Rusland invaderer Ukraine

Fem såret efter kraftige eksplosioner ved Lviv

TV 2s korrespondent befandt sig for nogle dage siden i byen, hvor alt ifølge ham åndede fred og ro.

Lørdag er der blevet hørt flere eksplosioner nær byen Lviv, som ligger i det vestlige ukraine tæt på den polske grænse.

Det skriver en repræsentant fra byrådet, Igor Zinkevych, på Facebook.

- Der har været tre kraftige eksplosioner tæt på Lviv. Alle skal forholde sig i ro og blive inden døre, står der i opslaget.

Ifølge guvernøren i regionen er fem personer såret, efter to missiler har ramt tæt på byen.

Meldinger om, at olieraffinaderi er ramt

TV 2s korrespondent Claus Borg Reinholdt har opholdt sig i Lviv de seneste dage, men befinder sig nu i byen Odessa.

Det, jeg var vidne til, da jeg tog derfra, var en by, som sprudlede af liv

TV 2s korrespondent Claus Borg Reinholdt

Han har lørdag eftermiddag dansk tid talt i telefon med en kilde, som befinder sig i Lviv, og som har set og hørt eksplosionerne.

- Min kilde fortæller, at han mener, det er et olieraffinaderi, der er blevet ramt af et eller flere krydsermissiler fra den russiske hær, siger Claus Borg Reinholdt.

- Han fortæller også, at han kunne høre kæmpe brag, og derefter kunne man se en meget stor røgsky stige op.

Også CNN-journalist Don Lemon, som er til stede i Lviv, siger, at der er tale om et sted, hvor man opbevarer brændstof.

Hvorvidt det er rigtigt, er ikke blevet bekræftet fra officielle kilder.

En by, som sprudlede af liv

Claus Borg Reinholdt beskriver Lviv som en by, hvor alt åndede fred, da han for nogle dage siden forlod den.

Indbyggertallet i byen ligger normalt på 700.000, men tallet er steget gevaldigt på grund af de mange flygtninge fra andre dele af Ukraine.

- Der er også rigtig mange, som er taget til Lviv fra Odessa, fordi man havde en forventning om, at der var fred og ro. Der må man sige, at billedet nok har ændret sig en del, siger Claus Borg Reinholdt.

- Det, jeg var vidne til, da jeg tog derfra, var en by, som sprudlede af liv, og hvor der var masser af folk i gaderne.

Korrespondenten fortæller, at man kunne se, at de ukrainske styrker nord for Kyiv ikke længere blot forsvarede byen - de begyndte også at skubbe de russiske soldater væk fra deres stillinger.

- Og det var som om, at det også forplantede sig til Lviv, hvor livet på en eller anden måde begyndte at komme tilbage til normalen.

Militærstrategiske mål er blevet ramt

Hvis det er et sted, hvor man opbevarer brændstof, som er blevet ramt ved Lviv, giver det ifølge Claus Borg Reinholdt mening for de russiske styrker, fordi det kan knække de ukrainske forsyningskæder og ramme eventuelle forsyninger til den ukrainske hær.

Desuden har der tidligere været angreb omkring Lviv, hvor lufthavnen og en militærbase er blevet ramt.

- Vi skal huske på, at de episoder, vi har set i eksempelvis Kharkiv og Mariupol, hvor civile er blevet ramt, ikke er det, som indtil videre er tilfældet i Lviv.

- De angreb, vi har set i regionen, har været på militærlufthavne og også en militærbase og så nu her det seneste angreb, som ifølge min kilde også skulle være noget, der kunne minde om et militærstrategisk mål, siger TV 2s korrespondent.

Angreb tæt på EU sender klart signal

For knap 14 dage siden bombede Rusland for første gang tæt på Lviv og dermed tæt på grænsen til EU (byen ligger tæt på den polske grænse, red.).

Der ramte russiske luftangreb militærbasen Ukraines Internationale Center for Fredsbevarelse og Sikkerhed i Javoriv 25 kilometer fra Polen.

Major Kristian Lindhardt, der er forsker ved Forsvarsakademiet, mente, at russerne ved at bombe tæt på EU sender et klart signal:

- Rusland sender et signal til Vesten om, at "I skal passe på med at sende for meget militærhjælp til Ukraine". De har også været ude og sige til USA, at de skal stoppe det, og nu viser de så, at de mener det, lød det fra ham.