Sådan fordeler de ukrainske flygtninge sig i Europa
Polen har taget mod flest flygtninge, men Rusland er også på listen.
Siden Rusland invaderede Ukraine, har EU været på Ukraines side. Også ved at byde ukrainske flygtninge velkommen.
- Vi har i samarbejde med vores frontlinjemedlemsstater lagt eksplicitte beredskabsplaner for at kunne byde flygtninge fra Ukraine velkommen og indkvartere dem, lød det fra kommissionsformand Ursula von der Leyen torsdag ifølge Altinget.
Omtrent 1,2 millioner ukrainere har krydset grænsen til en række nabolande, viser de seneste tal fra FN, der er fra onsdag.
Det er en uge siden invasionen.
Kortet herunder viser, hvordan de mange flygtninge fordeler sig i følge FN's flygtningeorgan, UNHCR.
De pile, der er tykkest, har indtil videre modtaget flest flygtninge.
Sådan fordeler flygtningene sig ved den seneste opgørelse 3. marts:
- Polen har modtaget 649.903
- Ungarn har modtaget 144.738
- Andre europæiske lande har modtaget 110.876
- Moldova har modtaget 103.254
- Slovakiet har modtaget 90.329
- Rumænien har modtaget 57.192
- Rusland har modtaget 53.300
- Hviderusland har modtaget 384
Rusland har evakueret mange
Polen har fået flest flygtninge, da landet var klar i spyttet om, at de sympatiserede med ukrainerne, inden konflikten blev optrappet.
Det, mener Senada Cesic, der er Acting Regional Director for Europa i Dansk Flygtningehjælp, er med til at forklare, hvorfor landet topper listen.
- Samtidig har specielt det vestlige Ukraine tætte historiske og kulturelle forbindelser til Polen.
Nogen er måske overraskede over at se, at Rusland, som det invaderende land, også har taget imod en del af flygtningene.
Men det forklares med en række årsager, mener Senada Cesic.
- Rusland ligger i den østlige del af Ukraine, hvor der har været og er heftige kampe, og der er historiske bånd mellem de to lande, fortæller hun.
- Men før det hele eskalerede, havde de selvudnævnte republikker (Donetsk og Luhansk, red.) selv evakueret folk fra den del til Rusland.
Senada Cesic påpeger desuden, at weekenden før invasionen havde myndighederne i Rusland beordret en masseevakuering af den del af landet.
I takt med at der kommer flere kampe omkring Kherson, som ligger tæt på Rumænien, vil der formentlig ske en stigning i flygtninge dertil, mener hun.
Russerne meldte onsdag ud, at de har taget kontrol med Kherson. Ukrainerne siger, at der stadig er kampe.