Rusland invaderer Ukraine

Kommuner må give op til 500 kroner om dagen for at huse flygtninge, men flere fravælger det

Københavnsk borgmester mener, at det sender forkert signal. Se listen over, hvad landets kommunerne giver i økonomisk kompensation sidst i artiklen.

Op til 500 kroner om dagen.

Så meget kan de danske kommuner vælge at give i kompensation for hver ukrainsk flygtning, som danskerne vælger at give husly.

Men beløbet svinger fra kommune til kommune, og nogle kommuner har valgt slet ikke at kompensere de borgere, der huser ukrainske flygtninge.

Det viser en undersøgelse, som TV 2 har foretaget.

Enkelte af landets kommuner har endnu ikke besluttet, om de vil udbetale kompensation, eller hvor højt beløbet i så fald skal være.

Og det ærgrer Paul Grytner, der i tre uger har huset en ukrainsk familie, som han selv hentede ved den ukrainske grænse.

Han bor i Vojens i Haderslev Kommune, som er en af de kommuner, der endnu ikke udbetaler kompensation.

- Jeg er kun pensionist, så det er begrænset, hvad jeg har af midler. Bare et lille beløb på et par hundrede kroner per dag for at have dem boende kunne da være rart, siger han til TV 2.

Der skal ikke være nogen, der kan anklages for bare at have en ukrainer boende, fordi de får penge fra kommunen for det

Henrik Rønnow (S), 2. viceborgmester, Haderslev Kommune

Flere kommuner fravælger at kompensere

Muligheden for at kompensere borgere, der huser ukrainske flygtninge, er en del af særloven for de ukrainske flygtninge, der skal sikre, at kommunerne kan hjælpe med indkvartering og forplejning.

I de kommuner, der har oplyst, hvor store beløb de vil udbetale, svinger beløbet fra 0 kroner i eksempelvis København til 500 kroner om dagen i Greve.

Samtidig har flere kommuner valgt at udbetale daglige beløb til de ukrainske flygtninge, der befinder sig i kommunen, frem for at kompensere de private, danske værter.

For eksempel yder Varde Kommune et tilskud på 50 kroner i døgnet til hver enkelt flygtning i kommunen, mens man i Kolding udbetaler såkaldt økonomisk akuthjælp til flygtninge. Her vurderes beløbet ud fra den enkelte flygtnings situation, og en ukrainsk mor med to børn vil typisk få 200 kroner om dagen.

Ikke mere end en kontanthjælpsmodtager

På et særmøde i Haderslev Kommune tirsdag vil netop sådan en kompensationsordning blive diskuteret.

Her ønsker borgmester Mads Skau (V) og 2. viceborgmester Henrik Rønnow (S) at give økonomisk støtte direkte til de ukrainske flygtninge, så de selv kan betale værtsfamilierne.

- Der skal ikke være nogen, der kan anklages for bare at have en ukrainer boende, fordi de får penge fra kommunen for det. Det er vi jo helt væk fra, hvis det er ukrainerne, der betaler, siger Henrik Rønnow til TV 2.

Kommunen har ikke lagt sig fast på et beløb endnu, men Hans Skau og Henrik Rønnow er enige om, at beløbet ikke skal være højere end det, en kontanthjælpsmodtager får udbetalt om måneden.

Men Paul Grytner behøver heller ikke meget mere end det.

- Så meget koster det heller ikke at have dem boende. Jeg har varme og det hele alligevel. Bare der er lidt til maden, så er jeg tilfreds, siger han.

Samtidig understreger han, at kompensationen ikke bliver afgørende for, om flygtningefamilien kan blive boende.

- De bliver ikke smidt ud herfra, det har jeg lovet dem, og det holder jeg - om jeg så selv skal betale, fastslår han.

- Det er ikke bare at udleje på Airbnb

Heller ikke i Københavns Kommune har man valgt at benytte sig af muligheden for at udbetale kompensation til familier, der huser ukrainske flygtninge.

Og det er der en god grund til, fortæller Jens-Kristian Lütken, der er beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune (V).

- Jeg synes ikke, at man skal have kompensation for at huse en ukrainsk familie. Jeg synes, at det er noget, man skal gøre, fordi man gerne vil give en hånd. Jeg synes, at det er forkert, hvis der kommer penge med ind i billedet, siger han til TV 2.

Ifølge Jens-Kristian Lütken vil det for de fleste familier ikke påvirke beslutningen om at huse flygtninge at få ekstra kompensation.

I stedet er der brug for at udvikle en anderledes model, mener han. Her bør borgere, der gerne vil lægge hus til, screenes. Samtidig bør der sørges for, at det er de rigtige flygtninge, der kommer ud i private hjem.

- Det her er en speciel opgave. Man har med traumatiserede mennesker at gøre. Det er ikke bare at udleje på Airbnb, siger han.

