Rusland invaderer Ukraine

Zelenskijs opsigtsvækkende melding på amerikansk tv viser en "meget offensiv præsident", siger analytiker

Blandt andet NATO-medlemskab og Sovjet-fly kom på tale i "bemærkelsesværdigt" interview med Fox News.

Det krigshærgede Ukraine vil ikke acceptere et andet udfald af krigen end ”sejr”.

Det siger landets præsident, Volodymyr Zelenskij, i et interview med den konservative amerikanske nyhedskanal Fox News.

- En sejr for sandheden er lig med en sejr for Ukraine og ukrainerne. Spørgsmålet er bare, hvornår det slutter. Det er et dybt spørgsmål. Og det er et smertefuldt spørgsmål, sagde han til tv-kanalen.

Fra krigens begyndelse blev Ukraine ikke spået mange chancer, og det er derfor bemærkelsesværdigt, at krigen er nået til et punkt, hvor Volodymyr Zelenskij kan håbe på en sejr over Rusland.

Det siger Mirco Reimer-Elster, der er USA-analytiker for TV 2.

Bare giv os missiler, giv os fly. Giv mig noget at forsvare mit land med

Volodymyr Zelenskij, Ukraines præsident

En offensiv Zelenskij

Han forklarer, at hele forudsætningen ved den russiske invasion var, at man troede, at ukrainerne ville være chanceløse over for det russiske militær.

- Og der er vi åbenbart ikke indtil videre i processen, påpeger han.

Om der er en chance for, at Ukraine vinder krigen mod Rusland, tør han ikke gætte på.

- Men det var i hvert fald en meget offensiv præsident, der var på Fox News fredag, siger han.

Kan tippe balancen

I interviewet med Fox News opfordrede den ukrainske præsident også Vesten til at stramme sanktionerne mod Rusland.

Samtidig bad han USA og præsident Joe Biden om bedre og flere våben og understregede, at Ukraine ikke havde behov for flere veste og hjelme.

- Bare giv os missiler, giv os fly, hvis I ikke kan give os F-18 eller F-19, eller hvad end det er, I har, så giv os gamle Sovjet-fly. Det er det hele. Giv mig noget at forsvare mit land med, sagde Volodymyr Zelenskij.

Hvis vi bliver en del af NATO, kan vi gøre dem meget stærkere

Volodymyr Zelenskij, Ukraines præsident

Mirco Reimer-Elster forklarer, at der i den amerikanske kongres godt kunne være velvilje til at bevæbne Ukraine tungere – særligt i det republikanske parti.

- Zelenskij siger jo her til amerikanerne: ”Vi har klaret os langt bedre, end I troede. Hvis I kunne hjælpe os lidt mere, kunne vi måske faktisk tippe balancen, så det ikke udelukkende bliver et spørgsmål om, hvor meget vi skal afgive for at slutte krigen, men hvor meget kan vi presse russerne i defensiven”, forklarer Mirco Reimer-Elster.

Ikke en svag stat

Et ukrainsk NATO-medlemskab kom også på tale under Fox-interviewet. Det skete på trods af, at den ukrainske præsident tidligere har ytret, at han har opgivet håbet om, at Ukraine kunne blive optaget i NATO.

- Det er svært for os at tale om NATO, for NATO ønsker ikke at optage os. Det, synes jeg, er en fejl, for hvis vi bliver en del af NATO, kan vi gøre dem meget stærkere, sagde han og tilføjede, at Ukraine "ikke er en svag stat".

Zelenskijs åbning for muligheden for et medlemskab af NATO går direkte imod Ruslands hovedbetingelse for en fredsaftale.

Ruslands ledende forhandler Vladimir Medinsky har tidligere hævdet, at Ukraine havde aftalt med Rusland ikke at indgå medlemskab af forsvarsalliancen.

I interviewet understregede Volodymyr Zelenskij også, at Ukraine under ingen omstændigheder kommer til at afgive territorie til Rusland for at opnå en fredsaftale.

Det har ellers tidligere været på tale, blandt andet da han i et interview med russiske journalister 21. marts erkendte, at det ikke ville blive muligt at generobre alt territorium, som Rusland har overtaget.