Mens den hårde kulde nærmer sig, søger ukrainske kvinder og børn ly langt fra bomberne
Over to millioner ukrainere er flygtet ud af landet, siden den russiske invasion begyndte. TV 2 har besøgt et modtagecenter i det sydlige Polen.
En ældre, korthåret kvinde sidder i en stol på gangen i det, der indtil for få uger siden var et shoppingcenter.
Hun taler i telefon, og hendes ansigt er alvorligt.
Pludseligt suser en klapvogn forbi med en hujende pige som passager, mens en grinende dreng skubber på.
Den ældre kvinde lægger telefonen i skødet. Hun stirrer ned i gulvet og fortrækker ikke en mine.
Uden en trævl på kroppen spadserer en lille pige roligt forbi, tager en bid af sin kiks, og kigger nysgerrigt op på de mange fremmede ansigter, hun passerer.
Et af dem tilhører en højgravid kvinde, som holder sig om maven, mens hun træt læner sig op ad en pude på briksen i det lokale, hvor hun sidder.
Efter et par minutter rejser den ældre kvinde sig fra stolen. Langsomt lægger hun sig på en luftmadras, der er redt op bag en butiksrude.
Ubevægelig ligger hun på ryggen og stirrer op i loftet.
Et øjebliksbillede fra den største flygtningekrise i Europa siden Anden Verdenskrig.
Bekymring over sibirisk kulde
Shoppingcentret ligger i den sydøstlige polske by Rzeszow få timer fra grænsen til Ukraine.
Butikslokalerne i centret er på få dage forvandlet til et midlertidigt modtagecenter for flygtninge, hvor stort set kun kvinder, børn og ældre fylder de 500 sengepladser op.
Som en russisk invasionshær drager den sibirske kulde i disse dage ned over Østeuropa, og derfor er modtagecentret et kærkomment varmt helle på flugten fra krig.
For mens bomberne falder over de ukrainske byer, flygter store dele af landets 40 millioner indbyggere i øjeblikket til andre europæiske lande.
Med den kommende kulde på ned til 20 minusgrader frygter nødhjælpsorganisationer, at flere af de over to millioner flygtninge – særligt børnene – kan få kuldeskader.
Var nervøse for deres børn
En af de mange kvinder i centret er Liliya Blagodyr, som sammen med sin søn måtte forlade deres hjem i byen Vinnytsia.
- Vi har afventet længe, men da lufthavnen i vores by blev angrebet i mandags, besluttede min mand, at vi skulle rejse, fortæller Liliya Blagodyr.
Hun rejste med sin svigerinde og hendes børn. Begge deres mænd blev tilbage.
- De beskytter vores by. Vi er meget nervøse, for vi ved ikke, hvad der kan ske. Den russiske hær har ingen moral. De slår civile ihjel, siger Liliya Blagodyr.
Familien tog toget til byen Lviv i det vestlige Ukraine og med bus videre mod grænsen. Her måtte de vente i seks timer på at blive lukket ind i Polen.
- Det var koldt, og vi var nervøse for børnene, fortæller Liliya Blagodyr.
Polske frivillige hjælper flygtninge
I modtagecentret i Rzeszow kan ukrainerne få et varmt måltid, en seng og børnene en ren ble og måske et par nye legekammerater.
Det hele er orkestreret af frivillige polakker, som har indrettet butikslokalerne til køkkener, spisehaller, sovesale, legepladser, lægeklinik og opmagasinering af tøj og andre fornødenheder.
- Det polske folk har været meget hjælpsomme. Vi er sikre her, siger Liliya Blagodyr.
En af de frivillige polakker er medicinstuderende Arkadiusz Lesniak-Moczuk, som bag to hvide afskærmninger tager imod flygtninge, der har brug for lægehjælp.
Indtil invasionen studerede han i Ukraine, men nu, hvor studierne er gået i stå, bruger han stort set al sin tid i flygtningecentret.
- Det er jo kun godt, at min viden og egenskaber kan komme nogen til gode, siger Arkadiusz Lesniak-Moczuk.
Han er også opmærksom på, at temperaturen inden længe falder markant mere fra de par minusgrader, der i øjeblikket er.
- Vi ser allerede nu børn, der er meget kolde, siger Arkadiusz Lesniak-Moczuk.
Håber at kunne vende tilbage
Krigen i Ukraine har nu varet i to uger, og flere af landets store byer er under massive russiske angreb både fra land og fra luften.
Flere civile mål er blevet angrebet – senest et børnehospital i den østukrainske by Mariupol. Rusland afviser dog fortsat at have ramt civile mål
Fortsætter krigen som hidtil, forventer FN, at 12 millioner mennesker vil få brug for hjælp og beskyttelse inde i Ukraine, mens op mod 4 millioner vil flygte til de omkringliggende lande.
I modtagecenteret i Rzeszow bliver de fleste flygtninge kun i to til tre dage, inden de rejser videre mod mere permanente destinationer.
Liliya Blagodyr og hendes familie rejser allerede videre mod Tyskland dagen efter. Men hun understreger, at hun ikke ønsker at søge asyl nogen steder.
- Vi vil ikke have flygtningestatus, for jeg håber, at vi snart kan vende tilbage til Ukraine. Hver dag beder vi for Ukraine. For vores hær. For vores præsident Zelenskij, siger hun.