Over 300.000 er flygtet fra Ukraine til Polen – mød nogle af mændene, der tager den anden vej
- Jeg er ikke bange. Kun for at vi ikke når det i tide, lyder det fra en mand ved navn Aleksander kort før, han krydser grænsen fra Polen til Ukraine.
Ukraine har brug for hjælp. Det har været klart siden Putins invasion, men søndag morgen slog landets leder det fast med syvtommersøm:
- Alle, som ønsker at kæmpe for Ukraine, Europa og verden kan komme og kæmpe side om side med ukrainerne mod de russiske krigsforbrydere, lød det fra præsidenten, Volodymyr Zelenskij, i en udtalelse.
Og tager man ud til den polsk-ukrainske grænse i byen Medyka, tyder det på, at appellen er blevet hørt.
Godt nok er det ved første øjekast stadig de store stimer af flygtninge, der vælter ind over den polske grænse, der stjæler fokus.
Men blot omkring 100 meter fra den primære grænseovergang bevæger trafikken sig den anden vej.
Ind i Ukraine.
- Jeg skal i krig, lyder det resolut fra en forbipasserende mand, der ikke har tid til at snakke.
- Fuck Putin!, udbryder en anden, der heller ikke har mere at tilføje.
De er blandt de talrige mænd, der kommer gående med pakkede tasker og øjnene stift rettet mod den grænsebygning, der fører dem mod landet, der siden torsdag har stået i flammer.
TV 2 taler med omkring ti af dem. Nogle har militærerfaring, andre har ikke. Nogle ved præcis, hvad de skal. Andre afventer ordrer.
Men tre ting har de til fælles: Alle har de en tilknytning til Ukraine, alle er klar til krig, og alle svarer prompte, at de ikke er bange.
- Hvorfor skulle jeg være det?, lyder det eksempelvis fra en mand ved navn Ivan, der i al hast har overdraget sin forretning i Polen til en bekendt og nu skal være lastbilchauffør i det ukrainske militær.
Ligesom mange andre borgere i Polen bor Ivans familie i Ukraine, mens han selv bor, arbejder og tjener penge i nabolandet.
- Jeg skal kæmpe for min familie. Og jeg er klar til at køre alle steder hen, siger han og går med hastige skridt og en sportstaske over skulderen det sidste stykke mod grænseovergangen.
Heller ikke venneparret Aleksander og Jurij er meget for at bruge unødig tid på at snakke med journalister.
- Jeg har militærerfaring og ved, hvad jeg skal. Resten må I se på tv, når træbokse bliver sendt til Rusland, siger Aleksander, mens han med fingrene tegner omridset af en kiste.
Som de andre mænd frygter han ikke, hvad der venter ham.
- Jeg er ikke bange. Kun for at vi ikke når det i tide. Så jeg er nødt til at gå, siger han og kigger utålmodigt på sin ven, der dog når at få et ord indført:
- Jeg har ikke været i krig før, men jeg vil ikke ryste på hånden. Jeg vil kæmpe for mit land og er ikke bange for at dø for mit Ukraine, siger Jurij.
Mandag morgen lyder det på polsk stats-tv, at mindst 300.000 er flygtet over grænsen til Polen. Samtidig fortæller de polske grænsemyndigheder til TV 2, at mindst 43.000 mennesker er taget til Ukraine over den polske grænse.