Nyheder

Indvandrerkvinder føder færre børn end danske kvinder

Indvandrerkvinder får i snit 1,76 børn. Det er for første gang færre end danske kvinder, der får 1,78 børn.

Kvindelige indvandrere fra ikkevestlige lande får nu i gennemsnit færre børn end danske kvinder i Danmark.

Det er første gang nogensinde, skriver avisen Kristeligt Dagblad.

I snit får indvandrerkvinder 1,76 børn, mens danske kvinder får 1,78 børn. Efterkommere får i snit 1,75 børn. Tallene stammer fra Danmarks Statistik.

Ifølge avisen er kurven for ikkevestlige indvandrerkvinders fertilitet kun gået nedad de seneste 30 år. Men det er første gang, at kurven er under kurven for danske kvinder.

Naturlig udvikling

Den udvikling er naturlig, siger Anika Liversage, seniorforsker ved Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

For når indvandrere fra lande, hvor kvinder får mange børn, flytter til et land som Danmark med lave fødselstal, sker der en naturlig tilpasning.

Men det handler ikke om, at indvandrere dermed har præcis samme syn på familien som danskere, siger hun.

- Det handler mere om, at de lever under de samme strukturelle forhold, hvor alle skal være på arbejdsmarkedet eller i aktivering, og det sætter begrænsninger på, hvor store børneflokke det giver mening og kan lade sig gøre at få, siger Anika Liversage til Kristeligt Dagblad.

Brian Arly Jacobsen, religionssociolog ved Københavns Universitet, er heller ikke overrasket over udviklingen.

- Det eneste, der måske kan overraske, er, at det er gået så hurtigt, siger han til avisen.

Kristeligt Dagblad skriver videre, at tallene fra Danmarks Statistik viser, at indvandrerkvinder fra Syrien føder flest børn i Danmark. De føder i gennemsnit 3,7 børn, viser tal fra 2020. Herefter følger kvinder fra Somalia og Pakistan.