eller folkedrab.

Adskillige voldtægtsanklager

Der er adskillige ubekræftede meldinger om voldtægter, overgreb og seksuel vold begået af russiske soldater mod civile, siden Rusland lancerede sin invasion af Ukraine 24. februar.

Blandt andet har FN's mission, der overvåger menneskerettighedssituationen i Ukraine, modtaget flere anklager om konfliktrelateret seksuel vold begået af russiske soldater. Det har endnu ikke været muligt at bekræfte oplysningerne.

Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch har tidligere fundet det bevist, at russiske soldater har begået voldtægter i Ukraine.

Rusland har afvist anklagerne.

- Vi tror overhovedet ikke på det. Det er løgn, har talsmanden for præsidentkontoret i Kreml, Dmitrij Peskov, udtalt ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax.

En trang til at hævne sig på fjenden

Fra et militærstrategisk perspektiv kan der være flere årsager til, at russiske soldater begår seksuel vold på ukrainske civile, siger Niels Bo Poulsen, der er chef for Institut for Strategi og Krigsstudier ved Forsvarsakademiet.

Han fortæller, at mange krigsforbrydelser begås blandt lavtrangerende i hæren, og at voldtægterne kan være begået af soldater, der kan have lidt tab og derfor har en trang til at hævne sig på fjenden.

- Det er ofte lokale chefer, der svigter deres ansvar for, at soldaterne opfører sig ordentligt og tolererer det eller måske ligefrem opmuntrer til det, siger han til TV 2.

Niels Bo Poulsen understreger, at han ikke kan vide, hvad russerne planlægger, og at han derfor ikke kan vide, om der er tale om en systematisk politik fra russisk side, eller om der er tale om enkeltstående tilfælde.

Han fortæller også, at krigsforbrydelser ofte ikke har noget strategisk formål.

- Det får ikke fjendtlige soldater til at overgive sig mere villigt, hvis de er bange for at blive voldtaget eller dræbt, ligesom det heller ikke får dem til at trække sig tilbage mere frivilligt, hvis de er bange for, at det samme sker for deres koner og børn, siger han.

Flere formål med mishandling

I det tilfælde, at voldtægter ved krigsførelse ikke bremses oppefra, men den militære top enten opfordrer til dem eller accepterer dem, kan det have to strategiske formål, fortæller Niels Bo Poulsen.

Voldtægterne kan virke som en skræmmekampagne og få civilbefolkningen til at flygte fra de områder, en militærmagt ønsker at overtage kontrollen med.

- Det er nemmere at angribe byerne, hvis der ikke er civile i dem, og byerne bliver nemmere at kontrollere uden civile, der gør modstand og skal brødfødes, siger han.

Et andet formål kan være at øge flygtningestrømmene og dermed øge presset på de omkringliggende lande, forklarer han.

Krigsforbrydelser på begge sider af krigen

De seneste dage har meget peget på, at der også begås krigsforbrydelser fra ukrainsk side.

Mandag blev en video lagt på nettet, der viser personer i ukrainske uniformer skyde tilsyneladende tilfangetagne personer i russiske uniformer.

- Det begynder ligne et billede på, at det (krigsforbrydelser, red.) foregår på begge sider. Hadet er enormt. Men det er svært at sige, om der er tale om en bevidst strategi. Der er ingen tvivl om, at parterne ved, at det har enorme konsekvenser for deres mulighed for støtte, hvis der er tale om en bevidst strategi, sagde militæranalytiker Steen Kjærgaard fra Forsvarsakademiet i den forbindelse til TV 2.