Rusland invaderer Ukraine

Angreb var direkte hilsen til Biden, siger borgmester - og han kan have ret, mener dansk ekspert

Ifølge militæranalytiker er det helt bevidst, at russerne vælger at angribe tæt på den polske grænse, hvor USA's præsident, Joe Biden, lørdag talte.

Lørdagens angreb i Lviv i det vestlige Ukraine var ikke tilfældigt, men et direkte budskab til Joe Biden.

Det er meldingen fra byens borgmester, Andriy Sadovy, efter at et brændstofdepot nær Lviv blev ramt af russiske missiler.

- Med dagens angreb har den aggressive part til hensigt at sende en hilsen til præsident Biden, som i øjeblikket er i Polen, siger Sadovy.

Hele verden er nødt til at forstå, at truslen er meget, meget seriøs

Andriy Sadovy, borgmester i Lviv

Byen ligger nemlig tæt på den polske grænse, hvor den amerikanske præsident, Joe Biden, et par timer efter angrebet leverede en opsigtsvækkende tale.

Her var præsidenten skarp i retorikken og henvendte sig i slutningen direkte til russerne med opfordring om at vælte præsident Putin.

- For guds skyld, denne mand kan ikke blive ved magten, lød det.

Den udmelding blev dog senere præciseret af Det Hvide Hus.

Et signal til Biden

Og borgmesteren i Lviv kan måske have ret i, at det langtfra er tilfældigt, at angrebet sker, samtidig med at den amerikanske præsident aflægger besøg i Polen.

Det vurderer Anders Puck Nielsen, der er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet.

- Russerne har kun en begrænset mængde missiler, så de er nødt til at udvælge målene med omhu, siger han.

Han vurderer, at russerne går efter mål, der både har en praktisk betydning i form af, hvad der er militært muligt for russerne, men også mål, der har en stor signalværdi.

- De vil gerne ramme nogle mål, der bliver lagt mærke til, så at Biden besøger Polen, og at angrebet var i centrum af Lviv, er nok ikke tilfældigt.

Ifølge Anders Puck Nielsen, er russerne i "dødvande" militært. At russerne i øjeblikket udfører mindre angreb i det vestlige Ukraine, kan derfor hænge sammen med, at russerne ikke har særlig mange missiler, der kan ramme med lang afstand.

- De er ved at være et sted, hvor de ikke har særlig mange tilbage af dem. De har brugt mange af dem i krigens første måned, og det kommer til at tage mange år for dem at få genopbygget de lagre.

Angrebet i den vestlige ukrainske by kommer, kun to dage efter at det russiske forsvarsministerium meldte ud, at fokus for deres militære operation var "at befri" den østlige Donbass-region.

- Verden skal tage truslen seriøst

Indbyggertallet i Lviv ligger normalt på 700.000, men tallet er steget gevaldigt på grund af de mange flygtninge fra andre dele af Ukraine.

Ifølge Andriy Sadovy, er angrebet i byen noget, der bør tages meget alvorligt.

- Lviv ligger kun 70 kilometer fra den polske grænse, og hele verden er nødt til at forstå, at truslen er meget, meget seriøs, siger han.

​Ifølge myndighederne i Lviv, blev missilerne affyret fra Krim-halvøen, som russerne annekterede i 2014.

Første angreb for to uger siden

Guvernøren i regionen, Igor Zinkevych, siger, at fem personer er såret, efter at de to missiler har ramt tæt på byen.

For knap 14 dage siden bombede Rusland for første gang tæt på Lviv og dermed tæt på grænsen til EU.

Der ramte russiske luftangreb militærbasen Ukraines Internationale Center for Fredsbevarelse og Sikkerhed i Javoriv 25 kilometer fra Polen.

Den amerikanske præsidents tale er senere blevet fremhævet af TV 2s USA-analytiker for blot at eskalere situationen yderligere.

Lørdag aften reagerede Kreml på talen i en udtalelse fra talspersonen Dmitry Peskov.

- Det er ikke op til Biden at beslutte. Præsidenten i Rusland er valgt af russere, lød det fra talsmanden.