Rusland invaderer Ukraine

Zelenskij takkede danske virksomheder i tale til Folketinget

Blandt andet Lego og Carlsberg blev nævnt i den ukrainske præsidents tale til Folketinget. Samtidig kom han med en opfordring til Danmark.

I sin tale til Folketinget tirsdag sendte Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, en særlig tak til flere danske virksomheder.

- Tak til Mærsk, Vestas, Lego og Carlsberg for at have stoppet jeres forretning i Rusland, sagde den ukrainske præsident.

Udover de fire danske virksomheder takkede Volodomyr Zelenskij også DSV, Jysk, Arla Foods og mange andre.

Samtidig havde han en opfordring til virksomhederne:

- Jeg må bede jer om ikke at stoppe, I skal fortsætte med at træffe de svære, vigtige beslutninger, sagde han.

Dropper projekter i Rusland

De omtalte virksomheder har siden Ruslands invasion af Ukraine 24. februar på den ene eller den anden måde skrottet samarbejdet med Rusland.

Vestas har sat fire vindmølleprojekter i landet i bero og har valgt at stoppe al ny kommerciel aktivitet og installationsarbejde på vindmølleparker i Rusland indtil videre.

1. marts meddelte containergiganten Mærsk et midlertidigt stop for at modtage nye transportordrer til søs og til lands til og fra Rusland. Ifølge Mærsk er selskabet "dybt bekymret" over, hvordan krisen fortsat eskalerer i Ukraine. Samtidig forventer selskabet at have afsluttet sine sidste kontrakter med Rusland ved udgangen af april.

Lego meldte 4. marts ud, at virksomheden ville stoppe alle leverancer til Rusland. Alligevel holder Legos 81 butikker i Rusland fortsat åbent. Det skyldes, at Lego ikke selv ejer butikkerne.

Mandag udsendte Carlsberg en pressemeddelelse, hvori virksomheden erklærede, at bryggerivirksomheden helt forlader Rusland. Det er ellers ikke mere end to uger siden, at Carlsberg afviste at forlade Rusland af hensyn til deres 8400 medarbejdere i landet.

Samtidig er det russiske marked en stor del af Carlsbergs forretning, og derfor ønskede Carlsberg kun at indstille salget af Carlsberg-øl, men ellers ville man fortsætte med at fremstille og sælge virksomhedens øvrige brands i landet, lød det.

Enig ambassadør

Den ukrainske ambassadør i Danmark, Mykhailo Vydoinik, opfordrede efter talen de danske virksomheder, der endnu ikke har trukket sig fra samarbejder med Rusland, til at gøre det.

- Vi opfordrer dem alle til at stoppe samarbejdet, så vi kan få stoppet krigen, sagde han.

Han fortalte, at så længe Rusland har en indtægt, så har de penge til at købe våben og fortsætte deres krigshandlinger.

- Det betyder, at vores tilgang til det her er simpel: Stop venligst med at handle med Rusland så snart som muligt, sagde han.

Samtidig gav Mykhailo Vydoinik, ligesom Volodomyr Zelenskij, udtryk for en stor taknemmelighed over for de danske virksomheder, der ikke længere samarbejder med Rusland.

Danmark kan gøre mere

Volodomyr Zelenskij takkede i sin tale Danmark og det danske folk for at forholde sig så principfast, når det kommer til krigen – selvom han mener, at Danmark og resten af Vesten kan gøre mere.

- Vi ved, hvem det er i Europa, der ikke hjælper til. Europa må stoppe med at lytte til undskyldninger, sagde han og opfordrede Vesten til at blokere al handel med Rusland og beslaglægge russiske skibe.

- Danmark skal stå i forreste række og vise solidaritet med Ukraine, og det gør Danmark også, fastslog han.