Krigen i Ukraine

Skygger på satellitbillede peger på lig i gaderne under russernes kontrol

Rusland har forklaret, at drabene er iscenesat, og at de døde mennesker først er dukket op, efter russiske tropper forlod byen.

Voldsomme billeder af lig i gaderne i Kyiv-forstaden Butja har siden weekenden chokeret verdenssamfundet.

Vesten har reageret på billederne og advaret Rusland mod, at det kan få konsekvenser, men Rusland benægter at have skudt civile i Butja.

De forklarer blandt andet, at drabene er iscenesat, og de mener først, at ligene er dukket op, efter russiske tropper forlod Butja 31. marts.

Vi afviser bestemt ikke, at disse grusomheder fandt sted, og at russerne stod bag

John Kirby, talsperson for Pentagon

Men satellitbilleder fra amerikanske Maxar Technologies viser ifølge The New York Times, at flere af de døde kroppe har ligget i gaderne i ugevis.

Avisens visuelle undersøgelsesteam har gennemgået satellitbillederne og lavet en før og efter-analyse af dem.

Billedet her er taget 18. marts, mens russiske styrker havde kontrollen i Butja. Vejen, som løber i midten af billedet, er Yablonska Street, som er en af de gader i byen, hvor der de seneste dage er blevet taget billeder af flere døde mennesker på vejen.

De røde cirkler markerer små prikker, som ifølge avisen er lig, der allerede lå i gaden for flere uger siden.

I artiklen sammenligner The New York Times billedet med en video, som er optaget 1. april, altså efter russerne trak sig ud af byen, og der kan man se, at ligenes position på vejen svarer til prikkerne på billedet fra 18. marts.

Ifølge The New York Times' analyse forbliver de mørke prikker på det samme sted i tre uger.

Bevægende arm er i virkeligheden plet på ruden

Også BBC har faktatjekket russernes påstand om, at drabene skulle være iscenesat.

Russiske medier har blandt andet skrevet, at et af de døde mennesker bevæger sin hånd, idet en bil kører forbi liget, mens det bliver filmet, og at man efterfølgende kan se i bilens ene sidespejl, at det døde menneske sætter sig op.

BBC's analyse af videoen viser imidlertid, at det, russerne hævder, skulle være en arm, der bevæger sig, i virkeligheden er en plet på bilens forrude - ifølge mediet kan det være en regndråbe eller bare ruden, der er beskidt.

Samtidig viser analysen, at bilens sidespejl forvrænger billedet af den døde krop, ligesom også husene i baggrunden forvrænges. Derfor kan det se ud, som om mennesket sætter sig op.

Biden kalder Putin krigsforbryder

Det er stadig ikke blevet dokumenteret, hvem der står bag hændelserne i den ukrainske forstad.

Men søndag skrev menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch i en pressemeddelelse, at russiske soldater har begået krigsforbrydelser i Ukraine i form af voldtægter, henrettelser og trusler mod civile.

Organisationen har interviewet ti mennesker om episoder i russisk besatte områder i Ukraine, og nogle af beretningerne er fra Butja.

Desuden har den uafhængige organisation Conflict Intelligence Team, der indsamler og behandler data om blandt andet krigen i Ukraine, skrevet på Twitter, at "de er overbevist om, at drabene blev udført af russiske tjenestemænd".

Også John Kirby, talsperson for USA's forsvarsministerium, Pentagon, har udtalt, at Rusland "åbenlyst" er ansvarlige for "grusomhederne i Butja".

- Om det er lejesoldater eller tjetjenere tror jeg ikke, vi er i stand til at sige lige nu. Men vi afviser bestemt ikke, at disse grusomheder fandt sted, og at russerne stod bag, lyder det fra Kirby.

Den amerikanske præsident, Joe Biden, kaldte mandag præsident Vladimir Putin for en krigsforbryder og opfordrede samtidig til, at Putin anklages for krigsforbrydelser ved en krigsdomstol.

Vjatjeslav Volonin, formand for det russiske parlament, Dumaen, afviser, at Rusland står bag drabene på civile i Butja og siger, at det hele er iscenesat for at stille Rusland i et dårligt lys.

Det siger han ifølge det statsejede russiske nyhedsbureau RIA Novosti.