Bag historien i 'Badehotellet': Sådan foregik attentatet mod Hitler
Oberst Claus von Stauffenberg var tæt på at tage livet af Adolf Hitler i Operation Valkyrie. Men to ting gik galt.
Adolf Hitler lå chokeret på ryggen. Han var forvirret, for han lå ved siden af dørkarmen.
For lidt siden havde han stået og kigget på kortet på det tunge egetræsbord sammen med sine mest betroede generaler og officerer.
Men nu lå han pludselig på gulvet i træbarakken omgivet af sort røg, svævende papirstumper og en masse nedfaldne loftbjælker.
Var det et sovjetisk luftangreb?
Fire officerer var blevet dræbt i eksplosionen.
- Men udover et flænset bukseben og lidt småskrammer var Hitler var stort set uskadt, fortæller historiker hos Roskilde Universitet, Claus Bundgård Christensen.
Men det var ikke et luftangreb.
Det var et attentatforsøg, der var slået fejl. Og fra netop dette øjeblik talte uret ned til Hitlers ultimative hævn over bagmændene.
Uwe Kiessling var med
Kalenderen viste 20. juli 1944. Et netværk på cirka 200 officerer og generaler havde forsøgt at tage livet af den nazi-tyske diktator.
I ’Badehotellet’ finder Amanda i 1945 ud af, at hendes tyske kærlighed samt far til hendes barn, Uwe Kiessling, var med i netop det attentat.
Ifølge forfatterne bag serien, Stig Thorsboe og Hanna Lundblad, bygger karakteren Uwe Kiessling ikke på nogen specifik person fra virkelighedens attentat.
Men historien er, at Uwe Kiessling kom til Østfronten i 1941, men blev såret efter blot 22 dage.
Herefter blev han overflyttet til et lazeret i Berlin, hvor han forblev, indtil han sluttede sig til generalstaben i den tyske hovedstad i 1943.
Og det var netop i den tid, at højtstående personer i den tyske hær begyndte at planlægge Hitlers død.
Utilfredshed med Hitler
Krigslykken var i 1943 vendt for Nazi-Tyskland.
Den almægtige rigskansler Adolf Hitler og hans hærgeneraler fik et mere og mere anstrengt forhold til hinanden
- Der var en stigende grad af utilfredshed med Hitler, fordi de ledende officerer kunne se, at Tyskland var ved at tabe krigen, fortæller historiker hos RUC, Claus Bundgård Christensen.
Som diktator og fører var det Adolf Hitler, der traf beslutningerne. Desværre for Tyskland var han ikke nogen stor hærfører.
I 1941 havde han erklæret USA krig, og pludselig skulle Tyskland kæmpe endnu heftigere på to fronter.
Hæren havde lidt knusende nederlag i Nordafrika, hvor de tyske tropper til sidst måtte kapitulere.
- Og så var der jo slaget om Stalingrad, der var et vendepunkt i krigen, siger Claus Bundgård Christensen.
Her mistede Tyskland hele 850.000 mænd, fordi Hitler mente, at det var vigtigt at indtage netop den by for at svække Sovjetunionens kampmoral.
Det modsatte skete.
Fred uden Hitler
Hæren ønskede at skaffe sig af med Hitler. Men det betød ikke, at de var uskyldige i forhold til Anden Verdenskrigs rædsler.
Selvom karakteren Uwe Kiessling i ’Badehotellet’ blev såret, før han kunne overvære dem i egen person, måtte han i kraft af sin officersrang formodes at have haft kendskab til de værste nazistiske krigsforbrydelser på Østfronten, siger Claus Bundgård Christensen.
- Mange tror, at det kun var de her fanatiske SS-soldater, der alene stod for at henrette og myrde jøder. Men den almindelig tyske hær var også dybt involveret. Og de fleste officerer i hæren havde viden om og ligefrem set jøder blive henrettet.
Store dele af den tyske hærs ledende officerer ville altså have Hitler væk fra magten.
De var ved at tabe. Det var soleklart. Bare ikke for Hitler.
Skulle de have en forhandlingsfred, skulle det være uden ham ved roret.
Og fra 1943 begynder snakken om netop muligheden for et attentat at brede sig i visse dele af officerskredsene i den tyske hær.
D-dag
Claus von Stauffenberg var oberst i den tyske hær.
Han havde taget del i de fejlslagne kampe i Nordafrika, hvor han i 1942 havde mistet sit venstre øje, højre hånd og to fingre på den venstre, da et engelsk jagerfly havde beskudt hans bil.
Flere gange havde von Stauffenberg planlagt attentatforsøg mod Hitler, men hver gang havde de slået fejl.
- Claus von Stauffenberg var en af dem, der kendte til de frygtelige forbrydelser på Østfronten, og det var med til at vende ham mod nazismen, siger Claus Bundgård Christensen.
Stauffenberg var ikke den eneste, der gerne så føreren død.
Men utallige attentatforsøg gennem tiden havde gjort Hitler paranoid og mistænksom over for alt og alle, og von Stauffenberg havde næsten opgivet håbet.
Men 6. juni gik De Allierede i land i Normandiet, og von Stauffenberg var ikke længere i tvivl.
Krigen var tabt. Hitler måtte dø. Von Stauffenberg måtte blive en ensom ulv for at komme afgørende tæt på Hitler.
