Dagens overblik

Dagens overblik: Ukrainske soldater kan have overtrådt krigens spilleregler

Dansker hævder at have dræbt 100 russere i krig, NATO-lande vil sende våben til Ukraine, og dansker laver "fantastisk" bedrift i NBA.

Krigen i Ukraine bliver nok en gang omdrejningspunktet for dagens overblik.

Men i torsdagens udgave kommer vi også forbi tiltrængt økonomisk hjælp til tusindvis af danskere med gasfyr og en dansk basketballspiller med succes i USA - velkommen til.

Ukraine kan have begået krigsforbrydelser

Grufulde billeder af døde civile i den ukrainske by Butja har de seneste dage vist, at Rusland - ifølge Ukraine og en lang række vestlige ledere - har begået krigsforbrydelser i forbindelse med invasionen.

Men de russiske soldater er tilsyneladende ikke de eneste, der har overtrådt krigens spilleregler.

For en video, der florerer på de sociale medier, viser ukrainske soldater, som med automatvåben skyder en såret russisk soldat i hovedet, så vedkommende dør.

Den amerikanske avis The New York Times har på baggrund af eksperter erklæret sig sikre på, at videoen er ægte.

Major og militæranalytiker Steen Kjærgaard fra Forsvarsakademiet siger til TV 2, at episoden ligner en krigsforbrydelse fra ukrainsk side.

- Soldater, der har nedlagt våbnene, er syge eller sårede, er ude af kampen, og dermed skal de samles op og ydes pleje, forklarer majoren.

Dansker hævder at have dræbt 100 russere

Invasionen af Ukraine er langtfra gået så let, som Ruslands præsident, Vladimir Putin, havde håbet.

Ukrainske og udenlandske soldater har ydet den russiske hær stor modstand.

Danske 'Jonas', som optræder anonymt, hævder over for TV 2 at have dræbt tæt på 100 russere i Ukraine. TV 2 er bekendt med mandens sande identitet, og han ses på billedet som nummer to fra venstre.

'Jonas' har blandt andet kæmpet i frontlinjen på ukrainsk side ved udkanten af den strategisk vigtige havneby Mariupol, som i ugevis har været belejret af Rusland.

'Jonas' fortælling om krigen underbygger den forrige historie om, at Ukraine har begået krigsforbrydelser. For ifølge danskeren er russiske krigsfanger blevet dræbt af den ukrainske hær.

Danskeren fastslår, at han ikke selv har deltaget i drab på russiske krigsfanger.

NATO-lande hører ukrainsk bøn om våben

NATO-landene er blevet enige om at øge støtten til Ukraine.

Det siger NATO's generalsekretær, Jens Stoltenberg, efter et møde blandt udenrigsministrene i Bruxelles.

Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, havde på forhånd bedt NATO-alliancen om én ting - nemlig våben til krigen mod Rusland - og dét i en anseelig mængde.

Og den bøn ser ud til at være blevet hørt af NATO.

- NATO-landene vil hjælpe Ukraine med en bred vifte af våbensystemer, lyder det blandt andet fra Jens Stoltenberg, der dog ikke vil sige, hvilke specifikke våbentyper der sendes til Ukraine.

419.000 danske hjem kan se frem til varmehjælp

Vi vender fokus hjem til Danmark, men med en historie, som trækker tråde til krigen i Ukraine.

Den meget omdiskuterede varmepakke er torsdag blevet vedtaget i Folketinget, og den sender yderligere én milliard kroner i retning af danskere, hvis bolig opvarmes af gasfyr, og som på det seneste har set priserne stige med rekordfart.

Konkret betyder det, at omkring 419.000 danske hjem kan se frem til et skattefrit tilskud på 6000 kroner.

Checken udbetales automatisk og er tiltænkt husstande, der har op til 650.000 kroner i årsindtægt efter AM-bidrag.

De mange penge vil dog tidligst kunne blive udbetalt til de hårdtramte varmekunder til august på grund af it-praktik, og det har affødt hård kritik fra blandt andet Venstre, der selv er en del af den politiske aftale.

Første danske point i NBA

Vi slutter dagens overblik langt fra krig og ødelæggelse og zoomer ind på en dansker, der har gjort sig positivt bemærket i USA.

Natten til torsdag dansk tid lavede basketball-spilleren Gabriel 'Iffe' Lundberg de første point af en dansker nogensinde i NBA for Phoenix Suns i kampen mod LA Clippers.

Danskeren kom på banen i fjerde periode, men fik i løbet af blot 12 minutter sat et kraftigt aftryk. 'Iffe' lavede både en flot trepoint-scoring, havde fem gange næstsidste hånd på bolden, lavede et steal og to rebounds.

TV 2 SPORTs basketballekspert, Peter Wang, kalder danskerens bedrift for "fantastisk", og hovedpersonen selv var også godt tilfreds.

- Det var en kæmpe forløsning, siger Gabriel ’Iffe’ Lundberg til TV 2 SPORT.

På trods af danskerens indsats tabte Phoenix Suns dog kampen 109-113 til Los Angeles Clippers.

***

Inden nyhedsoverblikket runder af, kan vi lige få med, at ordlyden på stemmesedlen om forsvarsforbeholdet nu bliver ændret.

Danskerne skal til stemmeurnerne 1. juni, og det ordrette spørgsmål lyder nu:

"Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar ved at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet?"

Regeringen har ellers afvist at ændre på formuleringen, men nu er ordene "ved at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet" altså blevet tilføjet.