Rusland invaderer Ukraine

Før vedtaget særlov: 3000 har søgt ophold efter kommende regler

Tusindvis af ukrainere har allerede søgt om ophold efter regler i særlov, som er vedtaget onsdag aften.

Før en særlov er endeligt vedtaget, havde cirka 3000 ukrainere frem til onsdag omkring klokken 12 bestilt tid hos Udlændingestyrelsens Borgerservice til at indgive ansøgning om opholdstilladelse efter særlovens regler.

Det oplyser Udlændingestyrelsen.

Særloven er onsdag aften lidt efter klokken 18 blevet vedtaget. Det sker efter en hastebehandling i Folketinget.

Loven skal sikre, at ukrainere hurtigt kan få et sted at bo, komme ud på arbejdsmarkedet, og at deres børn kan komme i daginstitution og skole.

Men det har altså på forhånd været muligt at booke tid til at søge om opholdstilladelse efter særloven. Det sker via Udlændingestyrelsens portal nyidanmark.dk.

For at søge skal man bestille tid til et møde i Udlændingestyrelsens Borgerservice. Her indgiver man sin udfyldte ansøgning sammen med sine identitetspapirer og øvrige relevante dokumenter.

Man får samtidig taget biometri (ansigtsfoto og fingeraftryk).

Efterfølgende får man at vide, om ansøgningen bliver godkendt.

Fordoblet antal ansøgere

Antallet af ukrainere, der har søgt ophold efter særloven, er næsten det dobbelte af antallet, der siden krigens begyndelse har søgt asyl.

Data fra Udlændingestyrelsen viser, at der fra 24. februar til og med 15. marts er 1733 ukrainere, der har søgt asyl i Danmark.

Regeringen regner med at tage imod op mod 20.000 ukrainske flygtninge, men der er usikkerhed om tallet.

Ukraine og Danmark har en aftale om visumfrihed, hvis ukrainerne kommer til Danmark med et biometrisk pas. Det er et pas, der lagrer fingeraftryk på en chip i passet.

Dermed kan ukrainere med pas rejse frit ind i Danmark i 90 dage, uden at de behøver at søge asyl.

Der kan derfor opholde sig flere ukrainere i Danmark, som ikke har søgt asyl, men som har planer om at indgive en ansøgning om opholdstilladelse.

Særloven træder i kraft torsdag.