Putin har slået ring om sig selv, siger britisk forsvarsminister

Det bliver værre, lyder den dystre melding fra ministeren.

Putin er ikke, hvad han har været.

Det er udmeldingen fra den britiske forsvarsminister Ben Wallace.

- Præsident Putin er ikke den kraft, han plejede at være. Han er nu en mand i et bur, han har bygget rundt om sig selv, siger Ben Wallace til Sky News.

Ifølge Ben Wallace’ analyse af Ruslands og Putins militære situation, har han udkørt sin hær og haft signifikante tab. Udover at Putin skal leve med, hvad han har påført Ukraine af konsekvenser, ”skal han også leve med konsekvenserne af, hvad han har gjort mod sin egen hær”.

Forsvarsministeren peger på, at russerne nu fokuserer på det sydlige og østlige Ukraine. Og det kommer nu i højere grad til at gå ud over civile, gætter han.

- Vi har set det før. Det bliver altid værre. Der kommer flere civile angreb i civile områder, siger han ifølge CNN og Sky News.

Flytter rundt på tropper

Der har længe været meldinger om, at den russiske invasion ikke går helt efter planen.

Og nu tyr Rusland til nye midler – nemlig at omprioritere de tropper, der i forvejen er udstationeret.

Det britiske forsvarsministerium har skrevet på Twitter, at Rusland derfor omplacerer sine styrker i Georgien til Ukraine. Helt generelt viser efterretninger, at Rusland er i færd med at finde tropper fra andre udenlandske indsatser, som kan komme til Ukraine i stedet.

- Mellem 1200 og 2000 af disse russiske soldater er ved at blive omorganiseret til tre taktiske bataljoner, skriver ministeriet.

Ministeriet skriver desuden, at det er højst usandsynligt, at det på noget tidspunkt har været Ruslands plan at forstærke tilstedeværelsen i Ukraine på den måde.

Fredsforhandlinger fortsætter

Tidligere på ugen skrev nyhedsbureauet Reuters, at den russiske regering vil holde igen med angreb i det nordlige Ukraine og Kyiv. Det stemmer også overens med, hvad Ben Wallace siger.

Ifølge nyhedsbureauet er skiftet i fokus en slags goodwill, mens russiske soldater vil arbejde på at ”frigøre” Donbass-regionen.

Meldingerne fra Ukraine om den nye prioritering handlede dog mere om at samle sig og omgruppere efter at have haft svært ved at vinde territorie og fremskridt i områderne omkring hovedstaden.

Fredag fortsætter fredsforhandlingerne mellem de to lande.