Han voksede op i en nomadefamilie med druk, vold og skoleskift – to kvinder i en bil blev hans redning
Kasper Bendixen fra 'Kærlighed hvor kragerne vender' har sluttet fred med svigtet. Men han kan alligevel ikke tale med sin mor i dag.
Tiårige Kasper blev krammet farvel af sin mor.
Med sin lille taske med lidt tøj i gik han hen mod de to kvinder ved bilen.
Bag ham stak hans mors kæreste hovedet ud ad vinduet og råbte vredt mod kvinderne:
- Nu fik I endelig jeres vilje.
Hans mor græd.
Men Kasper var lettet.
Og da bildøren smækkede, og huset forsvandt i bagruden, kunne han med det samme mærke en luftforandring. Han havde en følelse af at skulle på eventyr.
Nu kunne tingene kun blive bedre.
Sådan husker den i dag 27-årige Kasper Bendixen dagen, hvor han blev hentet og anbragt.
Han har haft en turbulent barndom med mange flytninger, skoleskift, tomme flasker, fyldte askebægre, vold og omsorgssvigt. Det vidner hans mange sagsakter også om.
Men han overlevede og blev en anden.
Hans egen beskrivelse er en mælkebøtte, der skyder op gennem asfalten.
Op i lyset. Fra et dybt mørke.
Vil ikke være alene
Vi møder Kasper Bendixen på Café Cosmo i hjembyen Nakskov. Han er ikke vokset op her, men Nakskov og omegnen er det sted, han har haft tilknytning til i længst tid. Så her føler han sig hjemme.
Og især på Café Cosmo, som er en lille café med masser af farverig kunst på væggene, livemusik og aktivitetsaftener.
Kasper er på fornavn – og krammer – med personalet og stamgæsterne. Og det hænder da også, at han giver en hånd med bag baren.
- Jeg kommer her for hyggen og stemningens skyld. Og for at kunne være mig selv. Det her er mit fristed – jeg vil egentlig hellere være her end i min lejlighed, siger Kasper Bendixen, da vi sætter os ned i et hjørne.
Kasper fortæller, at han har det bedst, når der er andre mennesker omkring ham.
Og er han for meget alene, lukker han sig inde og føler sig ensom.
Selv tænker han, at det hænger sammen med en opvækst, hvor han tit har været blandt mange mennesker.
Både i barndomshjemmet og på værtshuse.
Tilbage til barndommen
Når Kasper Bendixen husker tilbage på sin barndom, er der mange dårlige minder.
- Det sidder lige heroppe, siger han og peger på baghovedet, inden han tager os med tilbage til de første år af sit liv.
Tilbage til Frederiksberg i midten af 90’erne, hvor Kasper blev født og boede de første år med sin mor.
Kasper husker, at hans mor ofte var fuld. Det var hun derhjemme, når hun hentede ham i børnehave, og når han var med hende på værtshus.
I Kaspers sagsakter er der lavet mange indberetninger netop omkring alkohol.
Her fortæller børnehaven også om en forårsdag, hvor Kasper “oplevede et stort svigt”. Det var kagedag, og Kaspers mor havde lovet ham at komme med en kage.
Stolt havde Kasper fortalt samtlige børn og forældre, at hans mor ville komme med kage. Men moren kom for sent. Hun kom sammen med to bekendtskaber og var tydeligt beruset.
Hun havde heller ingen kage med.
Et nomadeliv begynder
I den periode var Kaspers forældre on and off sammen, og han så kun sin far sporadisk.
Men han husker deres faste ture til Flyvergrillen ude ved lufthavnen.
Som årene gik, blev faren en mindre og mindre del af Kaspers liv. Og hans mor mødte en ny mand.
Det blev familiens liv ikke mindre turbulent af.
Ifølge Kaspers sagsakter, var både børnehaven og kommunen bekymret for hans trivsel.
Og Kasper tror i dag, at det var den stigende bekymring, der for alvor kickstartede familiens nomadetilværelse.
Populær tv-deltager
På Cafe Cosmo fisker Kasper Bendixen sin telefon op af lommen og logger ind på borger.dk.
Flere gange må han ignorere følgeanmodninger, beskeder og likes, der popper op på skærmen.
Han er en af de fire mænd, der dater for at finde en kæreste i ‘Kærlighed hvor kragerne vender’.
