Som sunket i jorden

Familiefar forsvandt sporløst, men hvor svært er det egentlig at gemme sig?

I 'Som sunket i jorden' leder tv-holdet efter Michael Lykke Baun, der forsvandt for 19 år siden. Alligevel satte hans færden spor på nettet.

Spoileralert: Indholdet af første og anden del af 'Som sunket i jorden' afsløres i denne artikel.

Langt inde i forviklede Facebook-søgninger var der pludselig en mand på et billede. Kunne det være ham?

Der var noget med øjnene og det lige, vandrette smil. Navnet var i hvert fald det samme. Og på brystet havde han en nål med et dannebrog.

Det kunne være Michael Lykke Baun.

Det var Michael Lykke Baun, og det var kun, fordi han havde haft fødselsdag, og fordi han i den anledning var blevet omtalt under et billede af ham selv, at holdet bag TV 2-programmet ‘Som sunket i jorden’ fandt ham i USA.

De havde fysisk været forbi tidligere kolleger, naboer, en udlejer og familien, men ingen kunne sådan rigtigt lede holdet på sporet af Michael Baun. Så da billedet af ham pludselig dukkede op blandt tusindvis af andre mænd med samme navn, havde internettet endnu en gang sladret.

I 19 år havde han levet skjult for sin gamle familie og parallelt med sin nye i USA. Lige indtil nogle begyndte at lede efter ham.

For i et moderne, gennemovervåget, digitaliseret samfund er det så godt som umuligt at forsvinde.

Den største sladrehank

Men hvor svært er det at gemme sig i en verden anno 2022?

Christian Spohr er administrerende direktør i den private efterretnings- og sikkerhedsvirksomhed Eagle Shark, og han siger:

- Du kan gemme dig for nogen, men du kan ikke forsvinde.

Et menneske vil altid sætte et spor. Og med al det elektronik, vi render rundt med, og som er i vores omgivelser, bliver der flere og flere spor. Den, der laver de fleste, er den dims, der ligger nede i lommen på de fleste, eller som bruges til at læse den her artikel.

- Mobiltelefonen er den største sladrehank, som Christian Spohr siger.

Han fortæller, at den nemmeste måde for myndighederne at finde savnede eller eftersøgte personer er ved at kigge på mastedataene. Altså hvilken mobilmast en telefon har været koblet på.

På den måde kan man kortlægge, hvor en person har været. Løsningen for personen på flugt har ellers været at købe et taletidskort uden abonnement.

Men mange teleselskaber har stoppet salget, fordi det har været for nedadgående, og sidste år luftede regeringen tanken om, at det skulle være slut med kunne købe anonyme taletidskort.

Det er heller ikke blevet nemmere med udviklingen af smartphones, som er fyldt med en masse programmer.

- Der er nærmest ikke den applikation, som ikke på en eller anden måde efterlader et spor af en geografisk tilstedeværelse. Generelt bliver alt online tilstedeværelse monitoreret og gemt, siger Christian Spohr.

Kontanter bliver mere besværlige

Anders Kjærulff, der som journalist har beskæftiget sig med sikkerhed, overvågning og digitalisering i mange år, ville forberede sig grundigt, hvis han skulle gemme sig.

- Vi lever i et mobiltelefonsamfund, hvor vi er afhængige af vores telefoner. Vi identificerer os over for andre med dem, og vi betaler ydelser med dem, siger han.

- Og hvis vi ikke har den med, skal vi bruge vores kreditkort, fordi det er blevet svært at bruge kontanter. Mange steder vil man ikke tage imod dem, og alene bare det at hæve penge kan blive et problem, hvis man vil gemme sig.

Kreditkortet er nemlig en anden genstand, som ofte er med til at afsløre, hvor en person gemmer sig.

Det er stadig et lovkrav, at danske butikker skal tage imod kontanter, men de løse mønter og sedler er efterhånden blevet udfaset mange steder, og det bliver sværere og sværere både at hæve og bruge dem.

I de danske banker, som for manges vedkommende er blevet kontantløse, ligger hævegrænsen på mellem 10.000 og 15.000 kroner om dagen.

- Så det kræver en grundig planlægning, hvis man vil flygte. Jeg vil heller ikke tage min bil, siger Anders Kjærulff.

