Danser med Drenge fastholder turné: - Men formentlig uden mig
Der venter udsolgte huse til popbandet, som lige nu er i voldsom splittelse på grund af grundlægger Klaus Kjellerups holdninger.
Danser med Drenge er lige nu et orkester fyldt med mislyde. Og der er heller ikke udsigt til, at medlemmerne finder melodien i forhold til grundlægger Klaus Kjellerup.
Det erkender Klaus Kjellerup selv, efter at hovedparten af gruppens øvrige fem medlemmer fredag lagde afstand til den 67-årige bassist, som de nægter at ville spille med.
Forude venter ellers en turné i april og maj, hvor Danser med Drenge efter to et halvt års pause på grund af corona-aflysninger, kan se frem til at spille for udsolgte huse i flere byer.
- Turnéen gennemføres, men det bliver formentlig uden mig, siger Klaus Kjellerup til TV 2.
Kontroversiel udlægning af krig i Ukraine
Baggrunden for konflikten er, at Klaus Kjellerup har ytret sig kontroversielt om krigen i Ukraine.
På Twitter har han eksempelvis givet udtryk for, at det ikke er russere, der bomber i Ukraine, men at det er ukrainske nazi-terrorgrupper, der står bag.
Den polemiske udlægning ville fire af bandets frem øvrige medlemmer ikke stå model til.
- Vi træder ud af et fremtidigt samarbejde med dig, skriver trommeslager Kasper Langkjær med adresse til kapelmester Kjellerup.
Sidstnævnte vil gerne ud at spille. Og han har ikke tænkt sig at lægge hindringer i vejen for det orkester, han selv var med til at søsætte i 1990'erme.
- Vi skylder både publikum, koncertarrangører, hoteller og vores crew i bandet, som har set frem til det her, at gennemføre. Turnéen er blevet udskudt fire gange, siden 2020, forklarer han.
Håber på løsning
Kjellerup håber stadig at finde en form for løsning, men ved ikke, hvor han står.
- Det har jeg ingen fornemmelse af. Jeg er koblet ud af kommunikationslinjerne, men har tilbudt at trække mig, selv om jeg meget gerne vil ud at spille, siger han.
Klaus Kjellerup har samtidig beklaget at have luftet sine synspunkter på den russiske invasion af Ukraine.
- Jeg lægger mig fladt ned. Jeg er så ked af, at jeg er kommet til at såre nogle mennesker. Det er det værste, jeg ved. Og værst er det, at jeg har såret flygtningene fra Ukraine, sagde han fredag til Jyllands-Posten.
Fremstrakt hånd
Lidt støtte har den uglesete Danser med Drenge profil at læne sig op ad.
Bandets keyboardspiller Henrik Stanley vil gerne have Kjellerup, som han spillede sammen med i Tøsedrengene, tilbage på scenen som fuldgyldigt medlem.
- Jeg håber og tror, at vi kommer til at spille vores koncerter som lovet, og at det forhåbentlig bliver med Klaus ved roret som altid. Det er jo i øvrigt også hans sange, vi spiller, skriver Stanley på gruppen Facebook-side.
Danser med Drenge var særligt populære i 90'erne. Bandet er blandt andet kendt for at stå bag nummeret "Hvor længe vil du ydmyge dig?".