De første afsnit har været vist på tv, og det kan Kasper Bendixen mærke på den stigende interesse fra kvinder.
På borger.dk står det sort på hvidt.
Han havde adresse seks forskellige steder på Frederiksberg og i København, inden han flyttede til Lolland og boede i to år. Herfra flyttede familien videre til Nordjylland, hvor de boede tre forskellige steder på blot et år. Efter et kort stop i Tønder flyttede familien til Langeland.
Mens vi taler om de mange steder, som Kasper har boet, nævner han flere gange tre fotoalbum med barndomsbilleder.
Vi bliver enige om at gå hjem til ham, så han kan vise billederne.
Mørke minder
Selvom Kasper Bendixen næsten lige er flyttet ind i den fireværelses lejlighed, og han endnu ikke er kommet helt på plads, ved han præcist, hvor albummene er.
Vi bladrer, og ved første øjekast viser billederne en almindelig barndom med fødselsdage og fastelavnsfester. Men når man ser lidt nærmere på billederne, kan man godt se det.
Røde cecil, fyldte askebægre og en mor med et blåt øje.
Kasper stopper med at bladre, da han når til en side med et billede af stuen i det hus, de flyttede til. Det lå i en lille by i det nordøstlige Lolland.
I stuen var der et lysebrunt væg til væg-tæppe, en mørkebrun lædersofa og mørke møbler. Sofabordet var dækket af et sort stykke velourstof.
Egentlig kom der en del lys ind fra vinduerne og det tilstødende rum. Men Kasper husker det som mørkt.
Mørke farver, cigaretrøg og ofte flasker på bordene.
Sov på gulvet i stuen
Familien kendte ingen i området. Og det var svært for Kasper at lære nogen at kende, for han kom næsten aldrig i skole.
- Det var jo min mor, der skulle sende mig i skole, og det gjorde hun ikke, siger han.
Det var heller ikke en mulighed at få venner med hjem på besøg, for han følte, at der helst ikke måtte ses for meget.
I stedet var Kasper meget hjemme. Selvom han havde sit eget værelse, var han mest i stuen, hvor han også sov.
- Jeg sov aldrig i en seng. Jeg sov på gulvet på en madras, fordi jeg ville sove der, hvor der var mennesker, fortæller Kasper Bendixen og peger på et billede, hvor han ligger på en madras med et vattæppe som lagen og en dyne med 'Løvernes konge'-dynebetræk.
Det var normalt for Kasper at leve og bo sådan, og det gik kun op for ham, at andre ikke boede lige sådan, når han i ny og næ blev inviteret til børnefødselsdage.
Her studsede han over, at der ikke blev røget indenfor, at der var lyst og generelt bare helt anderledes.
Hjemmet på Lolland er det, som Kasper Bendixen husker bedst. Det var også her, at han boede i længst tid.
Lige knap to år.
Lejede Låsby Svendsens huse
Familien rejste mod Nordjylland. De boede blandt andet i den berømte og berygtede og nu afdøde Låsby Svendsens huse.
- Der var vanvittigt koldt og fugtigt alle steder i huset, så vi var nødt til at flytte videre, fortæller Kasper Bendixen.
Det var svært for niårige Kasper at få venner med de mange flytninger og skoleskift. For de nye bekendtskaber nåede aldrig at blive stærke nok til, at de fulgte med.
Det gjorde drukken til gengæld.
Og når der blev drukket, blev det nogle gange voldeligt. Det fremgår også af Kaspers sagsakter.
Husker voldsepisode tydeligt
Kasper Bendixen husker egentlig sin mors kæreste som en “flink nok mand”. Men kun når han var ædru.
- Når han drak, blev han væmmelig. Han kunne ikke styre sig, fortæller han.
Derfor blev Kasper god til at læse stemningen i et rum. Han kunne mærke på folk, hvordan de var, og hvordan de havde det.
Han husker tydeligt en dag, da de boede i Nordjylland. Allerede fra morgenstunden kunne han mærke, at der ville ske noget den dag.
Og det gjorde der. For da det var blevet aften, blev morens kæreste voldelig. Det gik ud over moren. Og Kasper.
- Jeg blev kastet ned i et marmorbord, fortæller Kasper Bendixen og drejer hovedet, så man kan se et område på størrelse med en tokrone i hans baghoved, hvor håret er meget lysere end det andet.
