Moskva vil sætte ind mod danske ansatte i Rusland
Meldingen kommer i kølvandet på, at Danmark udviser 15 russiske diplomater for spionage.
Det vil få konsekvenser for ansatte ved danske udenrigsrepræsentationer i Rusland, at Danmark udviser 15 russiske diplomater for spionage.
Det siger Maria Zakharova, som er talskvinde i det russiske udenrigsministerium, på russisk stats-tv.
Meldingen fra Moskva kommer kort tid efter, at udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har oplyst, at de pågældende 15 russiske diplomater har fået 14 dage til at forlade Danmark.
- Vi vil ikke have russisk spionage på dansk jord. Derfor bliver de udvist fra Danmark nu, siger Jeppe Kofod.
Han har onsdag orienteret Folketinget om udvisningerne ved et ekstraordinært møde i Det Udenrigspolitiske Nævn.
- Det vil ikke forblive ubesvaret
Jeppe Kofod oplyser, at de 15 diplomater udvises fra Danmark, fordi de har udøvet spionage på dansk jord, og ministeren kalder det "et angreb på dansk sikkerhedsarkitektur", men kan ikke komme nærmere ind på karakteren af spionagen.
- Det er et historisk skridt, vi tager her fra dansk side. Men det gør vi også på linje med en lang række europæiske lande, for vi ønsker at beskytte vores tryghed og sikkerhed. Vi ønsker ikke russisk spionage i Danmark, lyder det fra Jeppe Kofod.
I et svar til TV 2 skriver den russiske ambassade i Danmark, at ambassadøren under et møde i Udenrigsministeriet har fået at vide, at 15 diplomater, som de danske myndigheder mistænker, tilhører russisk efterretningstjeneste, skal forlade Danmark.
- Der blev ikke fremlagt nogen beviser, lyder det i svaret.
Ambassaden understreger desuden, at "alle ansatte ved russiske udenlandske institutioner i Danmark stringent følger bestemmelserne i Wienerkonventionen om diplomatiske forbindelser i deres aktiviteter".
Wienerkonventionen er en international traktat om diplomatiske relationer mellem stater.
- Dette skridt fra dansk side er uden grundlag og sigter mod at ødelægge forholdet mellem vores lande yderligere. Det vil ikke forblive ubesvaret, slutter ambassaden i deres svar.
Voldsomme billeder har fået lande til at reagere
Flere andre europæiske lande har allerede taget samme skridt som Danmark. Det gælder blandt andet Italien, Frankrig og Tyskland, som udviser henholdsvis 30, 35 og 40 russiske diplomater.
Det italienske udenrigsministerium meddeler tirsdag, at de 30 russiske diplomater udvises af hensyn til landets nationale sikkerhed. Det skriver den italienske avis Corriere Della Sera.
Den tyske udenrigsminister, Annalena Baerbock, oplyste mandag, at de udviste diplomater "har arbejdet hver dag i Tyskland mod vores vilje og uden samhørighed med vores samfund".
- Det vil vi ikke tolerere længere. Det har vi meddelt til den russiske ambassadør her til eftermiddag, sagde udenrigsministeren.
De 40 udviste diplomater i Tyskland har alle fået 5 dage til at forlade landet.
I Frankrig udvises de 35 diplomater "som en del af et europæisk initiativ".
Det er særligt voldsomme billeder fra byen Butja, en forstad til Kyiv, som har fået mange lande til at reagere. Billederne viser døde mennesker ligge i gaderne.
Rusland har dog afvist at have dræbt civile i byen.