De overvågede veje

En tredje genstand, som ofte afslører, hvor en person gemmer sig, er nemlig bilen.

Med politiets 48 stationære nummerpladegenkendelseskameraer rundt i Danmark kan det hurtigt blive afsløret, hvor en person befinder sig.

I det hele taget er de danske gader godt dækket ind med overvågningskameraer. Organisationen Sikkerhedsbranchen vurderer, at der er sat mindst halvanden million af slagsen op i Danmark.

På grund af en ny regel skal private virksomheder, offentlige myndigheder og foreninger registrere deres overvågningskameraer i politiets register, det såkaldte POLCAM.

Ifølge Rigspolitiet var der i slutningen af november sidste år registreret 33.430 adresser, hvor der sad et eller flere overvågningskameraer.

Indtil nu har politiet i Danmark ikke lov til at bruge ansigtsgenkendelse, når de overvåger borgerne igennem kameraerne. Det var ellers et ønske for et par år siden, og det blev bakket op af flere partier på Christiansborg, men endnu er det ikke blevet realiseret.

Christian Spohr har heller ikke set en teknologi, der virker ordenligt.

- Men det skal nok komme, siger han.

Kun hvis man leder

Danmark er generelt et dårligt sted at gemme sig, lyder det fra både Anders Kjærulff og Christian Spohr. Både fordi vi er et digitaliseret samfund, men også fordi her ikke er særlig meget plads.

- I Rusland er der skove på størrelse med Tyskland, så der er det lidt nemmere. Men at gemme sig i en civiliseret verden for altid er umuligt. Det er svært i det hele taget bare at overleve. Man vil komme til at have en mistænkelig adfærd undervejs, og man vil stikke ud fra normalmønstret, fortæller Christian Spohr.

Bare det at flygte vil være mistænkeligt. For hvor skal man hen og hvordan?

Tager man ud i lufthavnen, kan man købe en flybillet med kontanter, men passet vil afsløre en med det samme, hvis ikke alle overvågningskameraerne allerede har gjort det. På de kriminelle markeder kan man skaffe sig et falsk pas, men det kræver, at man har kontakterne i orden, og det vil i sig selv være en mistænkelig adfærd.

- Det kræver mad, økonomi og tag over hovedet at leve under jorden. Det er nogle forhold, som man bliver nødt til at skaffe sig. Og med mindre man har en rygsæk fyldt med penge, vil det være svært. Man vil stikke ud, når man et nyt sted skal forsøge at gøre det, siger Christian Spohr.

Så hvis det ikke er ens digitale spor, der afslører en, er det ens adfærd. Men det kræver også, at der er nogle, som leder efter en. Hvis det ikke er tilfældet, kan man godt gemme sig i lang tid, som det var tilfældet med Michael Lykke Baun.

På et tidspunkt opgav familien håbet om at finde ham.

- Det er nemmere for myndighederne at dokumentere og til dels også finde frem til folk. Men der skal være nogen, som leder, før man bliver fundet. Det er et spørgsmål om prioritering og ressourcer.

- Man sætter altid nogle spor, så det handler bare om, om der er nogle, som leder, om de er dygtige og heldige nok, og om de har ressourcer nok, siger Christian Spohr.

Et forkert fejltrin

Da ‘Som sunket i jorden’ i 2019 fandt René Michael Bodilsen, efter at han havde været forsvundet i 15 år, havde han sat ét afgørende spor.

Ad flere omgange i en lang periode havde tv-holdet søgt på hans navn på den engelske onlinedatabase 192.com, der hjælper folk med at finde nogen, de har mistet kontakten til. Der havde aldrig været et hit.

Men pludselig i sommeren 2019 dukkede hans navn op i en søgning.

Det gjorde det, fordi han havde registreret sig som vælger i Storbritannien forud for Europa-Parlamentsvalget foråret inden.

Når man gør det, bliver man helt automatisk søgbar i 192.com-databasen, med mindre man markerer i en boks, at ens oplysninger ikke må videregives.

Den boks havde René Michael Pedersen efter alt at dømme overset, og dermed blev han fundet af tv-holdet og sin datter.

På den måde sladrede internettet endnu en gang.

Du kan se 'Som sunket i jorden' på TV 2 PLAY eller hver tirsdag aften på TV 2.