Polsk vicepremierminister vil have fredsbevarende styrker på ukrainsk jord
Polens vicepremierminister Jarosław Kaczyński, der i øjeblikket besøger den ukrainske præsident Volodomyr Zelenskij i Kiev, siger, at det er nødvendigt med en fredsbevarende mission, der kan operere i Ukraine.
Det skriver Reuters.
- Jeg mener, at det er nødvendigt med en fredsbevarende mission. NATO, måske en bredere international sammensætning. Men en mission, der er i stand til at forsvare sig selv, som kan operere på ukrainsk jord, siger Jarosław Kaczyński på et fælles pressemøde.
NATO har adskillige gange afvist at sætte medlemslandenes tropper på jorden i Ukraine samt at indføre en såkaldt no-fly-zone, som ukrainerne utallige gange har bedt indtrængende om.
Det skyldes, at Vesten for alt i verden vil undgå en direkte militær konfrontation med Rusland, som man frygter kan udløse en tredje verdenskrig.
Jarosław Kaczyński er i øjeblikket i Kyiv sammen med Polens premierminister, Mateusz Morawiecki, Tjekkiets premierminister, Petr Fiala, samt Sloveniens premierminister, Janez Jansa.