Rusland invaderer Ukraine

EU går efter den russiske gas, men hvor hårdt rammer det egentlig Rusland?

Et stop for import af gas vil påvirke Ruslands økonomi, men et importstop af olie vil virkelig gøre ondt, lyder det fra to eksperter.

Siden Rusland invaderede Ukraine, er landet blevet ramt af hårde sanktioner fra Vesten. Senest har EU meddelt, at de vil gøre sig uafhængige af russisk gas.

Men hvor hårdt rammer sanktionerne på gassen egentlig Rusland?

Olie- og gasindtægterne til Rusland udgør cirka 36 procent af det russiske statsbudget, så en stor del af "den russiske maskine" bliver finansieret af de to energikilder.

Det fortæller Trine Villumsen Berling, som er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) med ekspertise i gas og forsyning.

- Det vil ramme russerne på deres indtægter, og så vil de stå med en masse gas-infrastruktur, de ikke kan bruge til noget, siger hun.

Hun forklarer dog, at russerne allerede har startet en vending mod Kina - en plan, de havde inden invasionen af Ukraine - fordi de godt kunne se, at Europa fik et større og større fokus på grøn energi.

Derfor har Rusland bygget en linje mod øst til at eksportere gas.

- Men det er klart, at de vil sælge mindre gas til USA, Storbritannien og EU, og det vil skabe et hul i russernes budget, før de kan begynde at sende deres naturgas til Kina.

- Sidstnævnte tager tid, og selvom der allerede er en god forståelse mellem Rusland og Kina omkring energisalget, vil Rusland nok mærke et underskud, lyder det fra seniorforskeren.

"Voldsomme konsekvenser", hvis man går efter olien

Mens EU vil slå ned på gas, meldte USA og Storbritannien tirsdag ud, at de både vil slå ned på russisk gas og olie.

Den amerikanske præsident, Joe Biden, sagde tirsdag på et pressemøde, at USA vil stoppe importen af russisk olie og gas, og Storbritannien meddelte ligeledes, at man vil udfase russisk olieimport i løbet af i år samt undersøge, hvordan man kan afslutte al gasimport fra Rusland.

Og hvis man virkelig vil ramme russerne, skal man også gå efter olien. Det siger Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning på Aalborg Universitet.

Han fortæller, at det vil have en begrænset betydning for Ruslands økonomi, hvis EU og USA stopper med at købe naturgas.

- Men hvis man samtidig holder op med at købe olie, vil det få voldsomme konsekvenser for det russiske statsbudget, lyder det.

Det er Trine Villumsen Berling enig i. I 2021 tjente russerne tre gange mere på olie end på gas, fortæller hun.

- Hvis en af deres største kunder holder op med at købe i butikken, er der mindre til at dække ind, og Rusland er allerede hårdt ramt af sanktioner, siger hun.

Den europæiske olieafhængighed

Så hvorfor har EU ikke meldt noget ud om russisk olie?

Ifølge Trine Villumsen Berling kan en af årsagerne til EU's fokus på gas være, at gassen er blevet et symbol på afhængigheden mellem Rusland og EU. Men samtidig er EU dybt afhængig af russisk olie.

Unionen importerer nemlig omkring en fjerdedel af sin olie fra Rusland, og det vil derfor ramme EU hårdt, hvis man stopper importen af russisk olie, vurderer Trine Villumsen Berling.

Samme afhængighed lider USA ikke af. For amerikanerne er selv verdens største olieeksportør og får en meget lille del af deres olieforbrug dækket af olie fra Rusland.

Dog vil en lukning for russisk olie betyde, at den enkelte amerikaner skal betale mere for benzin og olie til opvarmning. Det understregede præsident Joe Biden under pressemødet tirsdag.

Valuta er styrtdykket

De nyeste sanktioner mod russiske energiressourcer er blot få i en lang række af sanktioner mod landet.

Sanktioner, som betyder, at russisk økonomi nu er under så stort pres, at der er risiko for en snarlig statslig betalingsstandsning. Sådan lyder vurderingen fra kreditvurderingsbureauet Fitch.

De satte tirsdag Ruslands kreditvurdering ned med seks trin til bunden af den skala, som Fitch anvender til at vurdere lande og virksomheders evner og villighed til at overholde deres gældsforpligtelser.

Desuden er den russiske valutas værdi styrtdykket, siden Rusland invaderede Ukraine.