Dagens overblik

Dagens overblik: Genåbning med rekordhøje smittetal

Børn og succes med fodbold, skadelige skolelukninger og Ruslands kamp for respekt for gammel aftale med Vesten.

Vi tillader os at simre med lidt forårsfornemmelser på en dag, hvor solen har skinnet mildt over det genåbnede land.

Velkommen til dagens overblik.

Rekordmange registreret smittet det seneste døgn

55.001 personer blev i det seneste døgn registreret smittet med coronavirus ifølge tal fra Statens Serum Institut.

Selvom restriktionerne er tæt på helt at være - i hvert fald foreløbig - fortid i Danmark, er coronasmitten det ikke.

Det høje smittetal skal dog ses i lyset af, antallet af intensivpatienter på landets sygehuse er faldende.

Netop antallet af intensivpatienter sagde Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, tirsdag, at han fokuserer på frem for de daglige smittetal.

Antallet af indlagte på landets intensivafdelinger falder med to til samlet 26 patienter.

Svært at argumentere for at vaccinere børnene, siger formand

Det vil være en god idé ikke længere at anbefale vaccinen til børn, mener formanden for DSAM, Dansk Selskab for Almen Medicin, Bolette Friderichsen.

Bolette Friderichsen mener, at myndighederne under pandemien har bedt børnene om at "tage en for holdet" ved eksempelvis at sende dem hjem fra skole og samtidig tage imod coronavaccine for at beskytte især ældre og udsatte.

Hun mener, at det er på tide at se på den hidtidige strategi og samtidig melde klart ud, om det fortsat skal anbefales at vaccinere børn i den yngste aldersgruppe.

Tirsdag meldte direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, ud, at man overvejer, om det fortsat giver mening at anbefale coronavaccination til børn i alderen 5 til 11 år.

Skolelukninger var en klar fejl, mener læge

Danmark kunne tirsdag vinke farvel til så godt som alle restriktioner. Men efterrationaliseringen er i fuld gang med overvejelser om rigtig og forkert ageren under pandemien.

Mia Gall Grandahl, der er overlæge i psykiatri, mener, at skolelukninger som værktøj har været en klar fejl. Ifølge hende er der intet bevis på, at hjemsendelser af børn og unge har haft indflydelse på smitten. Tværtimod har det kostet på det mentale helbred at sende børn i hjemmeskoling med fravær af sociale relationer.

Professor Allan Randrup Thomsen har støttet skolelukningerne. Han siger dog i dag, at det ikke var nødvendigt at lukke skolerne i første omgang af epidemien, når man kigger på data fra Sverige, der ikke lukkede skolerne. Den seneste nedlukning gav dog mening på grund af den høje Omikron-smitte, lyder det.

Her er aftalen, som ifølge Rusland beviser, at de har ret

Den aktuelle konflikt om Ukraine handler i al sin enkelthed om, at russerne vil have Vesten til at respektere en aftale fra 1999.

Sådan udlægger den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, den efterhånden langvarige og komplekse konflikt mellem de to nabolande og Vesten.

Russerne hævder, at Vesten har forbrudt sig mod en aftale ved at styrke NATO mod øst siden afslutningen på Den Kolde Krig.

Man ønsker samtidig en garanti for, at nabolandene Ukraine og Georgien ikke optages i NATO, at alliancen trækker sine styrker ud af Baltikum og Østeuropa, og at NATO ikke opstiller angrebsvåben i nærheden af russisk territorium.

Børn født sent på året har dårligere chancer for at få succes i fodbold

Hvis man som fodboldtossede forældre gerne vil fremelske den nye Pernille Harder, Lionel Messi eller Simon Kjær, gør man klogt i at planlægge langsigtet.

Allerede på de yngste årgange i børnefodbolden sker der en udvælgelse, der betyder, at børn født sent på året får dårligere træningsmuligheder.

76,6 procent af spillerne på de seks danske ungdomslandshold er således født i første halvår.

Årsagen er et fænomen, der kaldes relativ alderseffekt (RAE).

Det betyder, at børn født tidligt på året identificeres som mere talentfulde end børn født sidst på året, fordi de er længere fremme som årgang fysisk og kognitivt.

Dansk Boldspil-Union har øget fokus på at give børn lige muligheder, så måske er der stadig håb for efterårsbørn.

***