Barbara Bertelsen og andre topchefer genindkaldt af Minkkommission

Minkkommissionen vil foretage genafhøringer. Departementschef i Statsministeriet skal vidne for anden gang.

Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, skal 1. april genafhøres af Minkkommissionen, som undersøger forløbet omkring den politiske beslutning om at aflive alle mink.

Det oplyser Minkkommissionen på sin hjemmeside. Kommissionen har også indkaldt andre topembedsmænd til genafhøringer.

Departementschef i Justitsministeriet, Johan Legarth, og afdelingschef i Fødevareministeriet, Tejs Binderup, er også blandt dem, som Minkkommissionen igen har indkaldt som vidner.

Det var på et pressemøde 4. november 2020, at statsminister Mette Frederiksen (S) meldte beslutningen om at aflive mink ud.

Efterfølgende viste det sig, at regeringen ikke havde lovhjemmel til at kræve alle aflivet.

Har begået fejl

Det betragtes som en af regeringens største problemsager, og en lang række ministre og embedsfolk vidnede i løbet af efteråret i kommissionens lokaler i Retten på Frederiksberg.

Da Barbara Bertelsen blev afhørt i Minkkommissionen tilbage i november sidste år, sagde hun tydeligt, at hun mener, at ansvaret for den manglende lovhjemmel lå hos det daværende Miljø- og Fødevareministerium.

Det samme har Mette Frederiksen fastholdt.

Anders Eldrup, som er en af Danmarks mest erfarne - nu tidligere - embedsmænd sagde dog for nylig i et interview med Politiken, at Barbara Bertelsen har begået fejl i minksagen.

- Det er i sidste ende departementschefens opgave at spørge og dermed sikre, at der er hjemmel til at foretage de ting, som regeringen ønsker, sagde Anders Eldrup til avisen.

- Normalt ville ansvaret ligge hos departementschefen i det pågældende ressortministerium, men sagen blev håndteret i Statsministeriet, og derfor blev det mere uklart, hvor ansvaret lå, sagde han.

Slettede sms'er

Mens afhøringerne i Minkkommissionen var i gang i efteråret, kørte der sideløbende en sag om slettede sms'er.

Det var, efter at det kom frem, at blandt andre Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen havde sat en automatisk slettefunktion til på deres telefoner.

Det betyder, at flere sms-korrespondancer fra dagene omkring beslutningen om aflivning, er væk. Minkkommissionen ville ellers gerne have haft lejlighed til at læse dem, og politiet forsøgte at genskabe sms'erne - dog uden held.

Hanne Larsen, veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen, samt Paolo Drostby og Henrik Studsgaard, der er henholdsvis kontorchef og departementschef i det daværende Miljø- og Fødevareministerium, skal også vidne igen.