Restriktioner bortfalder, men ikke alle er glade: - Jeg bliver gerne hjemme
Professor på Rigshospitalet Jens Lundgren mener, det er en fin beslutning at ophæve restriktionerne.
Endnu en gang kan Danmark vinke farvel til coronapas, mundbind og et samfund, der er præget af coronavirussens tilstedeværelse.
Til stor glæde for blandt andre unge i nattelivet.
Men for 61-årige Carina Topp Jørgensen og hendes 67-årige ægtefælle Frank Jørgensen vækker det, der for andre er nyvunden frihed, stor bekymring.
- Vi passer på os selv og på andre og vil meget gerne blive ved med at bruge visir eller mundbind, både når vi handler og andre steder. Vi er stadig utrygge og bange for at blive smittet, siger Carina Topp Jørgensen.
Hun har KOL, mens hendes mand er kræftsyg, og han forklarer, at han ikke har det godt med, at samfundet nu kan køre på fuldt blus uden mundbind og coronapas, fordi han i forvejen konstant skal passe på.
- Jeg er bange. Jeg bliver gerne hjemme, så har jeg det bedst, men jeg vil jo også gerne ud, siger Frank Jørgensen.
Frigør ikke folk fra at bruge fornuften
Carina Topp Jørgensen og Frank Jørgensen er ikke alene om at være bekymrede over, at restriktionerne nu bortfalder.
28 procent svarer i en Megafon-måling foretaget for TV 2, at de ikke føler sig trygge ved, at coronarestriktionerne bortfalder.
Spørger man Jens Lundgren, som er professor i infektionssygdomme på Rigshospitalet, var det en fin beslutning at ophæve restriktionerne.
- På den anden side frigør det ikke folk fra at bruge deres sunde fornuft. Og der er nogle - specielt den svagelige, ældre del af befolkningen - som vil blive mere syge, hvis de bliver smittet, og derfor helt relevant forsøger at beskytte sig, lyder det fra Jens Lundgren.
Han mener, det er en god idé at holde fast i mundbindet i situationer, hvor man eksempelvis er samlet mange mennesker indenfor. Hans argument er, at rigtigt mange i det danske samfund er smittet i øjeblikket, og at mundbindet kan reducere risikoen for at smitte hinanden.
- Mundbindet, synes jeg, er en god idé at bære de næste uger, indtil Omikron-epidemien stilner af, siger professoren.
Plan om hvem der skal vaccineres
I forhold til teststrategien mener Jens Lundgren, at vi i hvert fald skal have fokus på, at test skal bruges, hvis man udvikler symptomer, eller hvis man skal være sammen med folk, der er sårbare.
- Men jeg tror, at vi skal have snakket hele test-opsætningen igennem i løbet af februar, samt hvordan vi får droslet ned på en relevant måde, siger han.
Derudover handler det ifølge professoren allerede nu om at tænke fremad mod næste vinter. For efter denne vinter vil immuniteten i befolkningen langsomt blive mindre, og derfor mener han, vi skal forvente, at coronaen vender tilbage til næste vinter.
- Vi vil bruge rigtigt meget energi de næste seks-otte måneder på at få en dyb forståelse af det her, og det skal lede ud i en plan om, hvem der skal vaccineres og med hvilken vaccine, siger han.
I Kongens Lyngby hos ægteparret Carina Topp Jørgensen og Frank Jørgensen betyder frygten for corona, at de fortsat vil være forsigtige, når de gebærder sig i samfundet, og eksempelvis vil bruge mundbind eller visir, når de handler.
- Jeg tør ikke andet end at blive ved med at bruge det, siger Carina Topp Jørgensen og tilføjer, at hun i hvert fald vil beskytte sig en måned endnu.
Ægteparrets familie har været smittet, mens Carina Topp Jørgensen og Frank Jørgensen er gået fri.
- Jeg er bange for, at det skal gå i vores lunger, når vi begge to er så syge. Jeg tør ikke leve med den risiko. Jeg håber på, smittetallet bliver bedre, og når det bliver bedre, vil vi mægtig gerne ud at spise, slutter Carina Topp Jørgensen.