Rusland invaderer Ukraine

Mette Frederiksen holder pressemøde om situationen i Ukraine

Hvad sker der? Statsminister Mette Frederiksen (S) gav en status på situationen i Ukraine.

Pressemødet er slut

Efter et par korte spørgsmål fra pressen er pressemødet nu slut.

Afviser ikke at udvise russiske diplomater

Tidligere på onsdagen udviste Polen 45 russiske diplomater, som var anklaget for spionage. Mette Frederiksen ser på, hvilke muligheder Danmark kan bruge mod Rusland, og hun siger, at dette er én af mulighederne.

- Jeg afviser ikke, at vi også kan bruge den slags diplomatiske værktøjer, siger Mette Frederiksen.

Hun vil hele tiden holde fokus på at "gøre tingene samtidigt". Med det mener hun en mere koordineret europæisk indsats mod Rusland.

Anbefaler stadig ikke NATO-støvler på jorden

Mette Frederiksen siger, at hun fortsat går ind for at støtte Ukraine med militært isenkram, ligesom vi har gjort hidtil. Hun kan dog ikke uddybe, om der er mere udstyr undervejs til Ukraine, end der allerede er offentliggjort.

Hun tilføjer, at der er en omfattende militær indsats i gang, men hun siger, at hun stadig - ligesom resten af NATO - ikke anbefaler, at man militært går ind i Ukraine.

Statsministeren har ikke nogen aktuelle planer om at besøge Ukraine.

- Og hvis jeg havde, ville jeg heller ikke have offentlighed omkring det, tilføjer hun.

Russiske skibe kan begrænses, og flere sanktioner kan komme på tale

Udover Baltikum skal NATO stå stærkt i Moldova, så det kan forhindres, at russerne også angriber dette land, siger Mette Frederiksen.

Hun fortsætter videre, at man ser på, hvordan man kan udvide og skærpe sanktionerne mod Rusland. Ifølge hende kunne det blandt andet handle om at indføre restriktioner på russiske skibes anløb af havne.

Senere i dag er der EU-topmøde i Bruxelles, og her skal Europa i fællesskab se på, hvordan man kan hjælpe Ukraine og begrænse Rusland. Derudover er der i denne uge NATO-topmøde, hvor også den amerikanske præsident, Joe Biden, vil deltage, foruden et G7-møde. Ukraine og Rusland ventes at fylde meget på alle møderne.

NATO skal være stærkt til stede i Baltikum

Statsministeren har netop drøftet situationen i Ukraine med alle Folketingets partier, og hun er glad for den generelle enighed.

- Og jeg er glad for, at vi trods forskelligeheder ser med største alvor på Ruslands  destruktive og brutale opførsel, siger Mette Frederiksen.

NATO-samarbejdet skal ifølge hende bruges til at illustrere sammenhold over for Vladimir Putin. Særlig vigtigt er det ifølge Frederiksen, at NATO er stærkt til stede i Baltikum.

Ifølge hende er det eneste lyspunkt i situationen hele det internationale sammenhold, som krigen har blotlagt.

Om lidt holder Mette Frederiksen pressemøde

På det såkaldte doorstep-pressemøde giver statsministeren en status på situationen i Ukraine set med danske briller. Pressemødet bliver afholdt ude foran Statsministeriet.