Det var der, der gik hul, fortæller han.
Men han kom ikke på skadestuen, for hvordan skulle de forklare, hvad der var sket?
Kasper fortæller, at det ikke var den eneste gang, at volden også gik ud over ham. Men han husker tydeligt den episode. Og det er der en helt særlig grund til.
Han husker nemlig, hvordan hans mor bare grinede.
- Selvom hun lige selv havde fået tæsk, så grinede hun ad mig. Hun syntes, at den måde, jeg var fløjet på gennem luften, så sjov ud, siger Kasper Bendixen og fortsætter:
- Det er uhyggeligt at tænke på, at ens mor reagerede sådan. Grænseoverskridende.
Til møde på skolen
Efter at have boet flere steder i Jylland flyttede familien til Langeland.
Kasper husker, at han blev taget ind til et møde på skolen. Hans skolelærer var der, og han husker også, at der var nogen fra kommunen.
Mødet handlede om, hvordan Kasper havde det derhjemme.
Kasper fortalte, at de voksne sloges og drak, og at det ikke “var så fedt”. Det fremgår også af hans sagsakter, at skoler og kommuner igennem årene var opmærksomme på og bekymrede for blandt andet vold i hjemmet.
Og til spørgsmålet, om hvorfor han ikke kom i skole, husker han, at han svarede:
- Det ved jeg ikke. Min mor har været for fuld eller har ikke villet køre mig.
Efter mødet tog kommunen en beslutning, der fik afgørende betydning for Kaspers fremtid.
Besøg fra kommunen
Kasper husker tydeligt en sensommerdag i 2005.
To kvinder fra kommunen kom på besøg og talte med Kaspers mor. De fortalte, at de ville tage Kasper med.
- Vi har en time til at sige farvel, husker Kasper Bendixen, at hans mor sagde og virkede ked af det.
Han forstod ikke rigtig, hvad der skulle ske. Heller ikke, da han fik en lille taske med lidt tøj i, som hans mor havde pakket.
Hun fortalte Kasper, at hun var overbevist om, at han ville komme hjem igen inden for en måned.
Men Kasper kom aldrig hjem igen.
Da Kasper satte sig ind på bagsædet af bilen, anede han ikke, hvor han skulle hen. Men han var spændt.
For de to kvinder fortalte, at de havde fundet et sted, som ville være godt for ham.
Efter en køretur med tissepauser og spisepauser nåede de frem til børnehjemmet – behandlingshjemmet Sølyst i Nyborg.
Det var blevet aften, og Kasper blev fulgt ind på sit nye værelse og fik at vide, at han skulle møde de andre børn og resten af personalet den næste morgen.
Livet som børnehjemsbarn
Kasper oplevede børnehjemmet som noget helt, helt andet end hjemme hos sin mor.
Der var mange ting ved livet på børnehjemmet, som var anderledes, men samtidig gode.
Han husker eksempelvis en fast juletradition, hvor de i december tog varmt tøj på, pakkede madpakker og varm kakao og tog ud i skoven og fældede et grantræ.
Og ved grantræet satte de sig og fik læst et H.C. Andersen-eventyr op.
Men han savnede at bo i en rigtig familie. At blive puttet, trøstet og krammet.
Kasper husker nætter, hvor han vågnede alene på sit værelse og havde haft mareridt. Han græd og kaldte på en voksen.
- Men de blev jo ikke og nussede og puttede en, siger han.
I stedet lærte Kasper at læse i en bog eller tænke på noget andet.
Han havde en veludviklet fantasi og evne til at falde i staver og drømme sig ind i en fantasiverden.
Selv mener Kasper, at fantasien var vigtig for ham, fordi det var en måde at få en pause fra virkeligheden.
For det var en virkelighed, han ikke var tilfreds med.
Overvældende, men helt rigtigt
Kasper Bendixen var fast besluttet på, at han ville nå at opleve en rigtig familie, inden han selv skulle flytte hjemmefra.
Derfor plagede han gang på gang om at komme i en plejefamilie. Og en dag skete det så.
De samme to kvinder, som havde hentet ham hos moren på Langeland, tog ham med ud for at besøge en plejefamilie.
