EU vil straffe Rusland yderligere – foreslår at kul og olie rammes af sanktioner
EU-Kommissionen vil ramme russisk energi i femte sanktionspakke. Målet er at bremse Ruslands indtjening.
I en femte sanktionspakke går EU-Kommissionen nu målrettet efter at ramme russisk energi.
Det er første gang, at sanktionerne rammer Ruslands vigtigste indtjeningskilde, nemlig energieksporten.
Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, på et pressemøde tirsdag ifølge Ritzau.
Det er dog slet ikke hele den russiske energieksport, der rammes. Gas er nemlig undtaget, og det er kun en begrænset del af kulområdet, der står for skud.
- Rusland fører krig uden barmhjertighed ikke bare mod Ukraines militær, men også mod ukrainske civile. Det er vigtigt at holde et maksimalt pres på Putin og Rusland nu, siger Ursula von der Leyen ifølge Ritzau og tilføjer:
- De eksisterende sanktioner har ramt hårdt. De har begrænset Kremls politiske og økonomiske muligheder. Men i lyset af de seneste begivenheder er der brug for, at vi øger presset yderligere.
Helt konkret lægger kommissionen op til, at det forbydes at købe kul for fire milliarder euro årligt.
Olieeksporten skal også rammes af sanktioner, siger von der Leyen på pressemødet.
- Det her er historisk, men det er stadig kun et mindre skridt ind i energisanktionerne, end hvis man lavede en fuldstændig embargo, siger Lotte Mejlhede, TV 2s korrespondent.
EU-landene har formelt ikke sagt ja til pakken endnu, men det vil formentlig ske. Tirsdag var de 27 EU-landes finansministre samlet ved et møde, og de udtrykte opbakning til at gå videre med sanktionerne.
Seks søjler
Ud over energisanktioner siger formanden på pressemødet, at de eksisterende sanktioner også vil blive strammet.
Kommissionen vil indføre et forbud mod transaktioner mod fire russiske banker, heriblandt den næststørste, VTB. Ifølge von der Leyen repræsenterer de fire banker i alt 23 procent af markedet i den russiske banksektor og de bliver nu totalt afskåret.
EU-Kommissionen indfører et forbud mod, at russiske fartøjer og russiskstyrede fartøjer kan anløbe havne i EU. Der vil dog blive gjort undtagelse for skibe, der transporterer energi og fødevarevarer.
Der er også et eksportforbud på ti milliarder euro målrettet avanceret computerudstyr på tegnebrættet. Det samme er et importforbud på 5,5 milliarder, der skal afskære Ruslands indtjening på for eksempel træ, cement og alkohol.
Derudover vil kommissionen forhindre, at russiske virksomheder skal kunne byde på offentlige udbud i EU, og Rusland skal ikke kunne modtage offentlig støtte fra unionen.
De nævnte tiltag bliver alle en del – hvis de bliver vedtaget – af en sanktionspakke i seks søjler. Energisektoren er i den første søjle.
Tidligere sanktionspakker
Den seneste sanktionsrunde fra EU-Kommissionen blev offentliggjort 15. marts. Der var det den russiske militærindustri, stålindustri samt nye investeringer i russisk energi, der skulle stækkes.
Derudover indførte EU også et forbud mod at eksportere luksusvarer som dyre biler og smykker fra EU for at ramme Ruslands elite.
I forvejen har EU og andre lande såsom USA, Canada og Storbritannien indført restriktioner, der indefryser dele af den russiske centralbanks valutareserver i udlandet – og holder Rusland ude af internationale betalingssystemer.
Også eksport er vigtige komponenter og reservedele er blevet ramt af forbud. Så kan Rusland ikke opgradere olieraffinaderier, udbygge højteknologiske sektorer eller vedligeholde fly, der er købt i Vesten. Tre fjerdedele af Ruslands kommercielle fly er produceret i Vesten.