Coronavirus

Danskere forvirrede over isolationskrav efter pressemøde - her er anbefalingerne

Anbefalingerne blev opdateret 24. januar, så man kan afbryde selvisolation fire dage efter en positiv test, hvis man er symptomfri.

1. februar er coronarestriktioner fortid.

Det annoncerede statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag på et pressemøde.

Dagen derpå melder især ét spørgsmål sig hos TV 2s læsere: Hvordan skal vi forholde os til selvisolationen?

- Forsvinder begrebet selvisolation fuldstændigt? Eller vil man stadig skulle gå i isolation, hvis man er smittet? spørger en læser i TV 2s livechat, hvor en række eksperter og politikere svarer på spørgsmål om coronasituationen torsdag frem til klokken 17.

Sundhedsstyrelsen oplyser til TV 2, at anbefalingerne om selvisolation - som blev ændret 24. januar - også vil gælde, når de sidste coronarestriktioner ophæves.

Du kan se anbefalingerne herunder:

Ved betydelige symptomer

  • Der anbefales selvisolation fra symptomdebut og PCR-test snarest.
  • Ved positivt testsvar fortsættes selvisolation til symptomophør, dog ikke kortere end fire døgn fra testtidspunkt.

Ved positiv test hos asymptomatiske eller let symptomatiske

  • Ved positiv antigen- eller PCR-test anbefales selvisolation i fire døgn fra testtidspunkt.
  • Ved positiv antigentest anbefales PCR-test snarest mulig.
  • Udføres PCR som første test, skal der ikke selvisoleres i ventetiden på PCR-svar.
  • Hvis der opstår betydende symptomer fortsættes selvisolation til symptomophør, dog ikke kortere end fire døgn fra testtidspunkt.

Ved husstandskontakt til smittet

  • Der anbefales antigentest eller PCR test tre døgn efter den smittede persons testtidspunkt. Husstandskontakter (nære kontakter) er undtaget selvisolation.

Øvrige kontakter

  • Øvrige kontakter anbefales ikke selvisolation, med mindre de udvikler betydende symptomer på covid-19. De anbefales selvtest eller hurtigtest 3 døgn efter den smittede persons testtidspunkt.

Særlige forholdsregler

  • Ved særlige situationer som eksempelvis ophold (besøg, arbejde m.v.) med patientkontakt på sygehuse, beboerkontakt på plejehjem, hjemmebesøg hos stærkt immunsvækkede pårørende m.v. anbefales at bære kirurgisk-maske type II i tre døgn efter ophævelse af selvisolation eller indtil negativt svar på PCR-test efter tre døgn hos husstandskontakt.

Du kan stille spørgsmål til eksperter om coronasituationen her frem til klokken 16. Fra 16 til 17 sidder Venstre og Enhedslistens sundhedsordførere klar til at svare på spørgsmål.