Tidligere finansminister og ejer af engelsk fodboldklub involveret i sag om skattemisbrug

Lækket dokument afslører navnet på mystisk forretningsmand, som ifølge Skat har sendt milliarder i skattely. Tidligere finansminister er involveret.

Daværende TDC-topchef Henning Dyremose havde fundet det helt store smil frem, da han på en ekstraordinær generalforsamling i 2006 overdrog ejerskabet af virksomheden til fem kapitalfonde under konsortiet Nordic Telephone Company (NTC).

Smilet var ikke en tom gestus.

For den tidligere konservative finansminister havde gjort en overordentlig god handel, som endte med at indtjene ham millioner.

Nu er NTC og Henning Dyremose, ifølge to domme fra Østre Landsret 3. maj 2021 og 25. november 2021, involveret i skattemisbrug i milliardklassen.

Henning Dyremose er nemlig medejer af NTC ifølge erhvervsregistret i Luxembourg.

I dag har den tidligere finansminister ikke meget lyst til at tale om sin fortid og sit ejerskab af NTC.

- Nej, jeg vil ikke være med i et interview. Jeg afventer Højesterets afgørelse, og jeg håber sandelig ikke, at der er foregået noget forkert, siger Henning Dyremose og henviser til, at han kun ejer en meget lille del af aktierne i NTC.

Landsrettens dom giver dog ikke Henning Dyremose anledning til at skille sig af med sine aktier i NTC, siger han til 'Operation X'.

Kritik af Danske Banks næstformand

Skattestyrelsen fører netop nu en stribe skattesager mod store koncerner, som anklages for at have benyttet sig af såkaldte gennemstrømningsselskaber til at føre milliarder i skattely. Selskaber uden reel aktivitet, som kun har haft til formål at kanalisere penge videre til for eksempel skattely.

Hvad er et gennemstrømningsselskab?

Ifølge Skattestyrelsen har store danske virksomheder i en lang årrække benyttet gennemstrømningsselskaber i for eksempel Luxembourg til at overføre milliarder til skattely.

I 2019 gav EU-Domstolen den danske stat medhold i, at hvis selskaberne ikke havde en forretningsmæssig begrundelse og kun tjente til at undgå beskatning, var der tale om skattemisbrug.

Siden har Østre Landsret tilsluttet sig den fortolkning i flere domme sidste år. 

Et gennemstrømningsselskab er kendetegnet ved at have få eller slet ingen ansatte og ofte heller ikke et kontor, men blot en postkasse eller c/o-adresse hos et andet selskab.

Skattestyrelsen oplyser, at de potentielt kan inddrive 7,2 milliarder skattekroner fra selskaberne.

- Der har været nogle tilfælde, hvor man er gået over grænsen, og nu har både EU-Domstolen og Landsretten givet Skattestyrelsen nogle redskaber til at gribe ind over for det, siger juraprofessor Søren Friis Hansen fra CBS.

Onsdag afslørede 'Operation X', at Danske Banks næstformand, Jan Thorsgaard Nielsen, var direktør i flere selskaber i Luxembourg under NTC-konsortiet, og at hans navn stod i en hemmelig skatteaftale mellem NTC og skattemyndighederne i Luxembourg.

En aftale, som betød, at Danmark risikerede at gå glip af enorme skatteindtægter.

Jan Thorsgaard Nielsen vil ikke deltage i et interview om landsdommene, fordi de er anket til Højesteret. Han vil heller ikke udtale sig om den hemmelige aftale i Luxembourg, hvori han selv er nævnt ved navn, men skriver til TV 2, at han "tager på det kraftigste afstand fra enhver form for skatteunddragelse".

Mystisk forretningsmand og ejer af Premier League-klub

Udover Henning Dyremose og Jan Thorsgaard Nielsen var to andre danskere også involveret i NTC i Luxembourg.

I 2014 afslørede Politiken ved hjælp af whistlebloweren Antoine Deltour den hemmelige og yderst kontroversielle skatteaftale, som NTC havde indgået med Luxembourgs skattemyndigheder om kun at betale en minimal skatteprocent i Luxembourg af penge tjent i TDC.

I den lækkede skatteaftale fremgår navnet Henrik Juel Kraft, som sammen med Jan Thorsgaard Nielsen var direktør i de selskaber under NTC, som overførte 4,5 milliarder til skattely ifølge domme fra Østre Landsret.

Henrik Juel Kraft er lidt af et mysterium.

Det kom nemlig som en overraskelse, da den forholdsvist ukendte danske forretningsmand for nylig – og ud af det blå – overtog Premier League-klub Southampton.

Købet af den traditionsrige klub skete sammen med den serbiske mediemogul Dragan Solak og den tidligere fodboldspiller og træner i FC Midtjylland Rasmus Ankersen.

'Operation X' har forsøgt at komme i kontakt med Henrik Juel Kraft for at høre, hvordan han i dag forholder sig til brugen af selskaber i skattely, men det har ikke været muligt at få kontakt til den diskrete dansker.

Henrik Juel Kraft er næstformand og medejer af det danske firma Tonsser ApS, der beskriver sig selv som et app-baseret fodboldfællesskab. Men Tonsser ApS er ikke meget for at tale om deres samarbejdspartner og har end ikke ønsket at videreformidle en kontakt til Henrik Juel Kraft.

En tredje dansk mand var også direktør i NTC i Luxembourg – nemlig partner i danske FSN Capital Lars Denkov. Han bekræfter over for 'Operation X', at han arbejdede med investeringen i TDC for kapitalfonden Providence.

Lars Denkov har heller ikke ønsket at udtale sig yderligere om sagen.