GO'

Anmelderne storroser Mads Mikkelsen i ny film

Det er især Mads Mikkelsens samspil med Jude Law, der bærer filmen, lyder det fra to anmeldere.

Mads Mikkelsen har overtaget rollen som Gellert Grindelwald fra Johnny Depp i den tredje 'Fantastiske skabninger'-film, der er et spinoff på 'Harry Potter'-filmene.

Den danske filmstjerne spiller over for Jude Law, der spiller Dumbledore, som i 'Harry Potter'-filmene er rektor på Hogwarts, Harry Potters skole.

Og netop deres samspil og kemi bærer filmen, lyder det fra filmekspert Casper Christensen, der ligesom 'Go’ morgen Danmark’s filmanmelder, Ann Lind Andersen, giver filmen tre stjerner.

- Jeg er også på tre stjerner, og de går til Jude Law og Mads Mikkelsen. Jeg ville ønske, at det bare var dem og deres roller, der fik lov at spille her, siger hun.

De to skuespilleres præstation kalder Ann Lind Andersen en stor fornøjelse at se på, men filmen har derudover flere problemer, påpeger begge anmeldere.

Efterlyser kompleksitet

'Fantastiske skabninger' foregår i 1930’ernes Berlin, omkring 75 år inden Harry Potter bliver født. Men selvom der er tale om en fantasyfilm, bærer den i høj grad præg af tiden, den foregår i, hvor fascismen vokser frem.

Video: "FANTASTISKE SKABNINGER 3: DUMBLEDORES HEMMELIGHEDER"

I de forrige film i rækken har der været tegn på, at Dumbledore er homoseksuel, men i denne film kommer det frem, at Grindelwald og Dumbledore tidligere har haft en kærlighedsrelation.

- For mig var en stor oplevelse af at se filmen at se Mads Mikkelsen og Jude Law i de her roller. Man kan mærke, at de her mænd har et meget komplekst forhold til hinanden, og det er virkelig fedt, lyder det fra Casper Christensen.

Men resten af filmen er for simpel og sort-hvid ifølge Ann Lind Andersen og Casper Christensen. Den mangler den kompleksitet, som man ser i Jude Law og Mads Mikkelsens roller.

Filmen har meget samme opbygning som dens forgængere, og det gør filmen forudsigelig og kedelig, mener Ann Lind Andersen. Det er anmelderen fra Soundvenue langt hen ad vejen enig i. Han kalder Mads Mikkelsen for ”filmens eneste lyspunkt” og giver den to stjerner.

B.T., Jyllands-Posten, Politiken og Berlingske er derimod mere positive og kvitterer alle med fire stjerner. Anmelderne roser alle Mads Mikkelsens præstation. B.T. kalder ham ”fantastisk” i overskriften og skriver i anmeldelsen:

- Hvor Johnny Depps udgave af den onde troldmand var til den meget karikerede og næsten maniske side, er Mads Mikkelsen modsat underspillet og til tider menneskelig i sit udtryk trods den brutale ondskab.

Ikke en børnefilm

Både Ann Lind og Casper Christensen anerkender filmens visuelle univers.

- Det er også derfor, at man klart skal se de her film i biografen, fordi der er skruet op for alt. Det er en kæmpe oplevelse, for universet fejler ikke noget. Det er stadig fantastisk at få lov at gå på opdagelse i, lyder det fra Casper Christensen.

Ann Lind Andersen roser ligeledes universet, og hun kalder det fantasifyldt og fantastisk at se på.

Modsat 'Harry Potter'-universet har filmen dog et sidste problem, og det er målgruppen, mener hun.

- Det er ikke en børnefilm. Der er simpelthen for mange fascistiske undertoner, og den er for uhyggelig. Det er ikke hele familien, der kan sætte sig ned og se den her. Så hvem er den til? slutter hun.

Se hele indslaget med Ann Lind Andersen og Casper Christensen i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY.