GO'

Skal Danmark boykotte VM? Derfor har vi ikke taget stilling endnu, siger minister

Ane Halsboe-Jørgensen (S) forsøger at lægge pres på Qatar og FIFA og samtidig bakke fodboldlandsholdet op, lyder det.

Når VM i fodbold skydes i gang til november, er det stadig uvist, om det officielle Danmark kommer til at boykotte slutrunden.

Det er der nemlig ikke taget stilling til endnu, fortæller kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen i ’Go’ morgen Danmark’.

Det kan godt opfattes som om, at man venter på, at nogle andre tager en beslutning. Hvorfor er det ikke Danmark, der går forrest?

Det gør vi også, lyder svaret fra Ane Halsboe-Jørgensen.

Hvordan?

- Sidst jeg var til rådsmøde i Bruxelles, havde jeg en erklæring med, om hvilke rammer store sportsbegivenheder skal foregå under, og der var et overvældende antal af de europæiske lande, der skrev under. En ulempe ved at melde ud, at vi boykotter nu, ville være, at vi så ikke ville have den her diskussion det næste halve år.

Det skal ikke kunne lade sig gøre

Ane Halsboe-Jørgensen, kultur- og kirkeminister

Så hvis du meldte ud i dag, at du boykottede VM i Qatar, så ville muligheden for at have en dialog med Qatar være ødelagt?

- Nej, det tror jeg ikke, men jeg er ikke sikker på, at det er det mest effektive i forhold til at lægge pres på Qatar.

Er det ikke et statement at komme og sige som den første, at man ikke deltaget i VM i Qatar?

- Det kunne godt have en effekt, men jeg er ikke sikker på, at det er det, der har den største effekt.

Skulle aldrig have været i Qatar

I dag trækkes der lod om, hvem herrelandsholdet skal møde i de indledende runder til slutrunden, men spørger man Ane Halsboe-Jørgensen, skulle slutrunden aldrig været gået til Qatar.

- Det, de prøver på, er, det man så fint kalder sportswashing. Et regime, der ikke behandler mennesker ordentligt, der ikke har menneskerettigheder og så pynter sig med en stor slutrunde, det skal ikke kunne lade sig gøre, lyder det.

Opbakningen til fodboldherrerne vejer også i kultur- og kirkeministerens beslutning. Landsholdet skal nemlig ikke bøde for, at slutrunden er endt i Qatar, lyder det.

- Jeg forsøger at balancere og lægge pres på FIFA, lægge pres på Qatar, men samtidig give en varm opbakning til både DBU og vores landshold, som jeg synes, gør det fremragende.

Men vores atleter til vinter-OL, dem stod I så ikke bag?

- Dem står jeg selvfølgelig også bag.

Seks måneder er lang tid

Ane Halsboe-Jørgensen ønsker at lægge mest muligt pres på Qatar, lyder det gentagne gange.

Derfor kan hun ikke sige præcist, hvornår hun tager en beslutning om, hvor vidt hun ønsker at boykotte slutrunden eller ”at være til stede og komme med vores værdier”, som hun udtrykker det.

Seks måneder er ifølge ministeren lang tid, som hun vil bruge på at diskutere det med sine kulturministerkolleger i Europa og DBU, lyder det.

- Det er ikke sådan, at jeg bare sidder og venter på, at der går et halvt år. Vi knokler for at lægge et pres, så tingene bliver bedre, men også for at ændre processerne fremadrettet.

Se interviewet med Ane Halsboe-Jørgensen i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY