Rusland invaderer Ukraine

Zelenskijs håndsrækning til Rusland er udtryk for, at begge lande er presset til det yderste

Zelenskijs villighed til at forhandle neutralitet er ikke kun et tegn på svaghed fra Ukraines side.

Ukraine er nu ikke længere afvisende over for at diskutere muligheden for at blive en neutralstat. Det oplyser Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, søndag i et interview med russiske journalister.

Han ønsker, at neutraliteten skal garanteres af en tredjepart, og at der skal være en folkeafstemning om den. Samtidig erkender han, at det ikke bliver muligt at generobre alt territorium, som Rusland har overtaget.

Men hvad skyldes det, at præsidenten for et land, der i sin forfatning har indskrevet et ønske om EU- og NATO-medlemskab, nu er villig til at opgive håbet om disse?

Der er jo en grund til, at han siger, som han gør. Vi ser på et land, der bløder

Kristian Lindhart, militærforsker ved Institut for Strategi og Krigsstudier hos Forsvarsakademiet

Ikke længere tale om overgivelse

Der er ikke nogen tvivl om, at håndsrækningen kommer fra en mand under pres, siger Kristian Lindhart, der er militærforsker ved Institut for Strategi og Krigsstudier hos Forsvarsakademiet.

- Der er jo en grund til, at han siger, som han gør. Vi ser et land, der bløder. Hans borgere dør i et meget, meget stort antal. I forskellige byer er der børn, kvinder, gamle, der sulter, og det kan være svært at holde til som statsleder, fortæller han til TV 2.

Samtidig kan den ukrainske præsidents udmelding også skyldes, at landets forsvar er ved at have nået et udmattelsespunkt.

- Det kan være, at hans militære enheder begynder at være slidte, og at han ikke er i stand til at indsætte flere nye enheder, hvilket man må formode, russerne er, siger Kristian Lindhart.

Men det er ikke kun ukrainerne, der i øjeblikket er under pres.

Udmeldingen fra Volodymyr Zelenskij kan ifølge Lars Bangert Struwe, generalsekretær i Atlantsammenslutningen, også skyldes, at Rusland har mødt langt hårdere modstand fra Ukraine, end de havde regnet med.

Derfor er der ikke længere tale om, at Ukraine skal overgive sig og aflevere alle deres våben. Nu er det i stedet en reel mulighed at finde et kompromis i form af en neutralisering af landet.

- Udfordringen bliver så bare, hvordan man kan få en garanti, for Rusland har allerede i 90'erne garanteret Ukraines neutralitet. Så man er nok lidt skeptisk over for det internt i Ukraine, siger han.

En kamp om nedslidning og forsyninger

I øjeblikket er der ikke store fremskridt at spotte fra hverken Rusland eller Ukraines side, hvilket tyder på, at krigen har nået et nyt stadie.

- Kampen er gået ind i en nedslidningsfase, hvor vi ser, at russerne ikke rigtigt er i stand til at gøre noget – i hvert fald ikke alle de steder, de gerne vil gøre det. Specielt omkring Kyiv er de gået fuldstændigt i stå, fortæller Kristian Lindhart.

Det er et kæmpe problem for russerne, der ser sig selv som stormagt, at de lige nu bliver ydmyget af Ukraine

Lars Bangert Struwe, generalsekretær, Atlantsammenslutningen

Han forklarer, at det eneste sted, hvor russerne i øjeblikket har nogen form for fremgang, er i det sydøstlige Ukraine omkring Donetsk og Luhansk.

Lars Bangert Struwe mener også, at krigen lige nu foregår andre steder end på selve slagmarken.

- Der er en konkurrence i gang om, hvem der kan få flest forsyninger ind. Spørgsmålet er, om ukrainerne kan få forsyninger ind i sådan en karakter, at de er i stand til at lave hårde modangreb mod russerne, måske endda omringe russiske styrker og nedkæmpe dem, så russerne virkelig bliver ydmyget på slagmarken, siger han.

På samme vis står Rusland ifølge Lars Bangert Struwe over for den opgave at få flere styrker til Ukraine eller at finde ud af, hvordan de kan få mere kampkraft ud af de styrker, de allerede har i landet.

Usikkerhed om fredsaftale

I denne uge mødes repræsentanter fra Rusland og Ukraine til fredsforhandlinger i Istanbul i Tyrkiet, hvor den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, skal mægle mellem de to lande.

Og det er usikkert, om Rusland til de kommende fredforhandlinger vil tage imod Volodymyr Zelenskijs udstrakte hånd, mener Lars Bangert Struwe.

- Det kommer an på, hvordan det kører på slagmarken, og hvordan forhandlerne går til det. Lige nu er det et kæmpe problem for russerne, der ser sig selv som stormagt, at de bliver ydmyget af Ukraine. Så hvordan pokker kan de få lavet en fredsaftale med ukrainerne, så det ikke bliver alt for pinligt for Rusland, spørger han.

Repræsentanter fra de to lande har allerede mødtes flere gange til forhandlinger, men der er endnu ikke faldet nogen aftaler på plads.