Coronavirus

SSI: Smitten har toppet i to regioner

Flere steder i Danmark har epidemien toppet, vurderer Statens Serum Institut. Det lover godt for genåbningen.

Danmark står et betryggende sted i epidemien, når krav om mundbind, gyldigt coronapas og de øvrige restriktioner falder bort tirsdag.

I hovedstaden og Region Sjælland har smittekurven toppet, siger Tyra Grove Krause, faglig direktør på Statens Serum Institut (SSI).

- Meget tyder på, at smitten har toppet i de områder, hvor den har været mest udtalt. I hovedstaden og Region Sjælland så vi allerede i slutningen af sidste uge et faldende smittetal, særligt blandt skolebørn.

- Så det er supergod timing, i forhold til at restriktionerne lettes.

Til gengæld kan smitten den kommende tid stige i de dele af landet, hvor den har været mindre udbredt, ligesom SSI forventer, at flere ældre smittes.

- Derfor er det vigtigt fortsat at have en indsats, der beskytter dem, siger Tyra Grove Krause.

Brug for at alle er opmærksomme

Samme opfordring har enhedschef i Sundhedsstyrelsen Bolette Søborg. Hun minder om at holde afstand, vaske hænder ofte, lufte ud og blive hjemme ved sygdom.

- Der er helt generelt brug for, at vi alle sammen er lidt ekstra opmærksomme på hinanden.

- Særligt når vi er steder, hvor der er mange mennesker eller på sygehuset eller plejehjemmet, hvor vi ønsker at holde så meget smitte ude som muligt, siger hun i en pressemeddelelse.

I døgnet fra søndag til mandag er der registreret 29.084 smittede, viser tal fra SSI.

Tallet er betydeligt lavere end dagene i sidste uge, hvilket kan skyldes, at weekendens storm har forhindret en del i at blive testet.

Højt mørketal

Men også på dage med smittetal på den anden side af 40.000 gemmer sig et stort mørketal.

Tidligere har undersøgelser fra SSI vist, at antallet af påviste tilfælde skulle ganges med lidt mere end to for at få det reelle antal smittede. Den næste tid skal det ifølge Tyra Grove Krause sandsynligvis ganges med tre for at få et korrekt billede af smittesituationen.

Når mørketallet forventes så højt, skyldes det flere omstændigheder. Dels peger en rekordhøj positivprocent i den retning. Flere end 26 procent af det seneste døgns testede er positive, hvilket vidner om udbredt samfundssmitte.

Men det spiller også ind, at mange har så milde eller ingen symptomer, at de slet ikke opdager, at de er smittede. Andre nøjes med en hjemmetest.

Endelig kan færre uvaccinerede ventes at stille sig i kø i testcentrene, når kravet om et gyldigt coronapas forsvinder.

Det skal for eksempel ikke længere vises i fitnesscentre og på restauranter.