Fire børn i Danmark har efterladt deres fædre i Ukraine: - Når han ikke tager telefonen, bliver jeg meget bekymret

Én enkelt rygsæk er alt, hvad børnene har tilbage fra deres liv i Ukraine.

I det krigsramte land har de ikke bare efterladt deres ejendele, hjem og hverdag, men også deres fædre.

Fordi den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskij, har forbudt alle mænd mellem 18 og 60 år at forlade Ukraine, udgør mænd et fåtal af de tre millioner flygtninge fra landet.

I et hus i Bjerringbro tæt på Viborg har fire ukrainske børn og deres mødre boet siden 10. marts. Deres fædre har de efterladt i Ukraine. Og ingen af dem nåede at sige farvel.

Men selvom der er over 2000 kilometer og en krig mellem dem, er børnene dagligt i kontakt med deres fædre.

TV 2 har besøgt huset i Bjerringbro en almindelig mandag eftermiddag og fulgt de fire børn, mens de ringer til deres fædre. For hvordan er det at efterlade sin far i en krigszone?

En af børnene i huset er tiårige Aryna. Hendes far befinder sig i øjeblikket i en af de besatte byer nær Melitopol. Her udfører han forskellige frivillige opgaver som at bevogte den lokale skole og levere brød til byens ældre beboere.

- Jeg savner alt ved ham. Jeg er så bange for, at der sker ham noget. Men jeg tror på, at det bliver godt igen, siger Aryna.

Med bamsen Cat knuget i hænderne sidder hun i sengen og venter på, at hendes far tager telefonen. Bamsen fik hun af sin far, da hun var lille. I dag er den hendes eneste fysiske minde om ham, og den er derfor limet til Arynas hænder.

Da hun hører sin fars stemme gennem den telefon, er der både lettelse og glæde at finde på Arynas ansigt.

De første par minutter er der intet ved samtalen, der peger på, at Arynas far er fanget midt i en krigszone. Faren spørger, hvad Aryna laver, og hun er hurtig til at spørge ind til både familiens hund og kat, som stadig befinder sig i Ukraine.

Det er først, da faren skal sige, hvordan han har det, at samtalen ændrer karakter.

- Jeg er lidt bange, indrømmer han.

Glæden i Arynas stemme visner en smule, da hun svarer, at hun savner ham.

- Jeg savner også dig og mor, min skat. Det skal nok gå alt sammen, så vi snart kan ses igen, svarer faren.

Med røde øjne og bamsen knuget tæt ind til kroppen nikker Aryna og minder ham om, at de havde planlagt en tur til Egypten, inden krigen brød ud.

- Vi kan tage hvorhen, vi vil. Når vi har vundet her, og alt er klar, så tager vi af sted, lover faren.

Et grin tvinger sig frem på Arynas ansigt, mens de snakker om alle de steder, de gerne vil besøge. Faren vil gerne til Portugal, så det vil hun også.

- Jeg elsker dig skat, siger faren, da de skal til at afslutte opkaldet.

- Jeg elsker også dig, svarer Aryna hurtigt tilbage.

- Meget højt, fortsætter faren.

- Jeg elsker også dig meget højt, gentager Aryna.

- Du skal ikke være ked af det. Giv lige mor telefonen, siger faren.

Med våde øjne og et sidste jeg elsker dig fra begge parter, afslutter Aryna opkaldet med sin far.

Se et udsnit af opkaldet mellem Aryna og hendes far her:

Otteårige Valerija er det yngste barn i huset. For to uger siden handlede hendes liv om skole og venner. I dag er hendes tanker fyldt med missiler, bomber og krig.

Hendes far befinder sig i øjeblikket i Zaporizhzhia, hvor han udfører forskellige frivillige opgaver.

- Jeg er bekymret for, at et missil eksploderer tæt på ham, for så kan der være en stor eksplosion, og så overlever folk aldrig. Jeg ønsker med al min styrke, at jeg kunne løbe til ham og kramme ham, siger Valerija.

Først da hun har sat sig godt til rette i sin mors arme i den store seng, er hun klar til at ringe til sin far.

Ansigtet er tomt for følelser, mens hun venter på at høre sin fars stemme. Da faren endelig viser sig på den lille skærm, breder der sig hurtigt et smil på Valerijas ansigt.

Den otteårige pige ved udmærket, hvad hun vil spørge om: Har der været nogle sirener i byen? Hun gentager spørgsmålet flere gange, indtil hendes far endelig giver hende et acceptabelt svar.

Et missil er lige blevet skudt ned i området, og sirenerne har larmet hele natten, fortæller han.

Nervøsiteten viser sig hurtigt på Valerijas ansigt, og da hun svarer sin far, afslører stemmen hendes unge alder.

– Jeg savner dig så meget! Jeg er bange på dine vegne, siger hun.

Faren skifter hurtigt emne og spørger, hvad Valerija bruger sin tid på.

Stemmen bliver en smule mere lys og munter, da hun svarer, at hun maler. Han formår dog ikke at distrahere sin datter i lang tid, inden hun vender tilbage til sin tidligere pointe.