Aktstykket i særloven, der tillader kommunerne at hjælpe med kost og logi mod kompensation, løber foreløbigt frem til 4. april.

Se herunder, hvilke beløb udvalgte kommuner betaler per døgn per flygtning

  • Albertslund: Ingen kompensation til private værter
  • Allerød: 101 kroner per voksen, 40 kroner per barn
  • Assens: Ingen kompensation til private værter, men 100 kroner til voksne flygtninge og et mindre beløb til børn
  • Billund: 200 kroner
  • Brøndby: 100 kroner
  • Brønderslev: Ingen kompensation til private værter
  • Dragør: Ingen kompensation til private værter
  • Esbjerg: 200 kroner
  • Faaborg-Midtfyn: Ingen kompensation til private værter, men ukendt beløb til flygtninge
  • Favrskov: 56 kroner per voksen og 28 kroner per barn - samt 80 kroner i logi til en familie
  • Faxe: Ingen kompensation til private værter, men 60 kroner til flygtninge
  • Fredensborg: 80 kroner per voksen, 64,3 kroner per barn
  • Fredericia: 100 kroner
  • Frederiksberg: Ingen kompensation til private værter
  • Frederikssund: Ingen kompensation til private værter
  • Furesø: Sagerne behandles individuelt, men niveauet ligger typisk på 325 kroner
  • Gentofte: 95 kroner
  • Gladsaxe: Ingen kompensation til private værter
  • Glostrup: Ingen kompensation til private værter, men 50 kroner til voksne flygtninge og 15 kroner til børn
  • Greve: 500 kroner
  • Gribskov: Ingen kompensation til private værter, men ukendt beløb til flygtninge
  • Guldborgsund: Ingen kompensation til private værter
  • Haderslev: Ingen kompensation til private værter, men 100 kroner til flygtninge
  • Halsnæs: Ingen kompensation til private værter
  • Hedensted: 80 kroner per voksen, 65 kroner per barn
  • Helsingør: Op til 200 kroner
  • Herning: Ingen kompensation til private værter, men 50 kroner til flygtninge
  • Holstebro: Ingen kompensation til private værter
  • Hvidovre: 50 kroner til private værter - samt 60 kroner til voksne flygtninge og 40 kroner til børn
  • Ikast-Brande: Ingen kompensation til private værter
  • Jammerbugt: 35 kroner
  • Kalundborg: Ingen kompensation til private værter, men ukendt beløb til flygtninge
  • Kerteminde: Ingen kompensation til private værter, men gavekort på 200 kroner til flygtninge efter behov
  • Kolding: Ingen kompensation til private værter, men hjælp til flygtninge efter individuel vurdering
  • København: Ingen kompensation til private værter
  • Langeland: Ingen kompensation til private værter
  • Lejre: 96 kroner
  • Lemvig: 50 kroner
  • Lyngby-Taarbæk: 100 kroner per voksen, 50 kroner per barn
  • Mariagerfjord: Kompensation efter individuel vurdering
  • Morsø: Ingen kompensation til private værter
  • Nordfyns: Ingen kompensation til private værter, men ukendt beløb til flygtninge
  • Næstved: Ingen kompensation til private værter
  • Odder: 50 kroner
  • Odense: 100 kroner
  • Randers: 100 kroner per voksen, 50 kroner per barn
  • Ringkøbing-Skjern: 50 kroner
  • Roskilde: 100 kroner
  • Rødovre: Ingen kompensation til private værter
  • Silkeborg: Kompensation, men ukendt hvor meget
  • Skanderborg: 100 kroner per voksen, 50 kroner per barn
  • Slagelse: 30 kroner per voksen, 20 kroner per barn
  • Solrød: 60 kroner per voksen, 30 kroner per barn
  • Sorø: 96 kroner
  • Stevns: Ingen kompensation til private værter
  • Svendborg: Ja, men akuthjælp efter individuel vurdering
  • Sønderborg: 250 kroner per voksen, 150 kroner per barn
  • Thisted: Ingen kompensation til private værter
  • Tønder: Ingen kompensation til private værter
  • Varde: Ingen kompensation til private værter, men 50 kroner per flygtning
  • Vejen: Ingen kompensation til private værter, men 60 kroner til voksne flygtninge og 40 kroner til børn
  • Vejle: 80 kroner per voksen, 65 kroner per barn
  • Viborg: Ingen kompensation til private værter
  • Vordingborg: Ingen kompensation til private værter
  • Ærø: Ingen kompensation til private værter
  • Aabenraa: Ingen kompensation til private værter
  • Aalborg: 200 kroner per voksen, 100 kroner per barn
  • Aarhus: Ingen kompensation til private værter, men 100 kroner til voksne flygtninge og 50 kroner til børn

Oplysningerne er opgjort 30. marts klokken 23.30.