Der var to store hvide schæfere og masser af børn – både plejeforældrenes egne, deres kærester og et par andre plejebørn.
Det var overvældende for 15-årige Kasper, men det føltes bare helt rigtigt.
- Da vi kørte derfra, var jeg ikke i tvivl. Jeg ville være der, og det skulle være så hurtigt som muligt, fortæller Kasper Bendixen.
Med nomadetilværelsen og livet på børnehjemmet var Kasper god til at tilpasse sig:
- Jeg indordner mig og falder bare ind i tapetet.
Og hurtigt følte han sig som en del af en ny familie – med forældre og søskende.
Det var noget, som han i årevis havde ønsket sig, og som uden tvivl fik stor, positiv betydning for ham.
Havde alle odds imod sig
Flere undersøgelser har vist, at anbragte børn har langt mere dystre fremtidsudsigter end deres ikkeanbragte kammerater.
Blandt andet får anbragte børn langt sjældnere en uddannelse og et job, når de bliver voksne.
Og selvom Kasper måske havde alle odds imod sig, er det lykkedes ham at færdiggøre en uddannelse, og i dag bestyrer han Thansen i Nakskov.
- Hvis jeg ikke var blevet fjernet hjemmefra som tiårig, havde jeg nok ikke været her i dag. Jeg er taknemlig for, at jeg kom væk fra min mor, og at jeg nåede at opleve en rigtig familie, siger han.
I dag er Kasper Bendixen meget bevidst om, at selvom han er nået rigtig langt, har hans opvækst haft konsekvenser for ham.
Han havde tit mareridt om død, da han var lille, og han var bange for at miste. Sådan har han det nok stadig lidt i dag.
- Hvis der er en person, jeg holder af, kan jeg blive bange for at miste ham eller hende. Jeg kan også blive sørgmodig og ked af det, hvis jeg taber i noget og på den måde mister æren, fortæller han.
Men det afholder ham bestemt ikke for at danne relationer. Og det er blandt andet også derfor, at han medvirker i ‘Kærlighed hvor kragerne vender’.
Drømmer om en kernefamilie
For Kasper Bendixen drømmer om at stifte sin egen kernefamilie. Og selvom statistikken taler et dystert sprog, frygter Kasper ikke, at han vil gå i sin mors fodspor, hvad det angår.
- Jeg kan altid gøre det bedre end min mor. Jeg vil give mine børn al den kærlighed og omsorg, som de har brug for, siger Kasper Bendixen og fortsætter:
- Jeg vil lære mine børn, at de altid kan være ærlige og gøre det, der føles rigtigt. Mine børn skal også vide, at jeg altid vil stå bag dem og trække dem op igen, hvis de ender med at træffe et forkert valg.
Han drømmer også om at blive plejefar på et tidspunkt, fordi han ved, hvor stor betydning hans plejeforældre har haft for hans eget liv. Det vil han gerne give videre.
Selvom det har været en barsk barndom, vil Kasper ikke være sine oplevelser foruden.
Har prøvet at tilgive
Han har sluttet fred med svigtet. Men han kan alligevel ikke tale med sin mor i dag – og har ikke gjort det længe.
- Jeg har prøvet at tilgive, men hver eneste gang hun åbner sin mund, så bobler det inden i mig, fortæller Kasper Bendixen.
Han er overbevist om, at han vil fælde en tåre den dag, hun dør. Men han har allerede nu taget en beslutning om ikke at deltage i begravelsen.
- Hvorfor skulle jeg det? Hun har jo ikke været der for mig, siger Kasper Bendixen og lukker det sidste fotoalbum.
Han lægger det oven på de to andre album på spisebordet i lejligheden, som han stadig er i gang med at indrette og gøre hjemlig.
Hans plejefar har hjulpet ham, så han er nået langt, og der er allerede hængt billeder på væggene.
I den tilstødende stue står fire indrammede familiefotos. Blandt andet et af Kasper og hans far og et af hans mormor og morfar.
Kaspers mor er ikke på et eneste af dem.
Du kan se Kasper Bendixen date for at finde kærligheden i 'Kærlighed hvor kragerne vender' hver tirsdag på TV 2 eller på TV 2 PLAY.
TV 2 har forelagt Kasper Bendixens mor indholdet af denne artikel. Hun ønsker ikke at medvirke.