- Jeg er bekymret for dig, siger Valerija.

- Det skal du ikke være. Vi er stærke. Vi er fra Ukraine, ikke? svarer faren, hvortil Valerija giver et stolt ”ja”.

Stemningen bliver derefter en smule mere følelsesladet, når både far og datter erklærer, at de elsker og savner hinanden.

Faren er dog hurtig til at forsikre Valerija om, at de forhåbentlig snart vil se hinanden igen. Og selvom det får Valerija til at smile, er det ikke nok for den otteårige pige.

- Jeg vil gerne se dig hurtigst muligt, siger hun.

- Far kan ikke gå nogle steder lige nu, undskylder faren.

Skuffelsen er ikke til at skjule i Valerijas ansigt, da hun med stille stemme anerkender hendes fars ord.

- Du skal ikke være ked af det og græde. Jeg er glad for, at du kom afsted og er et roligt sted uden bomber, beroliger faren.

Med et sidste jeg elsker dig fortæller faren, at han er nødt til at lægge på.

- En million kys. Milliarder, milliarder af kys. Elsker dig, siger faren og efterlader Valerija med et stort smil og våde øjne, inden hun gemmer sig i sin mors arme.

Se et udsnit af opkaldet mellem Valerija og hendes far her:

Alina på 16 år er det ældste barn i huset. Hendes far arbejder på en nødhjælpsstation.

Med sin hund, Simone, på skødet ringer hun til sin far. Sekunderne tikker afsted, men telefonen fortsætter med at ringe. Alinas ansigt er neutralt, mens hun venter. En lille smule bekymring skinner dog igennem, da hun lukker øjnene i et lydløst suk.

Til sidst giver Alina op. Det er anden gang den dag, at hun forsøger at ringe til sin far uden held.

- Jeg håber, at han er okay. Og at han svarer snart, siger Alina.

Hun tager en dyb indånding og kigger væk. Øjnene er en smule røde.

- Når han ikke tager telefonen, bliver jeg meget bekymret. Det får mig til at gyse, men så beroliger min mor mig og siger, at alt nok skal gå. Og jeg ønsker at tro på det, siger Alina.

Hendes mor fortæller hende, at hendes far formentlig bare har travlt og derfor ikke kan tage telefonen, men at han vil ringe senere.

Hendes far befinder sig sammen med sine forældre midt i krigszonen. Den russiske hær har endnu ikke indtaget byen endnu, så der er aktive kampe mellem den russiske og ukrainske hær.

- Jeg føler, at jeg har forrådt dem. At jeg løb og efterlod dem alene. Jeg har lyst til at tage tilbage, kramme dem og sige: ”Jeg er her nu, og alt skal nok gå”, siger Alina.

Hun fortæller, at hun ikke nåede at sige fysisk farvel til sin far, inden hun forlod Ukraine. Da Alina og hendes mor skulle med toget, var hendes far på arbejde. Han nåede at ankomme til perronen, inden toget kørte, men det gjorde ingen forskel.

- Vi kunne ikke engang kigge ud af vinduet og vinke til ham. Der var for mange mennesker, siger Alina.

Stemmen er grødet, og hun kigger hurtigt væk med røde øjnene, mens hun tager et par dybe indåndinger.

Alina har ingen billeder af sin far, men én ting har hun taget med til Danmark, der kan minde hende om ham. T-shirten, som hun har på, plejede at tilhøre hendes far.

– Hans t-shirts er en del af mit liv. De er så komfortable, og det føles som om, han altid er tæt på, siger Alina.

13-årige Veronika er det sidste barn i huset. Hun ved ikke præcis, hvad hendes far laver i Ukraine lige nu, men han er ikke en del af hæren. Det stopper hende dog ikke fra konstant at tænke på ham.

- Jeg græder hele tiden. Vi ved ikke, hvad der kan ske med ham. Jeg prøver at ringe til ham hver dag, og når han ikke svarer, prøver jeg at falde til ro og tænke "han svarer snart, og alt vil være godt”. Men jeg er så bekymret, siger Veronika.

Med den gamle grå hættetrøje på, der plejede at tilhøre hendes far, venter hun på at høre hans stemme gennem telefonen.

Selvom smilet ikke er stort, da han tager telefonen, er der tegn af lettelse i hendes ansigt, og noget af spændingen forsvinder fra kroppen.

- Hej, mit lys, min dejlige pige. Hej til den bedste, siger faren som hilsen, hvilket får et lille smil frem på Veronikas ansigt.

Faren fortæller, at han ikke kan snakke længe, da han skal aflevere noget ved et checkpoint. Han spilder dog ikke tiden og skynder sig at spørge ind til Veronikas dag.

Hun skifter dog hurtigt spor og spørger ind til familiens hund, som stadig befinder sig i Ukraine. Faren finder hunden, og med oprigtig glæde siger Veronika hej til sin elskede hund, som ifølge hendes far savner hende.

- Jeg håber, at vi snart ses igen, siger Veronika.

Se et udsnit af opkaldet mellem Veronika og hendes far her:

TV 2 har efterfølgende spurgt til Alinas fars situation, og moren forsikrer, at han er ok.