Torsdag 20. juli 1944
Claus von Stauffenberg kæmpede for at få armeret de to bomber, som han havde taget med sig til ’Ulveskansen’.
- Ulveskansen var kodenavnet for Hitlers fremskudte hovedkvarter i Østpreussen - det nuværende Polen. Sikkerheden var enorm, fortæller Claus Bundgård Christensen.
Men von Stauffenberg havde - i kraft af sin rang som stabschef for hjemmehæren - adgang til hjertet af hovedkvarteret.
Resten af netværket af de cirka 200 officerer havde hjulpet ham med alt det praktiske som at få fat i sprængstoffer.
Men nu var han alene.
Med klap for øjet, en manglende højre hånd samt to manglende fingre på den venstre hånd havde han svært ved opgaven.
Det lykkedes ham at få armeret den ene bombe.
Men inden han fik armeret den anden, blev han afbrudt.
Krigsrådet med Hitler skulle til at begynde, og von Stauffenberg måtte gå afsted med kun én attachetaske af brunt læder.
I den lå en enkelt tidsindstillet bombe, der talte ned.
Bomben
Krigsrådet blev holdt i en træbarak med åbne vinduer.
Det var en streg i regningen for von Stauffenberg.
Han havde regnet med, at mødet skulle holdes i en bunker, så effekten af eksplosionen ville have været maksimal.
- Hitler brød sig ikke om at være i bunkerne, som han kun gik ned i, når der var luftalarm, fortæller Claus Bundgård Christensen.
Generalerne var allerede i gang med at gennemgå situationen på Østfronten på kortene foran sig, da von Stauffenberg forpustet kom ind i barakken med attachetasken i hånden.
Bordet med kortene i midten var et stort, tungt og solidt stabsbord af egetræ med massive bordben.
Mødet gik sin gang, mens bomben nærmede sig sit klimaks inde i tasken.
Claus von Stauffenberg fik tasken placeret for fødderne af oberst Brandt, der stod tæt på Hitler. Herefter forlod von Stauffenberg lokalet.
Men tasken irriterede oberst Brandt, der skubbede tasken ind under bordet.
Og så eksploderede bomben.
Hurtig og hård straf
Oberst Brandt døde i eksplosionen. Hitler slap uden de store skrammer.
To ting havde reddet diktatorens liv.
- Det var en kombination af, at bomben stod under det store egetræsbord, og at mødet blev holdt i en træbarak med åbne vinduer, siger Claus Bundgård Christensen.
Claus von Stauffenberg var sikker på, at Hitler var død, da han flygtede i sin bil væk fra Ulveskansen mod lufthavnen.
Han satte kursen mod Berlin for at slutte sig til resten af officersnetværket, der ventede på at fuldføre resten af Operation Valkyrie.
De skulle overtage magten ved et statskup.
Men da von Stauffenberg nåede frem, fandt han ud af, at attentatet var slået fejl.
Derefter gik det hurtigt.
Nogle af de højtstående medsammensvorne i attentatet gik næsten omgående i gang med at slette deres spor.
Og på trods af Hitlers ordrer begyndte general Fromm at henrette en lang række af de ledende attentatpersoner i Berlin.
Oberst Claus von Stauffenberg var en af de første til at blive skudt.
Men til trods for deres forsøg på at vaske sig rene gik stort set ingen fra netværket fri i sidste ende.
- De fik alle sammen dødsdomme og blev hængt. I nogle tilfælde slog man endda også deres familier ihjel, fortæller Claus Bundgård Christensen.
Et andet Tyskland
Men hvad nu, hvis Hitler var død 20. juli 1944?
Det er svært at spå om, men historiker hos RUC, Claus Bundgård Christensen giver et bud.
- Krigen var blevet forkortet, og man kunnet have sparet enormt mange menneskeliv, fortæller han.
- Selve kamphandlingerne var ikke stoppet lige på stedet, men de var meget hurtigt stoppet. Og derefter ville de nye ledere af Tyskland indgå fredsforhandlinger med De Allierede.
Men det ville have været en hård fred. Tyskland havde ikke bare fået lov til at trække sine hære tilbage, og så slog man en streg over det.
Blandt andet havde krigen allerede på dette tidspunkt kostet over 27 millioner russere livet.
- Bunkerne af forfærdelige krigsforbrydelser kunne man jo heller ikke lige glemme, siger Claus Bundgård Christensen.
Regningen var stadig landet på Tysklands bord, der sandsynligvis stadig var blevet delt mellem De Allierede og Sovjetunionen.
Der, hvor Hitlers død alligevel kunne have gjort en forskel, var muligvis i det tyske folks fremadrettede opfattelse af sig selv.
I dag foregår meget i Tyskland, som for eksempel kultur og politik, i skyggen af skyldfølelsen over Anden Verdenskrig.
- Og det havde været bedre for tyskerne, at de i dag kunne sige, at de trods alt selv stoppede det dengang, siger Claus Bundgård Christensen.
Men Adolf Hitler levede altså videre efter attentatet. Og verden måtte vente helt indtil 30. april 1945, før det endelig lykkedes en at tage livet af ham.
Hitler selv.
Se 'Badehotellet' på TV 2 mandag klokken 20 og på TV 2 PLAY allerede nu.